Teknik- og Miljøudvalget
Referat • 4. september 2025 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Der var afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), som suppleant deltog Flemming Madsen (A).
Dagsordenen godkendt.
Stedfortræder Flemming Madsen (A) var fraværende under behandlingen af punkt 1.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Beslutningstema
Budgetopfølgning pr. 30. juni 2025 for Teknik- og Miljøudvalgets område.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At budgetopfølgningen for Teknik- og Miljøudvalget tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet budgetopfølgning pr. 30. juni 2025. Opfølgningen indgår i kommunens samlede koncernrapport, som forelægges Økonomiudvalget den 9. september 2025.
Regnskabet forventes pr. 30. juni 2025 at udgøre ca. 322,8 mio. kr. Holdt op mod korrigeret budget på ca. 318,4 mio. kr. betyder det et forventet merforbrug på 4,4 mio. kr. på området.
Der er budgetafvigelser (såvel positive som negative) indenfor området. Af væsentlige
budgetafvigelser er nedenstående fremhævet i mio. kr.
- Natur og Miljø:
- Merforbruget på øvrig administration på 1,0 mio. kr. skyldes primært Grøn Trepart, hvor Svendborg Kommune er formands- og sekretariatskommune for Det Sydfynske Øhav.
- Til den kommende budgetopfølgning pr. 30. september 2025 vil der ske en netto tilførsel på ca. 0,6 mio. kr. ifm. lov- og cirkulæreprogrammet på miljøområdet. Ultimo 2025 vil Svendborg Kommune få overført ca. 0,1 mio. kr. fra støtteordningen ”Faciliterende lavbundsindsats – FLI”, og et tilsvarende beløb vil blive overført fra samme ordning i 2026. Hertil har Svendborg Kommune løst opgaver for Ærø Kommune og Langeland Kommune i forbindelse med treparten, der vil blive godtgjort som en del af det forpligtigende samarbejde på miljøområdet.
- Økonomiudvalget besluttede på mødet den 19. august 2025 at tilføre 0,4 mio. kr. til delvis finansiering af igangsættelse af omlægning af landbruget i 2025.
- Ejendomsservice:
- Svendborg Svømmeland har et væsentligt merforbrug som følge af Kommunalbestyrelsen beslutning den 29. april 2025. Her blev det besluttet, at finansieringen af anlægsprojektet ved Svendborg Svømmeland skete ved indarbejdelse af en negativ pulje på 6,4 mio. kr. på driften. Tilbagebetalingen af den negative pulje skal bl.a. ske ved øgede entreindtægter som gøres op ifm. regnskabsafslutningerne. Administrationen forventer en tilbagebetalingstid på maksimalt 10 år.
Der forventes ingen afvigelser på overførselsudgifterne pr. 30. juni 2025.
Det vedtagne anlægsbudget for 2025 udgør netto 179,1 mio. kr. (brutto 189,8 mio. kr.), hvortil der fra regnskab 2024 er overført netto 67,3 mio. kr. (brutto 131,2 mio. kr.) og tillægsbevillinger på -31,6 mio. kr.
Det samlede korrigerede anlægsbudget pr. 30. juni 2025 udgør således netto ca. 214,8 mio. kr. (brutto ca. 257,6 mio. kr.) og fordeler sig på en række større og mindre anlægsprojekter/-puljer.
Ved udgangen af juni 2025 ligger det samlede forbrug på netto ca. 49,4 mio. kr. svarende til 22,9 % af det korrigerede budget.
Det forventede anlægsregnskab for 2025 udgør netto 192,5 mio. kr. (brutto 215,6 mio. kr.).
I perioden fra juli til udgangen af 2025 forventes et forbrug på netto 143,1 mio. kr. (brutto 152,8 mio. kr.).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der henvises til vedlagte bilag (Bilag1. Budgetopfølgning pr. 30. juni 2025 – drift og Bilag 2. Budgetopfølgning pr. 30. juni 2025 – anlæg).
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Indstillingen tages til efterretning.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A)
Afbud fra Astrid Ejlersen (A)
Beslutningstema
I forbindelse med udarbejdelse af budgetmateriale for 2026 har administrationen udarbejdet forslag til takstoversigt for 2026 på Teknik- og Miljøudvalgets område, til behandling i udvalget inden 1. behandlingen af budget 2026 i Kommunalbestyrelsen den 16. september 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse anbefales,
- At forslag til takst fremsendes til 1. behandlingen af budget 2026.
Sagsfremstilling
På Teknik- og Miljøudvalgets område er udgangspunktet, at taksten fremskrives med KL’s udmeldte fremskrivningsprocent på 3,13%.
I takstoversigten lægges der op til, at en del takster enten ikke fremskrives eller er tæt på den udmeldte fremskrivning fra KL.
Til booking af shelters og bål-/aktivitetshytter lægges der op til brugerbetaling på grund af øget slid fra flere bookinger samt behov for drift og administration, med samme praksis som hos Naturstyrelsen og andre fynske kommuner. Svendborg Kommune har også indført betaling af leje for grønne områder.
