Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Dagsorden • 23. september 2025 kl. 15.30
Indhold
Beslutningstema
Orientering om status på implementeringen af masterplanen for det sociale område i Svendborg Kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om status for implementeringen af masterplanen for det sociale område til efterretning.
Sagsfremstilling
I foråret 2024 blev masterplanen for det sociale område politisk vedtaget. Masterplanen sætter retningen frem mod 2027 og er det kompas, som Socialafdelingen styrer efter. De ni overordnede retninger i masterplanen er omsat til handleplaner, som understøtter implementeringen.
Første status på masterplanens implementering blev givet i januar 2025. Dette er anden status, som på foranledning fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget er fremrykket fra januar 2026 til september 2025. Status omfatter både initiativer, der er gennemført i 2025, og initiativer, som er planlagt for 2026.
Handleplanerne for masterplanen med status for implementeringen er vedlagt som bilag. 35 initiativer understøtter implementeringen af de ni retninger i masterplanen. Der er fremdrift på alle de 35 initiativer, der medvirker til implementeringen af masterplanen. De initiativer, der er tilføjet siden seneste status fra januar 2025, er markeret med (ny).
På mødet vil der for hver af de ni retninger i masterplanen blive gennemgået udvalgte initiativer.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Ingen.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Godkendelse af prismodtagere.
Indstilling
Direktionen indstiller
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender de udpegede prismodtagere.
Sagsfremstilling
I forbindelse med fejring af det frivillige sociale område uddeler Senior-, Social- og Sundhedsudvalget to priser til området, FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen. Der er nedsat et prisudvalg, der behandler de indkomne indstillinger og udpeger de to prismodtagere.
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget udpegede på udvalgsmøde den 4. februar 2025 to medlemmer til prisudvalget, Anne Katrine Olsen og Johan Emil Sevelsted. På udvalgsmødet den 12. august 2025 blev Johan Weltzin Kristensen udpeget som afløser for Anne Katrine Olsen.
Prisudvalget består desuden af formand og næstformand fra Svendborg Frivilligråd, daglig leder af Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg samt to repræsentanter fra administrationen i Svendborg Kommune.
Muligheden for at indstille kandidater til årets priser blev udmeldt 11. juni 2025 med frist for indstillinger 1. september 2025. Der er kommet 36 indstillinger i alt. 13 kandidater er indstillet til FrivilligSocialPrisen og 6 til RespektPrisen.
Prisudvalget har vurderet indstillingerne og har valgt at pege på to kandidater. Disse præsenteres på udvalgsmødet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Med FrivilligSocialPrisen følger beløb på 5000 kr. Med RespektPrisen følger beløb på 3500 kr. Beløbene er inkluderet i de afsatte midler til fejringen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Barnets Lov § 17, Serviceloven § 18 og Ældreloven § 7.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Ældreområdet ønsker at igangsætte et samarbejde med DigiRehab om digital træning i hjemmeplejen. Formålet er at styrke borgernes funktionsevne og selvhjulpenhed samt at frigive tid til kerneopgaven. Udvalget forelægges sagen til godkendelse.
Indstilling
Direktionen indstiller:
• At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender, at ældreområdet igangsætter samarbejde med DigiRehab om digital træning i ældreplejen.
Sagsfremstilling
Ældre- og Sundhedsområdet ønsker, at indgå samarbejde med DigiRehab, en digital træningsløsning målrettet ældre borgere med nedsat funktionsevne. Løsningen anvendes af både social- og sundhedspersonale og terapeuter, og bygger på en systematisk tilgang til screening, træningsforløb og opfølgning. DigiRehab er aktive i over 45 kommuner og har dokumenteret at løsningen giver øget livskvalitet, kan reducere behovet for pleje, øge medarbejdernes arbejdsglæde og skabe økonomiske besparelser.
