Eldrevne bybusser i Svendborg fra 2025

Svendborg Kommune skifter nu dieselbusser i Svendborg by ud med emissionsfri elbusser, som markant reducerer udledningen af CO2 og anden forurening. Lokalruterne følger efter i 2027.

Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt. Og snart er det el, der får dem til at trille.  

Fynbus, som driver busserne i Svendborg Kommune, har nemlig indgået en aftale med GoCollective (tidligere Arriva) om eldrevne bybusser, dvs. rute 230, 240-241 og 250.

Det sker på baggrund af et udbud, som Teknik- og Miljøudvalget i efteråret besluttede at sætte i gang for bybusserne i Svendborg – og det glæder formanden for udvalget, at det nu er lykkedes at indgå en aftale:   

”Det er et stort skridt i den grønne omstilling af Svendborg Kommune, at vi får elbusser – endda uden at skulle øge budgettet. Der bliver mindre dieselos i byen, mindre trafikstøj, passagererne får splinternye busser med bedre komfort, og vi slipper for spilreklamer. Jeg glæder mig virkelig til, at de kommer ud at trille,” udtaler formand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel (Ø).

Lokalruterne, dvs. 200, 201, 210, 211, 215, 220, 221, 222, 225 og 226, skal efter planen med i et regionalt udbud med driftsstart i 2027.

Markant reduktion i CO2-udledningen

I 2022 blev der udledt ca. 550 ton CO2 ved kørsel med dieselbusser i Svendborg by. Med elbusser vil der kun blive udledt ca. 56 ton CO2 om året til opladning. Det er altså en reduktion på ca. 90 procent.

For hele kommunens drift, dvs. både bus- og færgedrift, el og varme i offentlige bygninger samt medarbejderkørsel, som i 2022 udledte i alt 6.477 ton CO2, betyder elbusserne en reduktion på næsten 8 procent.

Det er dermed et væsentligt bidrag til at nå målet om, at kommunens drift skal være 100 procent omstillet til vedvarende energi 2030.

Baggrund

  • FynBus, som driver bybusserne, annullerede forrige vinter et fælles fynsk udbud på eldreven busdrift i Middelfart, Nyborg og Svendborg Kommune.
  • De pristilbud, der kom, overskred alle tre kommuners budgetter for kollektiv trafik, og i stedet anbefalede Fynbus derfor kommunerne at deltage i et fælles udbud med Region Syddanmark med driftsstart i 2027, hvor priserne sandsynligvis ville ligge på et lavere niveau.
  • Som alternativ til dén mulighed besluttede Teknik- og Miljøudvalget imidlertid i efteråret at gå enegang og gennemføre et nyt udbud af elbusser udelukkende på bybusruterne – og altså ikke hele den lokale busdrift – fordi busserne i Svendborg kører så mange kilometer, at det måske ville kunne hænge sammen allerede fra 2025, selvom omkostningerne til etablering af ladeinfrastruktur er høje. Det er det udbud, der nu er resulteret i en aftale med GoCollective.