Det skal bemærkes, at indtægtsbudgetterne altid fremskrives i det tekniske budget, uanset hvordan de faktuelle takster justeres/ændres.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Taksterne indgår i det samlede budgetforslag 2026.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A)
Afbud fra Astrid Ejlersen (A)
Relaterede bilag
Beslutningstema
Der forelægges et tillæg til Svendborg Kommunes spildevandsplan 2020-2031 med henblik på en vedtagelse. Tillægget har til formål at stille funktionelle krav til den nye hovedpumpestation på Svendborg Havn, give Svendborg Spildevand A/S mulighed for at lave supplerende tiltag ved klimatilpasning af deres ledningsnet og tilvejebringe det formelle grundlag for kloakering af husspildevand og håndtering af tag- og overfladevand for områder i Skårup og Vejstrup.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales, at
- Tillæg 5 til spildevandsplan 2020-2031 vedtages.
Sagsfremstilling
Svendborg Spildevand A/S har opført en ny hovedpumpestation på Svendborg Havn, som pumper spildevand ud til Egsmade renseanlæg. Ca. 70 % af den samlede mængde spildevand i Svendborg Kommune forventes at skulle forbi pumpestationen hvert år. Administrationen vurderer, at ændringer i kapaciteten af hovedpumpestationen enten vil kræve større ændringer af spildevandsplanen eller ændringer af eksisterende udledningstilladelser.
Der stilles krav om at hovedpumpestationen som minimum kan håndtere 6.000.000 m3 spildevand om året, samt har en spidsbelastningskapacitet på 610 l/s.
Andre ændringer i tillæg 5 indebærer at give Svendborg Spildevand A/S mulighed for at lave supplerende tiltag når de klimatilpasser deres ledningsnet. De supplerende tiltag må højst udgøre 5 % af de samlede anlægsomkostninger og kan f.eks. være forhøjelse af en kantsten, så vandet ikke løber af vejen ind i et hus.
I Vejstrup ved Brudagervej, er der udarbejdet en ny lokalplan (nr. 684), hvor der skal opføres nye boliger. Ifølge retningslinjerne i spildevandsplanen ville området normalt blive udlagt som spildevandskloakeret. Grundet højtstående grundvand og at det vil være en teknisk svær og dyr løsning at udlede regnvandet til Vejstrup Å, vurderer administrationen at området i stedet skal separatkloakeres. Regnvandet må derved gerne ledes til regnvandskloakken i Egemosevej. Grundet begrænset kapacitet i regnvandskloakken må der dog ikke ledes mere end 2 l/s til regnvandskloakken.
I Skårup ved Sydfyns Fri Fag- og Efterskole, er der forslag for en ny lokalplan for området, hvor der skal opføres nye boliger og nye faciliteter i forbindelse med skolen. En del af området overgår fra landzone til byzone. For at følge den foreslåede lokalplan, vil områderne der overgår fra landzone til byzone blive udlagt til spildevandskloakeret i spildevandsplanen. Resten af området forbliver uændret i spildevandsplanen.
En nærmere beskrivelse af emnerne kan findes i bilag 1 (Bilag 1. Tillæg 5 til spildevandsplan 2020-2031).
Der er 2 bilag til tillægget. Bilag 2 (Bilag 2. Miljøscreening af tillæg 5 til spildevandsplan 2020-2031) og bilag 3 (Bilag 3. Kortudsnit til tillæg 5 til spildevandsplan 2020-2031). Der er ikke nogen redaktionelle opdateringer til tillæg 5.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen budgetmæssige konsekvenser for Svendborg Kommune.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen ændring af CO2-udledning.
Lovgrundlag
Miljøbeskyttelsesloven nr. 1093 af 11. oktober 2024.
Spildevandsbekendtgørelsen nr. 866 af 20. juni 2025.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Beslutningstema
Teknik- og Miljøudvalget orienteres om arbejdet med Svendborg Kommunes mobilitetsplan.
Udvalget skal derudover godkende, at der gennemføres to prøvehandlinger i efteråret 2025, som led i arbejdet med mobilitetsplanen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen om arbejdet med mobilitetsplanen tages til efterretning.
- At godkende gennemførslen af to prøvehandlinger i efteråret 2025 på strækningerne:
- Højensvej i Rantzausminde
- Gammel Nybyvej på Tåsinge
Sagsfremstilling
Administrationen er i samarbejde med ekstern rådgiver i gang med at udarbejde Svendborg Kommunes mobilitetsplan 2040, som forventes færdig ved udgangen af 2026.
Arbejdet med mobilitetsplanen indbefatter blandt andet:
- Gennemgang af relevante kommunale strategier og planer.
- Indsamling af eksisterende trafikdata.
- Interessentinddragelse gennem:
- Workshops for interessenter (første workshop afholdt den 10. juni 2025 med deltagelse af repræsentanter for mobilitetsbrugere i kommunen – opsamling fremgår af bilag 1).
- Spørgeskemaundersøgelse om borgernes transportvaner (udsendes i slutningen af august 2025 til borgere fra 18 år og opefter).
- Tre borgersamlinger.
- Udarbejdelse af mobilitetsindeks for syv lokalområder.
- Gennemførsel af prøvehandlinger i efteråret 2025 og foråret 2026
- Udpegning af konkrete mobilitetstiltag på baggrund af analyser og inddragelse.
