Aldersro Plejecenter
Foto © Mads Claus Rasmussen
start på hovedindhold

114 millioner til renovering af syv plejecentre

Nu moderniseres Svendborg Kommunes syv plejecentre. En investering på 114,56 millioner kroner skal give bedre boliger for beboerne, reducere CO₂-udledningen fra kommunens bygninger og skabe opgaver til lokale virksomheder.

Pressemeddelelse
Aldersro Plejecenter
Foto © Mads Claus Rasmussen

De syv plejecentre, som Svendborg Kommune ejer og driver, står over for en omfattende renovering. Renoveringen skal løfte bygningerne til nutidige standarder og forbedre de fysiske rammer for beboerne – blandt andet med nye varmepumper og forbedringer af bygningernes klimaskærm. Renoveringen forventes gennemført i perioden 2026-2030.

Vi investerer i bedre og mere tidssvarende boliger for beboerne. Der har været et efterslæb i vedligeholdelsen på vores plejecentre, og det tager vi fat på nu. Samtidig reducerer vi klimaaftrykket ved at gøre bygningerne mere energieffektive

- Jesper Kiel, formand for Teknik- og Miljøudvalget, Svendborg Kommune

Efter renovering forventes CO₂-udledningen at falde med cirka 296 ton årligt, svarende til syv procent af kommunens samlede udledning fra bygninger.

Mindre entrepriser – muligheder for erhvervslivet

I stedet for syv store udbud bliver renoveringen delt op i mindre fagentrepriser, så mindre virksomheder får mulighed for at byde direkte på opgaverne. Opdelingen i fagentrepriser er planlagt efter dialog med erhvervslivet for at gøre opgaverne mere tilgængelige for flere virksomheder.

Den tilgang møder opbakning i Dansk Industri:

I DI Fyn er vi glade for, at Svendborg Kommune har valgt at udbyde renoveringen i sepa-rate fagentrepriser frem for én stor totalentreprise. Det betyder, at flere mindre og mellem-store, lokale byggevirksomheder kan byde direkte på opgaverne, fordi udbuddene bliver mere overskuelige og kræver mindre administration. På den måde sikrer man også, at flere virksomheder kan bidrage. Det styrker konkurrencen og det lokale engagement, samtidig med at man sikrer både arbejdspladser og aktivitet i Svendborg

- Steen Johansen, bestyrelsesmedlem i DI Fyn og bestyrelsesleder i DI Byggeri Fyn

Fakta om renoveringen

  • Renoveringen omfatter de syv kommunale plejecentre: Aldersro Plejecenter, Damgården Plejecenter, Ollerup Plejecenter, Stenstrup Plejecenter, Thurøhus Plejecenter, Tåsinge Plejecenter og Vindeby Pilevej Plejecenter.
  • Forventet periode: 2026–2030.
  • Samlet budget: 114,56 millioner kroner.
    • 83,5 millioner kroner via beboerlån (afvikles over husleje over 30 år)
    • 31,06 millioner kroner via kommunale anlægsmidler og energilån
  • Der afholdes ekstraordinære beboermøder med afstemning om projekt og huslejestigning.
  • Forventet mindre huslejestigning for beboerne (delvist opvejet af boligstøtte og lavere energiforbrug).
  • Forventet CO₂-reduktion: cirka 296 ton årligt, svarende til cirka 7% af kommunens bygningsudledning.