""

Guld og pandekager til Nymarkskolens håndboldhold

Ti elever fra 8. årgang på Nymarkskolen blev i dag hyldet på Svendborg Rådhus efter at have vundet guld ved DM i Skolehåndbold for andet år i træk. Fejringen bød både på anerkendelse – og pandekager.

Pressemeddelelse
""

Tillykke til Nymarkskolens håndboldhold

I dag blev ti elever og deres to lærere fejret på rådhuset, efter at holdet den 5. februar vandt guld ved DM i Skolehåndbold. Med sejren kan Nymarkskolen kalde sig danmarksmester for andet år i træk.

For spillerne selv var der ingen tvivl om, hvad der gjorde oplevelsen særlig. To af guldvinderne, August og William, glæder sig både over sejren og over at have delt den med deres skolekammerater:

Det bedste ved at være med var selvfølgelig at vinde. Og så er det ikke hver dag, man får lov til at dyrke sin favoritsport i skolen sammen med sine gode venner. Det gør bare det hele endnu bedre

- siger August og William

Mesterskabet, som arrangeres af Dansk Skoleidræt, blev afholdt i Nykøbing Falster 3.-5. februar. I finalen mødte Nymarkskolen Sct. Joseph Skole fra Ringsted og sikrede sig titlen kort før vinterferien.

Fællesskab og holdånd

På rådhuset blev spillerne hyldet for deres indsats, sammenhold og vedholdenhed og fejret med pandekager som en sød markering af den flotte præstation. Til at hylde dem med tale og klapsalver var blandt andre Mette Kristensen, formand for Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalget:

Det er en virkelig flot præstation af håndbolddrengene fra Nymarkskolen. De viser, hvad fællesskab, målrettet træning og stærkt sammenhold kan føre til. Stor ros til både elever, trænere og lærere, som hver dag skaber rammerne for, at talent og engagement kan blomstre

- siger Mette Kristensen, formand for Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalget

Også Nymarkskolens leder, Pia Brøndsted, var med på rådhuset. Hun fremhæver både drengenes indsats og den opbakning, de har haft undervejs:

Jeg er så utrolig stolt af vores håndbolddrenge – deres indsats, sammenhold og vilje har været helt fantastisk at følge. At de nu står som danmarksmestre, er et resultat af både talent, hårdt arbejde og en stærk tro på hinanden. Også en stor tak til forældrene, der bakker op om arrangementerne og gør det muligt at skabe sådan en helt særlig oplevelse for drengene

- siger Pia Brøndsted, skoleleder på Nymarkskolen

Senere i dag bliver gulddrengene også hyldet på Nymarkskolen i forbindelse med finalerne i skolens fodboldturnering ”NymarKop”. Her vil de få overrakt en guldmønt, som kan bruges i skolens kantine, LoMa.

Fakta

  • Det er andet år i træk, at Nymarkskolen vinder guld ved DM i Skolehåndbold
  • Håndboldholdet består af 10 elever fra tre klasser på skolens 8. årgang
  • Ni ud af ti spillere spiller til daglig i enten Tved Håndbold eller GOG
  • Den tiende spiller er egentlig fodboldmålmand, men kom også med på holdet
  • Inden holdet nåede finalen, gik de videre fra indledende runder og kredsfinale – alle kampe ubesejrede
  • DM i Skolehåndbold arrangeres af Dansk Skoleidræt
  • Slutrunden blev afviklet i Nykøbing Falster 3.-5. februar 2026
  • Finalen blev spillet 5. februar mod Sct. Joseph Skole fra Ringsted