Mobilitetsindekser
Mobilitetsplanen skal dække så stor en del af kommunen som muligt. Derfor udarbejdes der bl.a. mobilitetsindeks for syv lokalområder. Indekserne er visuelle oversigtskort, der viser transportmuligheder, tilgængelighed og adgang til hverdagsfunktioner som skole og indkøb. Indeksene skal kvalificere prioriteringen af indsatser og give et overblik over lokale behov.
De udvalgte lokalområder er følgende: Thurø, Stenstrup-Kirkeby, Lundby-Landet, Gudme-Gudbjerg, Lundeborg, Ollerup og Ulbølle. Udvælgelsen bygger på geografisk spredning, befolkningsudvikling, mobilitetsforhold og adgang til centrale funktioner.
Prøvehandlinger
Som et element i arbejdet med mobilitetsplanen forudsættes der gennemført prøvehandlinger for at teste mulige tiltag, der kan indgå i den endelige plan. I efteråret 2025 foreslår administrationen to prøvehandlinger med anbefalet hastighed på 40 km/t og vejbump på henholdsvis Højensvej i Rantzausminde og Gammel Nybyvej på Tåsinge.
Formålet med prøvehandlingerne i efteråret 2025 er at afprøve, hvordan mindre trafikale tiltag kan øge trafiksikkerheden og skabe større tryghed, især for de lette trafikanter, uden at biltrafikken begrænses væsentligt. Ved at gennemføre prøvehandlinger får administrationen et grundlag for at vurdere effekten af de konkrete tiltag, og hvilke der kan indgå i den endelige mobilitetsplan. Herved kan politikerne træffe beslutninger på baggrund af dokumenterede erfaringer.
Forventningen er, at der skal gennemføres to runder af prøvehandlinger. Den første mindre runde er planlagt til gennemførsel i september-oktober 2025 og den anden større runde i foråret 2026. I efteråret 2025 er der fokus på lokalområder nær Svendborg by, mens prøvehandlingerne i foråret 2026 forventes særligt at fokusere på Svendborg by og lokalområder med større afstand til Svendborg by.
Prøvehandlingerne i 2025 er udvalgt i forlængelse af de politiske drøftelser på Kommunalbestyrelsen temadrøftelse den 17. september 2024 og på workshoppen for interessenter den 10. juni 2025. På begge møder var der stort fokus på trafiksikkerhed og hastighed.
Prøvehandlingerne i efteråret 2025 omfatter etablering af anbefalet hastighedszone på 40 km/t via skiltning og midlertidige vejbump. Det er et krav, at skiltning kombineres med et fysisk tiltag, i dette tilfælde vejbump. Prøvehandlingerne vil vare i 8 uger med forventet start i september 2025.
De to anbefalede strækninger, Højensvej og Gammel Nybyvej, er markeret på bilag 2 (Bilag 2. Markering af strækninger for prøvehandlinger).
- Det anbefales, at Højensvej indgår som en af de to prøvehandlinger. Vejen er en relativ trafikeret strækning i et lokalområde nær Svendborg by, hvor flere lette trafikanter færdes til fods og på cykel samt bruger området til fritidsaktiviteter som løb og gåture. Højensvej ligger tæt på boligområder med mange børnefamilier, og der har i længere tid været mange borgerhenvendelser om, at den oplevede hastighed skaber utryghed. En fartmåling viser en gennemsnitlig hastighedsoverskridelse på 9,6 km/t i forhold til den gældende grænse. En trafiktælling viser, at der i gennemsnit kører omkring 711 biler på strækningen pr. dag. Strækningen er opført i Liste 2.
- Det anbefales, at Gammel Nybyvej indgår som det andet lokalområde i de to prøvehandlinger. Den nuværende hastighedsgrænse på 50 km/t vurderes at være uhensigtsmæssig i forhold til vejens udformning, herunder bygningstæthed samt mange ind- og udkørsler til private ejendomme. Disse forhold øger risikoen for ulykker og bidrager til, at vejen opleves utryg for både bilister og lette trafikanter, som dokumenteret i Liste 2. En trafiktælling viser, at der i gennemsnit kører omkring 321 biler på strækningen pr. dag.
Prøvehandlingerne vil blive gennemført i et afgrænset område og i en tidsbegrænset periode, og der er tale om anbefalet hastighed, ikke forbud. Berørte borgere og virksomheder i områderne vil blive orienteret direkte via e-boks, og alle borgere og virksomheder kan give feedback på deltag.svendborg.dk. Administrationen vil desuden orientere om prøvehandlingerne på sociale medier og svendborg.dk.
Effekten af prøvehandlingerne monitoreres via fartmålinger, TomTom-data og borgerfeedback og resultaterne bruges i det videre arbejde med mobilitetsplanen.
Politiet har godkendt prøvehandlingerne uden bemærkninger (Bilag 3. Fyns Politis godkendelse af prøvehandlinger).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifterne til de to runder af prøvehandlinger afholdes inden for de eksisterende midler prioriteret til mobilitetsplanen. Til prøvehandlinger er der afsat følgende:
- 0,045 mio. kr. til prøvehandlinger fra mobilitetsplanens oprindelige anlægsbevilling
- 0,45 mio. kr. under lokalsamfundsmidlerne (godkendt af Økonomiudvalget den 19. august 2025)
Skilte og vejbump kan eventuelt genbruges til fremtidige prøvehandlinger.
