""
start på hovedindhold

Skoleelever og ældre fra Demensbyen udgiver fælles kogebog

Nyt samarbejde mellem Vestre Skole og Svendborg Demensby kulminerer i en kogebog, hvor børn og ældre mødes om madlavning. Bogen lanceres 8. april med smagsprøver og indblik i projektet

Nyhed
""

Relationer på tværs af generationer

Elever fra 5.a og 5.b på Vestre Skole har sammen med beboere og brugere i Svendborg Demensby skabt kogebogen Generationer i køkkenet. Nu inviterer Svendborg Kommune til boglancering onsdag den 8. april 2026 kl. 15.00-16.00 i Aktivitetscenteret på Bryghuset i Svendborg Demensby. 

Kogebogen er resultatet af et længere samarbejde, hvor elever og beboere har mødt hinanden om bagning og madlavning. Til lanceringen vil der være mulighed for at smage et udvalg af opskrifter fra bogen og høre mere om projektet.

Samarbejdet er en del af Svendborg Kommunes indsats for at styrke relationer på tværs af generationer. Flere plejecentre i kommunen samarbejder i dag med skoleklasser, hvor elever besøger centrene flere gange årligt og deltager i fælles aktiviteter og læringsforløb. Demensfaglig konsulent i Svendborg Kommune, Annette Søby, er glad for samarbejdet og de mange positive oplevelser det giver for både elever og beboere:

Når eleverne kommer på besøg, sker der noget helt særligt. De bringer liv, nysgerrighed og glæde ind i huset, og vores beboere lyser op, når de kan dele historier og opleve, at deres livserfaring betyder noget. Samtidig får børnene et unikt indblik i hverdagen hos os og lærer at møde ældre med nærvær og respekt,

- siger demensfaglig konsulent Annette Søby

Fakta

  • Boglancering: 8. april 2026 kl. 15.00-16.00
  • Sted: Bryghuset, Svendborg Demensby, Aktivitetscenteret, Bryggerlunden 2, 5700 Svendborg
  • Alle borgere er velkomne
  • Deltagere: Elever fra 5.a og 5.b på Vestre Skole samt beboere og brugere i Demensbyen
  • Alle elever fra de to klasser modtager ved lanceringen et eksemplar af kogebogen, som er finansieret af projektet
  • Projektet er en del af Svendborg Kommunes arbejde med generationsmøder