
Her er vinderne af Arkitekturprisen 2025
Årets arkitekturpris går til scenen i den hemmelige have bag SAK Kunstbygning og den nye hovedpumpestation på havnen, som begge forener funktionalitet, æstetik og stedets identitet på forbilledlig vis.
Nyhed
Og prisen går til...
Arkitektur skaber rammerne for vores hverdag – fra de steder, vi mødes om kulturen, til de tekniske anlæg, der får vores samfund til at fungere.
Med Arkitekturprisen hylder Svendborg Kommune hvert år projekter, der ikke blot løser en opgave, men samtidig løfter vores omgivelser.
I år har Arkitekturrådet udpeget to vinderprojekter, som på hver deres måde beriger Svendborgs byrum.
De blev begge fejret til en festlig prisuddeling på SIMAC mandag aften, hvor de fremmødte også kunne lade sig blive klogere af faglige oplæg.
SAK Kunstbygnings nye scene
I ”Den hemmelige have” bag SAK Kunstbygning viser en ny scene, hvordan en mindre bygning med stor præcision kan skabe identitet, forankring og nye muligheder i byens kulturliv.
Konstruktionen er inspireret af den karakteristiske blodbøg, der tidligere prægede haven, og fungerer som et naturligt samlingspunkt.
Arkitekturrådet fremhæver i dommerbetænkningen, at scenen ”på én gang er en praktisk platform for kunstneriske udfoldelser og en permanent arkitektonisk skulptur, der beriger havens rum, også når den ikke er i brug.” Med den svagt hældende have som et naturligt amfi skaber scenen nærvær og fællesskab mellem optrædende og publikum.
Scenen tildeles prisen for ”sit klare arkitektoniske formsprog, sin forankring i stedets og sin evne til at forene funktionalitet og æstetik på en enkel måde”.
Bygherre: SAK Kunstbygning
Rådgiver: FAVN arkitekter
Svendborg Hovedpumpestation
På Svendborg Havn er en teknisk nødvendighed blevet til et arkitektonisk vartegn.
Den nye hovedpumpestation rejser sig i spiralform fra havneparken og fungerer ikke blot som et teknisk anlæg, men et arkitektonisk knudepunkt mellem by, havn og landskab.
Ifølge dommerbetænkningen viser projektet, at ”selv tekniske anlæg kan bidrage med identitet, oplevelse og samhørighed med byens rum og hverdagsliv”.
Facadens form er inspireret af pumpens indre ledeskovle og binder også med sin beklædning i cortenstål anlæggets tekniske funktion sammen med det maritime og industrielle miljø, der præger havnen. Byg¬ningens udtryk er skulpturelt, men samtidig inviterende med sin åbne trappe og indarbejdede tilgængelighed.
Dommerbetænkningen fremhæver særligt den integrerede bæredygtighed: Spildevandet genanvendes til varme, hvilket kan levere energi til over 200 ejendomme, samtidig med at energiforbruget til pumpning reduceres.
Hovedpumpestationen tildeles prisen for ”sit klare formgreb, sin kommende offentlige tilgængelighed og sin evne til at forene funktionalitet, æstetik og bæredygtighed på en nytænkende måde”.
Bygherre: Vand og Affald
Rådgiver: Ginnerup Arkitekter, EnviDan og Arkil Entreprenør