CO2-Konsekvensvurdering
Sænkning af hastigheden vurderes at have en positiv effekt på CO2-udledningen i perioden for prøvehandlingerne.
Lovgrundlag
Færdselsloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Orienteringen tages til efterretning og indstillingen godkendes med bemærkning om, at administrationen bedes revurdere strækningen ved Højensvej.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvordan vejbelysningen i Svendborg Kommune skal tilrettelægges fremover.
Udvalget kan vælge en eller flere muligheder for tændetider og udvidelser af belysningen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At godkende et eller flere af følgende tilvalg for vejbelysning:
- Udvidelse af belysningen ved Christiansmindestien og Myrehøjvej frem til lyskrydset på Thurø.
- Genindførelse af tændetider fra før energikrisen, herunder at sommerens natslukning bortfalder.
- Forlænget tændetider i lokalområder i forbindelse med kollektiv trafik.
Sagsfremstilling
Teknik- og Miljøudvalget blev den 12. juni 2025 orienteret om Vand og Affalds vurdering af mulighederne for at tilpasse tændetiderne for vejbelysning i forhold til afgange i den kollektive trafik.
I forlængelse heraf bad udvalget administrationen undersøge følgende udgifter:
- udgifter til at genindføre tændetiderne fra før energikrisen,
- udgifter til belysning ved Christiansmindestien,
- udgifter til belysning i lokalområderne inden for tidsrummet, hvor der er kollektiv trafik.
Vand og Affalds notat er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Notat vedr. vejbelysning).
1: Belysning ved Christiansmindestien og Myrehøjvej
Fra den 27. juni 2025 er belysningen på Christiansmindestien ikke længere underlagt natslukning. Dette giver en udgift på ca. 4.500 kr. årligt svarende til ca. 1.800 kWh årligt.
Hvis belysningen udvides til at omfatte Myrehøjvej frem til lyskrydset på Thurø, kræves en engangsinvestering på ca. 5.000 kr. og en årlig udgift på ca. 4.000 kr., svarende til ca. 1.600 kWh årligt.
2: Genindførelse af tændetider fra før energikrisen
Før 2022 blev gadebelysningen uden for Svendborg by slukket kl. 00.00 på hverdage og kl. 02.00 i weekenden, med genstart kl. 05.00 på hverdage og kl. 06.10 i weekenden.
Under energikrisen blev tiderne ændret til kl. 23.00–06.00 på hverdage og kl. 02.00–08.00 i weekenden. Der blev desuden indført natslukning i sommerperioden fra 8. maj til 5. august.
En tilbageførsel til de tidligere tændetider vil medføre et øget elforbrug på ca. 150.000 kWh årligt svarende til en årlig udgift på ca. 0,38 mio. kr.
3: Forlænget tændetider i lokalområder i forbindelse med kollektiv trafik
For busdriften er der regnet på en ændring, hvor belysningen holdes tændt frem til kl. 00.00 på hverdage, så der er lys ved stoppestederne og de omkringliggende områder indtil de sidste busafgange. Dette vil medføre et forbrug på i alt ca. 7.284 kWh årligt, svarende til en udgift på ca. 18.200 kr.
Hvis udvalget samtidig vælger genindførelse af de tidligere tændetider fra før energikrisen, er merudgiften på 18.200 kr. allerede indregnet i de samlede beregninger.
For togdriften foreslås det, at belysningen holdes tændt indtil kl. 01.00 på hverdage, svarende til en halv time efter sidste togankomst i Stenstrup. Det vil give et merforbrug på ca. 3.168 kWh årligt, svarende til en årlig udgift på ca. 7.900 kr.
Samlet set vil forlængede tændetider i forbindelse med bus- og togdrift udgøre ca. 26.100 kr. årligt.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
En ændring af tændetiderne vil ikke få økonomisk konsekvens for Svendborg Kommune. En opjustering af tændetiderne vil kunne prioriteres indenfor den nuværende drifts- og anlægsøkonomi i Vand og Affald – Vejbelysning.
De tre tilvalg vil medføre følgende årlige udgifter:
- ca. 0,38 mio. kr.
- ca. 8.500 kr., samt en engangsinvestering på 5.000 kr.
- ca. 26.100 kr.
Hvis Teknik- og Miljøudvalget vælger alle tre tilvalg for vejbelysning, vil det give en samlet årlig udgift på ca. 0,39 mio. kr. samt en engangsinvestering på 5.000 kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Hvis tændetiderne genindføres som før 2022, vil det medføre et øget elforbrug og dermed en øget CO2-udledning.
CO2 intensiteten i 2024 er 0,096 kg CO2/kWh. CO2-udledningen vil dermed øges med ca. 14,4 ton CO2/år (150.000 kWh x 0,096 kg CO2/kWh).
Vand og Affalds CO2-udledning indgår i den samlede CO2-opgørelse for Svendborg kommunes geografi.
