
Nu kan du søge tilskud til varmepumpe i Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle
Kommunalbestyrelsen har besluttet at ændre området fra fjernvarme til individuel forsyning. Det giver boligejerne mulighed for at søge statens tilskud til varmepumpe.
Information
Kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune har den 26. august besluttet, at Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle ikke længere skal være udlagt til fjernvarme. Området ændres i stedet til individuel varmeforsyning.
Det betyder, at du som boligejer i området nu kan søge tilskud fra Varmepumpepuljen til at udskifte dit olie-, gas-, eller pillefyr med en varmepumpe.
Varmepumpepuljen er åben for ansøgninger frem til d. 30. november 2025. Læs mere om puljen, og bliv klar til at søge her.
Informationsmøde for boligejere
Bor du i området, og har du mulighed for at søge tilskud til varmepumpe, vil du i den kommende tid modtage en invitation til et informationsmøde, hvor du kan høre mere om varmepumper og kommunens fremadrettede varmeplanlægning for området. Invitationen til informationsmødet vil blive sendt ud via digital post.
Hvorfor bliver fjernvarmeprojektet nedlagt?
Det planlagte fjernvarmeprojekt har vist sig at blive langt dyrere end først antaget. Varmepriserne for forbrugerne ville derfor blive urimeligt høje.
På den baggrund har fjernvarmeselskabet besluttet at igangsætte en nedlæggelse af selskabet og dermed også projektet.
Hvilke økonomiske konsekvenser har beslutningen?
I forbindelse med nedlæggelsen hæfter Svendborg Kommune for den garantistillelse, der tidligere blev stillet.
Det betyder, at kommunen overtager en gæld på 3 millioner kroner, som ikke kan tilbagebetales, fordi projektet ikke gennemføres. Beløbet dækkes af kommunens risikopulje.