Grøn kantinemad

Kommunale kantiner med mindre klimaaftryk

Svendborg Kommunes medarbejderkantiner har reduceret CO2-udledningen fra fødevareforbruget med 43 procent – og kunderne er fulgt med.

Kan man mindske CO₂-udledningen i en kantine kraftigt, uden at kunderne flygter?

Ja, viser en ny opgørelse fra Svendborg Kommunes tre medarbejderkantiner. Her er det lykkedes at reducere udledningen fra fødevareforbruget med 43 procent siden 2019. Ser man alene på kødforbruget, er udledningen herfra reduceret med 58 procent.

Og selvom der i dag er mindre rødt kød på menuen, end der var for fem år siden, er kunderne fulgt med.

Det har været en lang rejse, og vi lærer hele tiden noget nyt. I starten kunne vi se, at nog-le af kunderne gik ud i byen og købte deres frokost, hvis der ikke var kød på menuen. Man-ge af os er jo vant til en god bøf fredag og er generelt opvokset med, at kød er en central del af måltidet, og det er svært at ændre på fra den ene dag til den anden. Derfor begyndte vi at tænke anderledes. I stedet for at fjerne kødet helt fylder det nu bare markant mindre, mens vi til gengæld bruger flere grøntsager og bælgfrugter, og på den måde kan vi rykke kunderne lidt efter lidt.

- Thomas Hansen, kantineleder

En del af klimahandleplan

Klimaindsatsen i kantinerne er en del af Svendborg Kommunes klimahandleplan.

Fokus har især været mindre madspild, flere lokale sæsonvarer og bælgfrugter samt efteruddannelse af personale og vidensdeling på tværs af Fyn.

Til gengæld er der ikke blevet stillet specifikke krav til, hvor meget kød der må være på menuen, eller hvor mange vegetardage der skal være – det har været op til køkkenmedarbejderne selv at finde de gode løsninger.

Vi har valgt at give kantinerne metodefrihed i arbejdet med klimavenlige måltider, så de selv har kunne bestemme, om de for eksempel ville erstatte rødt kød med lyst kød, servere flere vegetarretter eller bare retter med mindre kød. Det er dem, der kender kunderne bedst – og resultatet taler for sig selv: en stor CO₂-reduktion uden at tabe kunder. Det er flot klaret.

- Jesper Kiel, formand for Teknik- og Miljøudvalget

Opgørelsen viser også, at der er områder, som kantinerne kun har begrænset indflydelse på, f.eks. salg af sodavand og kaffe ved arrangementer.

Kantinerne fortsætter indsatsen for klimavenlig mad som en del af den nationale satsning ”Smag dig frem”, der skal fremme sundere og mere klimavenlige spisevaner i Danmark.

Fakta

  • Svendborg Kommune har tre medarbejderkantiner på henholdsvis Rådhuset, Svinget og i Vester Skerninge. Ca. 300-400 medarbejdere køber frokost i én af kantinerne.
  • Klimamål for kommunens fødevareforbrug er en del af Svendborg Kommunes klimahandleplan fra 2022. Ambitionen er, at maden i kantinerne kan inspirere medarbejderne til at gå hjem i eget køkken og prøve nogle nye og mere klimavenlige retter af.
  • Udover kantinerne driver kommunen en række kommunale køkkener i daginstitutioner, plejehjem mv. Her er der sat et lavere mål for CO2-reduktionen af hensyn til særlige kostbehov hos f.eks. småtspisende borgere.
  • En klimavenlig kost er i overensstemmelse med de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen, som anbefaler, at man spiser planterigt, varieret og ikke for meget.
  • Det private forbrug af mad og drikkevarer står ifølge CONCITO for ca. 17% af den gennemsnitlige danskers årlige CO2-udledning.