Lovgrundlag
Gældende regler for offentlig vejbelysning.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Indstillingens tre tilvalg godkendes.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Beslutningstema
Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse lejer i dag en del af Frederiksø 16C, som blandt andet indeholder et stort lokale, som har anvendelseskategori af depot.
Foreningen ønsker at omdanne depotrummet til en boulderhal, hvilket forventeligt vil kræve en flugtvej ud fra lokalet. En flugtvejsløsning kan blandt andet være en ny brandtrappe på ydersiden af bygningen ud mod Udrustningskajen.
Førend foreningen begynder at søge fonde mv. til at omdanne depotrummet til boulderhal, vil det kræve en politisk godkendelse af, at der kan ske bygningsmæssige ændringer samt ændringer i lejekontrakten.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At principgodkende ændring af anvendelseskategori fra depot til ophold
- At principgodkende opsætningen af en brandtrappe på Rundbuehallen
- At godkende en lejekontrakt på markedsvilkår med en 10-årig uopsigelighedsperiode fra kommunens side
- At bemyndige administrationen til at indgå lejekontrakt på markedsvilkår med Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse
- At bemyndige administrationen til at udstede fuldmagt til Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse til brug for byggetilladelse mv.
Sagsfremstilling
Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse råder i dag over et lejemål på Frederiksø 16C, som for nuværende er en del af partnerskabsaftalerne i de kommunale lejemål på Frederiksø.
Foreningen har et ønske om at omdanne en del af lejemålet til en boulderhal. Det påtænkte lokale er i dag godkendt til depotrum, og således ikke til personophold. Hvis lokalet omdannes til boulderhal, vil det kræve en ny byggetilladelse. I den forbindelse vil der bl.a. blive stillet krav om at sikre tilstrækkelige flugtvejsmuligheder. Foreningen har indhentet tilkendegivelser fra Kammerateriet og Svendborg Event i forhold til opsætning af en brandtrappe på Rundbuehallens vestlige side ud mod Udrustningskajen. Begge har givet positive tilkendegivelser omkring projektet.
Ud fra et planfagligt perspektiv vurderer administrationen, at det anbefales at projektet videreudvikles med en fireløbstrappe, idet der herved vil være mulighed for at holde trappen inden for det facademodul, som en kommende boulderhal ligger indenfor. Løsningen indebærer, at selve Rundbuehallens hovedfacade ikke tildækkes. Fireløbstrappen skal tilpasses således, at der er fri passage ind til de offentlige toiletter i stueetagen. Det er en forudsætning for den planfaglige accept, at der arbejdes med en fireløbstrappe med rundede reposer og en bemaling, hvorved der opnås en visuel samhørighed med den trappeløsning der er valgt for brandtrappen på Administrationsbygningen på Frederiksø 4A.
Det skal bemærkes, at Rundbuehallen er bevaringsværdig i kategori 2, hvilket betyder, at bygningen har stor værdi for kulturarven og at der er særlige krav til ændringer og renoveringer.
Det skal bemærkes, at der i forbindelse med etablering af nyt Stålhallen Teater på Frederiksø skal udarbejdes en ny lokalplan for området, hvilket kan have indvirkning på projektet.
I det foreningen vil skulle afholde den samlede udgift har de en række forudsætninger forud for deres videre arbejde med projektet, herunder fondsansøgninger. Forudsætningerne er, at der er en godkendelse af at der indgås en lejekontrakt med en 10-årig uopsigelighedsperiode, og at det godkendes at der sker udvendige bygningsændringer.
Administrationen vurderer juridisk, at det på nuværende tidspunkt er muligt at foreningen tilbydes en lejekontrakt med en 10-årig uopsigelighed fra kommunens side. I så fald bør lejekontrakten være på markedsvilkår, herunder med sædvanlig markedsleje. Det skal særskilt bemærkes, at den del af bygningsmassen på Frederiksø, hvor foreningen har et lejemål, kan udlejes på markedsvilkår, jf. beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 4. december 2024.
Hvis det politisk godkendes, at der sker udvendige bygningsændringer samt at give tilsagn om en 10-årig uopsigelighedsperiode fra kommunens side, vil projektet efterfølgende blive forelagt til politisk godkendelse inden igangsættelse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune, idet foreningen selv skal afholde samtlige udgifter til projektet.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Styrelsesvedtægten
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-09-2025
Taget til efterretning.
Afbud: Hanne Ringgaard Møller og Torben Frost.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 02-09-2025
Sagen blev taget til efterretning.
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 03-09-2025
Taget til efterretning.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Indstillingen godkendes.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Beslutningstema
Som følge af udviklingen med flere elbiler og individuelle varmepumper er der behov for udbygning af elnettet på særligt lav- og mellemspændingsniveauet. Svendborg Kommune har holdt møde med Flow Elnet omkring udfordringerne forbundet med dette. Der gives en orientering om området og hvad der planlægges igangsat.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsvalget at godkende:
- Indarbejdelse af arealreservation til elanlæg i forbindelse med nye lokalplaner.
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsvalget og Teknik- og Miljøudvalget at orientering om igangsatte tiltag herunder tages til efterretning:
- Styrket kommunal organisering.
- Udarbejdelse af retningslinjer for placering af elinfrastruktur på kommunale arealer.
