
Folkehus og grønt fristed på vej i Hesselager
Som led i områdefornyelsen i Hesselager skal et nyt folkehus og rekreativt udeområde styrke fællesskaber i byen.
Pressemeddelelse
Den tidligere inspektørbolig ved Stokkebækskolen bliver forvandlet til et folkehus, og skolens boldbane får nyt liv som rekreativt udeområde med plads til leg og friluftsliv. Hesselager får nye samlingssteder, der skal huse aktiviteter for børn og unge og indbyde til spontane hverdagsmøder, kulturelle arrangementer og et aktivt foreningsliv.
Med denne del af områdefornyelsen vil vi blandt andet skabe sociale samlingssteder, hvor borgerne kan mødes og indgå i meningsfulde fællesskaber på tværs af alder og interesser
Plads til leg, friluftsliv og fællesskab
På en workshop i efteråret 2025 kom borgerne med idéer til, hvordan det nye rekreative udeområde kan skabe mest mulig værdi for lokalsamfundet – og særligt for børn og unge. Indsigterne er blevet til planer om blandt andet en pumptrack til leg på hjul, en amfiscene til arrangementer og en shelterplads med udsigt over det bakkede landskab mod Storebælt.
Også Stokkebækskolen og Hesselager Børnehus har bidraget aktivt til projektet, og de nye samlingssteder er designet til at styrke skolens rolle som byens hjerte.
Borgerne former byens fremtid
Folkehuset skal på sigt drives af lokale kræfter i foreningen Folkehuset Hesselager. Den lokale forankring er en grundsten i områdefornyelsen i Hesselager, hvor borgerne siden 2022 har arbejdet tæt sammen med Svendborg Kommune om en fælles plan for byens fremtid. Også fremover skal borgerne være med til at sætte retningen for både folkehuset og udeområdet, i takt med at projektet udvikler sig og nye fondsmidler kommer til.
Fakta om projektet
- Projektet bliver igangsat i 2026 med henblik på indvielse i 2027.
- Folkehuset skal på sigt drives af en lokal forening, Folkehuset Hesselager, mens Svendborg Kommune vil stå for driften af det rekreative område ved boldbanen.
- Sagen blev politisk godkendt af Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 3. februar 2026 og Teknik- og Miljøudvalget den 5. februar 2026.
Baggrund for områdefornyelsen i Hesselager
- Områdefornyelse er en indsats, hvor kommunen med støtte fra staten giver udvalgte landsbyer et kærligt løft. Målet er at sætte gang i en positiv udvikling, så landsbyer kan tiltrække flere tilflyttere og private investeringer.
- Områdefornyelsesprogrammet for Hesselager blev politisk godkendt i juni 2023 og løber frem til 2028.
- Svendborg Kommune har afsat i alt 10,56 millioner kroner til områdefornyelsen i Hesselager, hvoraf 60% er statslig støtte gennem kommunens landsbyfornyelsespulje.
- Områdefornyelsen har tre indsatsområder, som borgerne selv har været med til at pege på:
- ”Byens hjerter & fællesskaber” sætter fokus på gentænkning af byens sociale samlingssteder på skolen og stadion.
- ”Byens Ansigt” handler om at puste liv i byens trafikale og kulturhistoriske knudepunkt ved Østergade og Langgade.
- ”Den grønne tråd” skal binde byen bedre sammen med nye stier og skabe nye grønne nedslag.
- Projektet med etablering af et folkehus og et rekreativt område hører under indsatsområdet ”Byens hjerter & fællesskaber”, som der i områdefornyelsesprogrammet er afsat 3,65 millioner kroner til.
