Kvalitetsstandard for kompensationsydelse

Se hvilke retningslinjer og kvalitetskriterier, der gælder for kompensationsydelse i Svendborg Kommune

Nødvendige merudgifter/kompensationsydelse

Servicelovens § 100

Du skal ydes dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter ved den daglige livsførelse, hvis du har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at de kompensationsberettigende udgifter er en konsekvens af din nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

Hvem kan modtage ydelsen?

Du skal være mellem 18 år og folkepensionsalderen og have en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ved varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser er af indgribende karakter for dig i hverdagen, som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger for eksempel fleksjob, handicapbil, hjælpemidler, personlig og praktisk hjælp i hjemmet, ledsagelse med videre.

Ydelsen er uafhængig af din indkomst og eventuelle formue.

Hvad indgår i ydelsen?

Formålet med kompensationsydelsen er at give dig mulighed for at leve et almindeligt liv på samme måde som andre på samme alder og i samme livssituation uden en funktionsnedsættelse.

Kompensationsydelsen skal dække de nødvendige udgifter, du har i din dagligdag, som er en direkte følge af din varigt nedsatte funktionsevne. Der er altså tale om udgifter, som andre på samme alder og i samme livssituation uden en funktionsnedsættelse ikke har.

Hvis udgifterne kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven, kan du dog ikke få udgifterne dækket af kompensationsydelsen. Det kan for eksempel være udgifter til fysioterapi eller tandlæge, egenbetaling efter andre bestemmelser i serviceloven eller udgifter, der dækkes af Sygeforsikringen ”danmark” eller andre private forsikringer. Du kan heller ikke få kompensationsydelse, hvis dit behov kan afhjælpes på anden vis for eksempel ved bevilling af hjælpemidler eller hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Ydelsens omfang?

Der findes to grupper af kompensationsydelse - sandsynliggjorte udgifter (gruppe 1) og dokumenterede udgifter (gruppe 2).

Har du sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter på over 6.960 kr. pr. år svarende til gennemsnitligt 580 kr. om måneden, får du udbetalt et standardbeløb på 1.155 kr. om måneden (2026-niveau).

Hvis du søger efter gruppe 1, kan du medtage alle typer af udgifter.

Kan du dokumentere kompensationsberettigende udgifter på over 25.080 kr. pr. år svarende til gennemsnitligt 2.090 kr. om måneden indenfor udgiftstyperne på nedenstående positivliste, får du udbetalt hjælp svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter og et standardbeløb på 523 kr. om måneden (2026-niveau).

Standardbeløbet på 523 kr. om måneden udbetales uden nogen form for dokumentation eller sandsynliggørelse af kompensationsberettigende udgifter. Beløbet skal bidrage til at dække dine eventuelle udgifter, som ikke er omfattet af positivlisten.

Hvis du søger efter gruppe 2, kan du alene medtage følgende udgifter (positivlisten):

  1. Udgifter til kost- og diætpræparater.
  2. Udgifter til medicin.
  3. Udgifter til befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil, herunder vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort og udligningsafgift for dieselbil. 
  4. Udgifter til forhøjet husleje, herunder indskud. 
  5. Udgifter til fritidsaktiviteter, herunder deltagelse og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævne med videre. 
  6. Udgifter til handicaprelaterede kurser.
  7. Udgifter til beklædning. 
  8. Udgifter til el, vand og varme. 
  9. Øvrige enkeltstående udgifter, der overstiger 15.675 kr. om året svarende til gennemsnitligt 1.306,25 kr. om måneden (2026-niveau).

Positivlisten er udtømmende. Både løbende og enkeltstående udgifter kan medtages i dokumentationen.

Socialafdelingen Myndighed har alene pligt til at undersøge, om du kan få hjælp i den gruppe, du har søgt om. Hvis du har søgt om hjælp i gruppe 2, men ikke har dokumenteret tilstrækkeligt med kompensationsberettigende udgifter, vil du få udbetalt hjælp i gruppe 1, hvis minimumsbeløbet er opfyldt.

Du kan på ny søge om hjælp i gruppe 2, hvis der sker ændringer i dine kompensationsberettigende udgifter.

Hvor leveres ydelsen?

Ydelsen er forudbetalt og udbetales til din NemKonto den sidste bankdag i måneden.

Det er i visse tilfælde muligt at aftale med Socialafdelingen Myndighed, at enkeltstående kompensationsberettigende udgifter (positivlistens pkt. 9) udbetales på dokumentationstidspunktet i stedet for i månedlige rater.

Er der egenbetaling?

Det er gratis at modtage kompensationsydelse.

Hvor ofte følges der op på ydelsen?

Socialafdelingen Myndighed vil alene følge op på og revurdere din kompensationsydelse, hvis du anmoder om det, fordi der er sket ændringer i dine forhold, eller hvis Socialafdelingen Myndighed bliver opmærksom på eller får formodning om, at der er sket ændringer i for eksempel din livssituation, som kan medføre et ændret behov for hjælp.

Hvis det viser sig, at du har behov for anden hjælp end kompensationsydelsen, vil du få råd og vejledning herom af Socialafdelingen Myndighed. 

Kontakt Socialafdelingen