Sagsfremstilling
På grund af elektrificeringen af samfundet med særligt flere elbiler og individuelle varmepumper i de kommende år, så er der allerede i dag behov for en kraftig udbygning af elnettet. Dette har været en kendt problematik på særligt højspændingsnettet, hvor der er behov for nye store transformerstationer og store elkabler til at transportere strømmen fra nye VE-anlæg som solceller og vindmøller til forbrugsområder.
Denne øgede elektrificering lægger dog også et pres på udbygningen af mellemspændingsnettet (typisk i spændingsfeltet mellem 6-36 kV) og lavspændingsnettet (typisk under 1 kV) i takt med at der installeres ladestandere til elbiler og varmepumper ude ved villavejene og byområderne.
Elnettet på dette spændingsniveau varetages af Vores Elnet og Flow Elnet i Svendborg Kommune. En opdeling af netområderne kan ses i bilag 1 (Bilag 1. Opdeling af netområder).
Flow Elnet har d. 12. juni 2025 holdt møde med Svendborg Kommune, hvor de fremhæver nogle problematikker, som skal adresseres, hvis vi i fællesskab skal lykkedes med elektrificeringen af samfundet.
Særligt elbilerne og de individuelle varmepumper skaber et behov for at netforstærke via opførelsen af flere netstationer/transformerstationer, flere kabelskabe, flere radialer og sektionering af nettet. Et eksempel på den fremtidige belastningsprofil i boligområder kan ses af bilag 2 (Bilag 2. Flow Elnet, eksempel på fremtidige belastningsprofiler). Nogle prognoser for fremskrivningen af elforbrug, varmepumper og elbiler kan ses af bilag 3 (Bilag 3. Prognoser og fremskrivning for elbiler, varmepumper og elforbrug i Svendborg Kommune).
Her er det særligt indplaceringen af netstationerne/transformerstationerne på mellemspændingsniveau, som kan give anledning til udfordringer ift. at få dem indplaceret i bybilledet og villavejene. Eksempler på kabelskabe og netstation/transformerstation kan ses af bilag 4 (Bilag 4. Eksempler på kabelskabe og netstationer/transformerstationer). Netstationerne kan indplaceres i bygningsmasse, hvis der reserveres plads til dette. Der er også typisk mulighed for en vis grad af tilpasning af beklædningen på netstationerne mod netselskabet får dækket den merbetaling, som er forbundet med det. I de alternative beklædninger vil netselskabet også have fokus på det efterfølgende drift- og vedligehold, hvilket kan give visse begrænsninger i forhold til farvemuligheder og materialevalg, da stationerne løbende skal males efter eksempelvis graffiti og skal holde til en forventet levetid på 50 år.
Udfordringer for elforsyningen i Svendborg Kommune
Netselskaberne har en leveringsforpligtelse overfor borgerne og virksomhederne, som ønsker elforsyning. Denne leveringsforpligtelse kommer dog med nogle centrale forbehold. Er der fx behov for udbygning med elanlæg for at forsyne det nye elbehov, skal netselskabet vederlagsfrit have stillet et areal eller rum til rådighed, hvor elanlægget kan placeres med fravigelse af gæsteprincippet.
Når gæsteprincippet fraviges vil det fx være grundejer, som vil skulle betale for omkostninger i forbindelse med en flytning, hvis grundejer ønsker at udnytte arealet til andet formål eller lign. Dette er ikke tilfældet under det almindelige gæsteprincip.
Elektrificeringen sker gradvist indtil belastningen på et delområde bliver så stor, at der skal udbygges med en ny netstation/transformerstation. Dette kan derved resultere i scenarier, hvor nr. xx borger på en villavej gerne vil have en oplader til en elbil, og vil blive mødt af krav om placering af en netstation på vedkommendes ejendom, hvis der ønskes elforsyning til elbilen og der ikke kan findes andre egnede placeringer i nærheden. På grund af elektriske afstandsbegrænsninger, behov for adgang med lastbil med kran mv. kan disse anlæg ikke placeres hvor som helst. Dette forhold kan derved udgøre en barriere i forbindelse med udbygningen af elnettet og for de borgere, som ønsker at investere i en varmepumpe eller en ladestander.
I andre tilfælde er det ikke altid klart hvornår belastningen er overskredet, da installatører af ladestandere og varmepumper ikke altid laver den korrekte lovpligtige indberetning til netselskaberne. Derved opdages overbelastningen først på bagkant og det er sværere at placere et ansvar for den højere belastning af nettet.
Handlemuligheder for Svendborg Kommune
Svendborg Kommune har som planmyndighed og lodsejer en rolle ift. at understøtte udbygningen af elnettet.
Gennem nye lokalplaner for byudvikling kan der reserveres og afsættes areal til den nødvendige elinfrastruktur, der kan komme de enkelte lokalområder til gavn.
Som større jordbesidder kan Svendborg Kommune ligeledes afhjælpe udfordringerne ift. placering af netstationer/transformerstationer de steder, hvor Svendborg Kommune ejer egnede matrikler. Der er dog også dilemmaer forbundet med dette, hvor særligt fravigelsen af gæsteprincippet udgør et spændingsfelt mellem netselskab og kommunen, herunder en usikkerhed med hensyn til hvem skal bære denne økonomiske risiko ift. at understøtte elektrificeringen og udbygningen af elnettet.
