Miljøtilladelse til husdyrbruget på Sortemosevej 2, 5883 Oure
Klagefristen er torsdag den 23. oktober 2025
Typeasd
Afgørelser
Område
Oure
Klagefrist
23. oktober 2025
Offentliggjort
25. september 2025
Afgørelse
Svendborg Kommune har meddelt tilladelse til at etablere en ny gyllebeholder på adressen Sortemosevej 2, 5883 Oure. Samtidig godkendes det eksisterende staldareal efter de seneste regler og herefter må der på staldarealet holdes malkekøer, kvier og stude. Tilladelsen er meddelt efter husdyrbruglovens § 16 b.
Husdyrbruget har et uændret produktionsareal på 1.032 m2. Der sker ingen ændringer i staldanlægget i forhold til den nuværende drift. Der etableres en ny gyllebeholder placeret nord for den eksisterende gyllebeholder. Den nye gyllebeholder er på 5.000 m3 og overdækkes med fast overdækning (telt).
Det vurderes, at ændringen ikke medfører væsentlige virkninger på miljøet.
Tilladelsen med bilag og ansøgning fremgår af denne offentliggørelse – og du kan se dokumenterne længere nede i dette opslag.
Grundlaget for miljøtilladelsen er ansøgningen og supplerende oplysninger indhentet i behandlingen af sagen. I miljøtilladelsens afsnit Miljøteknisk redegørelse fremgår Svendborg Kommunes begrundelse for afgørelsen. Tilladelsen er meddelt på en række vilkår, som vil blive kontrolleret ved Svendborg Kommunes tilsyn.
Med de fastsatte vilkår har Svendborg Kommune konkluderet, at husdyrbruget anvender den bedste tilgængelige teknik (BAT), og at husdyrbruget ikke vil medføre nogen væsentlig påvirkning af miljøet.
Forud for Svendborg Kommunes afgørelse er der gennemført en høring af parter. Beskrivelsen af offentlighedsproceduren fremgår af miljøtilladelsens afsnit Offentlig høring.
Luftfoto af Sortemosevej 2

Luftfoto af Sortemosevej 2 med angivelse af stalde og den eksisterende gyllebeholder samt placering af ny gyllebeholder

Luftfoto af Sortemosevej 2 med angivelse af stalde og den eksisterende gyllebeholder samt placering af ny gyllebeholder
Sådan klager du
Klagevejledning
Ansøger og enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagen, samt forskellige myndigheder, foreninger og organisationer kan klage over miljøtilladelsen. Ønsker du at klage over miljøtilladelsen, skal klagen sendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet gennem deres klageportal, som du finder via https://naevneneshus.dk/start-din-klage/miljoe-og-foedevareklagenaevnet/.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er offentliggjort. Klagefristen for denne afgørelse er dermed 23. oktober 2025.
Der er fastsat et klagegebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Gebyret skal betales ved elektronisk overførsel eller ved girobetaling. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for Svendborg Kommune i klageportalen, og når klagegebyret er betalt. Svendborg Kommune videresender sagen til klagenævnets behandling. Klagevejledning fremgår i øvrigt også af miljøtilladelsen.