Behandlingscenter Svendborg
Har du eller en du kender problemer med misbrug? På Behandlingscenter Svendborg kan du få anonym og gratis behandling, der tager udgangspunkt i dine behov
Få hjælp til din afhængighed
På Behandlingscenter Svendborg kan du få gratis og anonym behandling, tilpasset dine behov, uanset om du ønsker at stoppe helt eller reducere dit forbrug. På Behandlingscenter Svendborg møder du professionelle, som lytter og hjælper dig videre. Du kan kontakte os direkte på telefon eller kigge forbi i åbningstiden – du behøver ingen henvisning.
Kontakt Behandlingscenter Svendborg
Behandlingstilbud til voksne
Behandlingscenteret tilbyder gratis og anonym behandling til alle over 25 år, og du behøver ingen henvisning for at komme i gang. Behandlingen tilpasses den enkelte, og du får en fast behandler og en sundhedsfaglig kontaktperson, som følger dig gennem forløbet. Nogle har brug for individuelle samtaler, mens andre har gavn af gruppeterapi eller en kombination. Forløbene kan have forskellige mål – for nogle handler det om at blive helt stoffri, for andre om at reducere forbruget og få mere ro og balance i hverdagen.
Helhedsorienteret behandling
Behandlingen bygger på en helhedsorienteret og tværfaglig tilgang. Der er fokus på både den fysiske og den psykiske sundhed, og det kan omfatte lægefaglig undersøgelse, udredning for skader, medicinsk behandling, ernærings- og søvnvejledning samt NADA-akupunktur. Derudover er der mulighed for psykologsamtaler, testning og støtte til at bearbejde de barrierer, der kan stå i vejen for en forandring. Behandlerne arbejder med anerkendte metoder som motiverende samtale og mindfulness, som styrker både motivation og handlekraft.