Svendborg Kommune har i dag forskellige berøringsflader med opgaven omkring elektrificeringen og udbygningen af elnettet. Dette gælder alt lige fra gravetilladelser, lokalplaner, rådighedstilladelser, opstilling af ladestandere, varmeplanlægningen og opstilling af varmepumper i kommunale ejendomme mv. Opgaven varetages i dag uden større koordination på tværs af afdelingerne.
For at håndtere disse ovenstående udfordringer anbefaler administrationen at igangsætte følgende:
? Indarbejdelse af den nødvendige arealreservation til de øgede behov for elinfrastruktur i forbindelse med udarbejdelse af nye lokalplaner.
Administrationen vil ligeledes igangsætte følgende tiltag:
? Styrke den kommunale organisering omkring elektrificeringen og udbygningen af elnettet ved at oprette en arbejdsgruppe med de relevante fagpersoner, som skal sikre bedre koordinering af arbejdet med netselskaberne.
? Igangsætte arbejdet med udarbejdelse af retningslinjer, der kan bistå den kommunale forvaltning, når netselskaberne ønsker at placere netstationer/transformerstationer på kommunale arealer. Disse retningslinjer vil blive forelagt til politisk behandling.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Godkendelsen af tiltagene vurderes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Godkendelsen af tiltagene vurderes ikke i sig selv at have CO2-mæssige konsekvenser.
Udbygningen af elnettet på lav- og mellemspændingsniveauet er en forudsætning for elektrificeringen i form af særligt varmepumper og elbiler. Disse teknologier er centrale for at nedbringe CO2-udledningen fra transport- og varmesektoren.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 02-09-2025
Sagen blev taget til efterretning.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Orienteringen tages til efterretning.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen godkendte den 19. marts 2024 Udviklingsplan for Fyn og Øerne, ”Sammen er vi stærkere”. Heri lå også beslutningen om udarbejdelse af fem strategisk-fysiske udviklingsplaner, hvoraf Geoparkens er den ene. Planen foreligger nu til endelig godkendelse og vil derefter danne grundlag for det videre arbejde.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At godkende den Strategisk Fysiske Udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Erhvervs- og Turismeudvalget,
- At den Strategisk Fysiske Udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav tages til efterretning
Sagsfremstilling
I 2023/2024 udarbejdede de fynske kommuner i regi af Destination Fyn en fælles udviklingsplan med det overordnede formål at skabe grundlag for et markant løft af turismen på Fyn og Øerne frem mod 2030. Udviklingsplan for Fyn & Øerne blev udført i et samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania.
Planen er mere end en turismestrategi, idet formålet er at bygge bro mellem de turisme- og planstrategiske perspektiver. For at sikre, at principperne i udviklingsplanen hurtigt kunne udmøntes i konkrete tiltag, der kan styrke Fyn og Øerne, blev der parallelt med færdiggørelsen og offentliggørelsen igangsat fem åbningstræk. Åbningstrækkene er fem strategisk-fysiske udviklingsplaner, hvoraf den for Geopark Det Sydfynske Øhav er den ene.
Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Geoparken er, i lighed med den overordnede udviklingsplan, støttet af Dansk Kyst- og Naturturisme, Realdania og Destination Fyn, men gennemført af Geopark-sekretariatet.
Selve udviklingsplanen er udarbejdet af NIRAS i samarbejde med Norrøn og Line Wagner Consult, som i den forbindelse har stået for afholdelse af tre workshops med deltagelse af interessenter i form af aktører, lodsejere og kommunale medarbejdere. Desuden har der været nedsat en styregruppe og en arbejdsgruppe med repræsentation fra de fire kommuner, Naturstyrelsen, Destination Fyn og Dansk Kyst- og Naturturisme. Geoparkens bestyrelse er løbende er blevet orienteret om arbejdet.
Nu foreligger den endelige strategisk-fysiske udviklingsplan, og der er ligeledes udarbejdet forslag til et koncept for wayfinding for Geoparken. I processen er der desuden udarbejdet to delrapporter – ”Strategisk potentialeanalyse” og ”Vision og strategisk afsæt”. Begge delrapporter indgår i den endelige rapport, ligesom wayfinding konceptet er illustreret i de enkelte potentialeplaner.
Den Strategisk Fysiske Udviklingsplan er delt i 3 sektioner:
- Første sektion: Vision, mål og strategi
Sektionen indeholder en gennemgang af de visioner, der har dannet afsæt for processen, og de målsætninger, der er formuleret undervejs. Derudover introduceres fire målgrupper med særligt potentiale, ligesom otte strategiske indsatsområder præsenteres.
