Svendborg Kommune vil hjælpe en grønnere madkultur på vej

Kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune vil sætte konkrete mål for, hvor meget kommunens kantiner og køkkener skal reducere CO2-udledningen. Det skal inspirere både medarbejdere og borgere til mere klimavenlige madvaner. 

Mindre madspild, flere lokale fødevarer i sæson og bælgfrugter samt efteruddannelse af personale.

Nogenlunde sådan lyder opskriften på, hvordan Svendborg Kommune vil reducere CO2-udledningen fra kommunens fødevareforbrug.

For administrationens medarbejderkantiner lyder målsætningen på 50 procent, mens et forslag om en mindre reduktion på 10 procent for kommunens øvrige køkkener i første omgang er på vej høring.

”10 procent lyder måske ikke af meget, men man skal tænke på, at mange af de borgere, der får mad fra kommunens køkkener, har særlige kostbehov, som selvfølgelig stadig skal imødekommes. Derfor har vi også sat et endnu højere mål for administrationens kantiner, som dermed skal gå foran. Det afgørende er, at vi kommer i gang, og at køkkenerne får gjort sig nogle erfaringer, som vi kan bygge videre på,” udtaler formand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel.  

Frit valg på alle hylder

At målet netop går på CO2 frem for kød, er ikke tilfældigt. Det giver nemlig kantinerne og køkkenerne mulighed for selv at planlægge den menu, som de mener, deres brugere og borgere bedst kan lide:      

“Vi har ikke tænkt os at diktere ugentlige vegetardage. Der er mange forskellige måder at lave mere klimavenlige måltider, og vi overlader det til de enkelte køkkener og kantiner at beslutte, om de vil skifte retter med oksekød ud med retter med kylling eller fisk, om de vil lave flere vegetarretter eller bare retter, hvor kødet ikke spiller hovedrollen. De er allerede godt i gang, og jeg er sikker på, at de nok skal lykkes med at lave mad, som både er klimavenlig, velsmagende og i tråd med de officielle kostråd,” udtaler formand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel.  

I praksis vil målsætningerne om CO2-reduktion med al sandsynlighed betyde, at mængden af kød vil blive reduceret. Det vil ikke nødvendigvis betyde flere måltider uden kød, men snarere at oksekød vil blive erstattet af svine- og kyllingekød. For eksempel kan målsætningen om de 10 procent nås ved at erstatte 65 procent af okse- og lammekødet med svine- og kyllingekød. 

Inspiration til nye madvaner

Ifølge Klimarådet, regeringens uafhængige rådgiver med hensyn til klimapolitik, er der i høj grad brug for at se på danskernes madvaner.

Selvom danskerne gerne vil spise mere klimavenligt, har mange nemlig svært ved at indfri ambitionerne i køkkenet. Det kan skyldes forestillinger om, at klimavenlig mad for eksempel ikke mætter, eller praktiske udfordringer med at finde på nye retter eller lave mad på en ny måde.

Hvis vi skal spise mere klimavenligt, skal vi altså påvirkes på flere måder – og netop dét kan de offentlige køkkener hjælpe med.

På landsplan serverer de offentlige køkkener ifølge Klimarådet hver dag omkring 650.000 måltider, og de har dermed rige muligheder for at vænne danskerne til at spise flere planter og mindre kød – og måske endda inspirere dem til at tage de nye madvaner med hjem i deres egne køkkener. 

FAKTA

  • Fastsættelse af klimamål for kommunens fødevareforbrug er en del af Svendborg Kommunes klimahandleplan fra 2022.
  • I første omgang skal forslaget om målsætningen på de 10 procents CO2-reduktion i de kommunale køkkener sendes i høring hos de råd og bestyrelser, der repræsenterer de berørte borgere, f.eks. plejehjem og daginstitutioner.  
  • Målsætningen om de 50% for administrationens kantiner skal godkendes af Økonomiudvalget på deres kommende møde den 23. januar.
  • I 2022 udgjorde CO2-udledningen fra Svendborg Kommunes fødevareforbrug 1.705 ton. Udledningen fra kød udgjorde 712 ton CO2. Heraf udgjorde udledningen fra okse- og lammekød 477 ton CO2, mens udledningen fra svine- og kyllingekød udgjorde 129 ton CO2. Det private forbrug af mad og drikkevarer står ifølge CONCITO for ca. 17% af den gennemsnitlige danskers årlige CO2-udledning.
  • En klimavenlig kost er i overensstemmelse med de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen, som anbefaler, at man spiser planterigt, varieret og ikke for meget. Særlige kostbehov, f.eks. hos småtspisende borgere, vil fortsat blive imødekommet af køkkenpersonalet, som har stor viden om kostsammensætning og ernæring.
  • Få kommuner har fastlagt konkrete mål for reduktion af klimaaftrykket fra fødevarer. I maj 2023 var det ifølge CONCITO fem kommuner.