
Hvem skal have FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen i 2025?
Du kan være med til at bestemme, når Senior-, Social- og Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune overrækker priser til det frivillige sociale område.
NyhedKender du et frivilligt tilbud eller en frivillig, der fortjener en ekstra anerkendelse, kan du sende en indstilling via Svendborg Kommunes hjemmeside senest mandag den 1. september 2025. Priserne bliver overrakt ved udvalgets fejring af det frivillige sociale område lørdag den 4. oktober 2025. Desuden overrækker Handicaprådet i Svendborg også deres Handicappris ved fejringen.
Foreningerne og de frivillige på det frivillige sociale område står bag en bred pallette af tilbud, der favner mennesker i alle aldre. De støtter mennesker i krise eller med særlige behov. De er med til at modvirke ensomhed og skaber trygge fællesskaber.
Jeg er utrolig glad for, at der er så mange frivillige på det sociale område. De yder en kæmpe indsats og er med til at gøre en stor forskel for rigtig mange mennesker. Vores lokalsamfund bliver mere omsorgsfuldt og det kan vi ikke takke nok for. Derfor glæder jeg mig altid til fejringen og til overrækkelsen af de to priser. Jeg håber, at mange vil hjælpe os igen med at pege på dem, der har gjort en ekstra indsats.
Alle kan til og med mandag den 1. september 2025 indstille kandidater til de to priser.
Indstillingerne behandles af et udvalg, som Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg og Svendborg Frivilligråd er en del af, sammen med repræsentanter fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget og Svendborg Kommune.
Sidste års prismodtagere var MedborgerCaféen, der modtog FrivilligSocialPrisen og Frode Hansen, tovholder for Gå dig Glad, der modtog RespektPrisen. Handicaprådet i Svendborg overrakte også deres Handicappris til fejringen. Den gik til Svendborg Handicap Festival.
De to priser
FrivilligSocialPrisen - hylder en frivillig forening, organisation eller gruppe, der har gjort en særlig indsats i det frivillige sociale arbejde.
RespektPrisen - hylder en person i det frivillige sociale arbejde, der har gjort en ekstraordinær eller vedholdende frivillig indsats.
Begge priser ledsages af et pengebeløb til det videre arbejde.
Sådan indstiller du en kandidat
Via nedenstående skema kan du indstille en kandidat og vælge hvilken af priserne din indstilling gælder.
Læs gerne mere om priserne og kriterier for indstilling via linket under skemaet.