- Anden sektion: Planlægning
Sektionen introducerer Geopark-området inddelt i anvendelseszoner baseret på metoden ”Længe Leve Landskabet”. Anvendelseszonerne indikerer potentialerne for planlægning af tiltag i forhold til områdernes sårbarhed, karakter og oplevelsesværdi. I stor skala angives principper for og forslag til udvikling af en sammenhængende rekreativ infrastruktur og et tydeligt formidlingshierarki på tværs af Geoparken. Med afsæt i 10 udpegede oplevelsesområder med særligt potentiale for udvikling af geoturisme zoomes der herefter ind på seks udvalgte områder:
- Det Sydfynske Øhav
- Den Sydfynske Højderyg
- Svendborg Sund og Svendborg Geohavnepark
- Gudmekongens Land, Damestenen og Klintholm Kalkgrave
- Sydlangeland
- Spidsen af Ærø
For hvert område præsenteres en selvstændig potentialeplan, som giver konkrete forslag til, hvordan områdernes stedbundne potentialer kan udfoldes og skabe grundlag for nye attraktioner og oplevelser for både lokale og turister. Det tre første potentialeplaner, "Det Sydfynske Øhav" og "Den Sydfynske Højderyg" og ”Svendborg Sund og Svendborg Geohavnepark”, vil involvere Svendborg Kommune.
- Tredje sektion: Fra plan til realisering
Den sidste sektion giver på overordnet niveau forslag til, hvordan den strategisk-fysiske udviklingsplan kan realiseres, dels på et tværkommunalt niveau med fælles strategiske indsatser, dels i form af lokale udviklingsforløb for hver af de seks potentialeplaner.
Planen blev gennemgået på Kommunalbestyrelsens temamøde den 20. maj 2025 og planen fremlægges hermed til godkendelse som udgangspunkt for det videre arbejde.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Mulige projekter i forbindelse af planen vil blive forelagt politisk, som konkrete projekter. Økonomi i forbindelse med realisering vil indgå i fremtidige budgetønsker og prioriteringer.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant på nuværende tidspunkt
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-09-2025
Taget til efterretning.
Afbud: Hanne Ringgaard Møller og Torben Frost.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 02-09-2025
Venstre stillede følgende ændringsforslag:
”Sagen godkendes med bemærkning om, at etablering af stenrev i Svendborgsund indarbejdes i udviklingsplanen.”
Man stemte om forslaget:
For stemte 2 medlemmer:
Mette Kristensen (V) og Per Nykjær Jensen (I).
Imod stemte 5 medlemmer:
Arne Ebsen (F), Pia Dam (A), Flemming Madsen (A), Torben Frost (A) og Ib Knudsen (Ø).
Hermed faldt forslaget.
Man stemte herefter om indstillingen:
For stemte 5 medlemmer:
Arne Ebsen (F), Pia Dam (A), Flemming Madsen (A), Torben Frost (A) og Ib Knudsen (Ø).
Imod stemte 0 medlemmer.
Liste V og Liste I undlod at stemme.
Udvalget anbefaler hermed indstillingen.
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 03-09-2025
Taget til efterretning.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Orienteringen tages til efterretning.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Beslutningstema
Teknik- og Miljøudvalget har på mødet d. 16. januar 2025 besluttet, at udvalget løbende skal orienteres om arbejdet i den Lokale Trepart for Det Sydfynske Øhav. Der er derfor udarbejdet et fast orienteringspunkt til udvalgets dagsorden, der suppleres med et oplæg, der publiceres på udvalgets dagsorden efter mødet mhp. at være så aktuelt som muligt.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at:
- Udvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Aftale om et grønt Danmark blev besluttet i juni 2024 af regeringen m.fl. med det formål at igangsætte en omlægning af Danmarks areal, hvor man skaber mere natur, sikrer et godt vandmiljø og fortsat bibeholder gode vilkår for landbruget.
Kommunalbestyrelsen har udpeget Jesper Kiel og Kristine Andersen (suppleant), (Birger Jensen er suppleant for Kristine Andersen under hendes barselsperiode) til Svendborg Kommunes repræsentanter i den lokale trepart for Det Sydfynske Øhav.
De lokale omlægningsplaner skal udarbejdes i 2025 med en klar deadline ultimo 2025. Det skal være en fuldt dækkende og dynamisk plan, som opfylder hele indsatsbehovet. Det betyder, at de lokale treparter på landsplan skal sørge for, at der bliver udtaget mindst 390.000 hektar landbrugsjord. Arealer, der ikke længere skal dyrkes intensivt men, hvor der i stedet bliver rejst skov eller etableret vådområder og natur.
Svendborg Kommune er formands- og sekretariatskommune for den lokale trepart for Det Sydfynske Øhav.
De lokale treparters rolle er koordinerende. De respektive kommunalbestyrelser er ansvarlige for implementering og politisk vedtagelse af udtagningsplanerne. I Svendborg Kommune er Det Grønne Råd følgegruppe for projektet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Orienteringen har ingen konsekvenser
CO2-Konsekvensvurdering
Orienteringen har ingen konsekvenser
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Orienteringen blev taget til efterretning.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).
Beslutningstema
Sager til orientering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmer:
Administrationen:
Kommende større sager:
Forventede sager til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. oktober 2025:
- Godkendelse af projektforslag for nye produktionsenheder ved Svendborg Fjernvarme
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-09-2025
Orienteringen blev taget til efterretning.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), stedfortræder Flemming Madsen (A).
Afbud fra Astrid Ejlersen (A).