Samarbejdet vil understøtte organiseringen med faste teams i hjemmeplejen, tværfagligt samarbejde mellem sunds- og ældreområdet, og vurderes at kunne bidrage til:
- Øget selvhjulpenhed og funktionsevne hos borgerne
- Bedre ressourceudnyttelse og frigivelse af tid til omsorg
- Øget faglighed og samarbejde mellem sosu-personale og terapeuter
- Fastholdelse af aktivitetsniveau efter afsluttet træningsforløb
Rehabilitering og digital træning er en strategisk indsats i Masterplan 2025-2032 for Ældreområdet, og DigiRehabs løsning vurderes at opfylde de tre centrale kriterier for hverdagsteknologi: værdi for borgeren, medarbejderen og økonomien.
Svendborg Kommune er samtidig i dialog med Nyborg Kommune om deltagelse i KL’s skaleringssamarbejde omkring DigiRehab. Skaleringssamarbejdet giver adgang til erfaringsudveksling, fælles læring og støtte til lokal implementering. KL yder økonomisk støtte til deltagerkommuner, herunder til projektledelse, licenser og implementeringsaktiviteter, som en del af den nationale indsats for at fremme digitale sundhedsløsninger i ældreplejen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Samarbejdet med DigiRehab indebærer udgifter til licens og teknisk support, som afholdes inden for eksisterende rammer i ældreområdet. Implementeringen kræver desuden medarbejdertid til projektledelse, træning og opfølgning, som dækkes via interne ressourcer.
Som led i KL’s skaleringssamarbejde ydes der økonomisk støtte til deltagerkommuner – op til 100.000 kr. – til licenser, projektledelse og implementeringsaktiviteter.
CO2-Konsekvensvurdering
Digital træning med DigiRehab vurderes at have en neutral klimaeffekt. Den digitale løsning medfører et øget dataforbrug, men har et begrænset klimaaftryk, især hvis den tekniske infrastruktur hostes i energieffektive datacentre.
Lovgrundlag
Samarbejdet med DigiRehab er i tråd med den nationale 10-årsplan for ny teknologi og reformen af ældreområdet. KL’s skaleringssamarbejde understøtter udbredelsen af dokumenterede teknologiske løsninger, og DigiRehab er blandt de løsninger, der anbefales til styrkelse af rehabilitering og selvhjulpenhed i ældreplejen.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutningstema
Orientering om brugertilfredshedsundersøgelse i hjemmeplejen.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At Senior -, Social – og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
I forbindelse med aftalen om ældrereformen besluttede folketinget i 2024, at der hvert andet år skal gennemføres nationale brugertilfredshedsundersøgelser med henblik på at følge borgernes oplevede tilfredshed med ældreplejen på plejehjems- og hjemmehjælpsområdet.
Den første landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse nogensinde blandt landets modtagere af hjemmehjælp, er nu opgjort på kommuneniveau. Målgruppen for undersøgelsen er borgere fra 67 år og opefter, der er visiteret til hjemmehjælp.
Formålet med undersøgelsen er:
- At kortlægge de ældres tilfredshed med hjemmehjælp og pleje generelt.
- At indsamle viden om selvbestemmelse, tillid til medarbejdere og samspil med pårørende.
- At skabe et grundlag for at evaluere den ældrepleje og sikre, at den lever op til behovene.
I Svendborg Kommune har 667 borgere, der er visiteret til hjemmehjælp deltaget i undersøgelsen.
Nedenfor følger et udpluk af resultaterne:
Hovedresultater:
- 85% af de adspurgte borgere (667) er tilfredse eller meget tilfredse med den hjemmehjælp de modtager.
- Ud af 98 kommuner placerer Svendborg Kommune sig på en 11 plads i forhold til ældres samlede tilfredshed med hjemmehjælp.
Delresultater:
- 97% af de adspurgte borgere oplever en stor tryghed ved de medarbejdere som kommer i deres hjem.
- 80% angiver, at de har tilstrækkelig viden og kendskab til den hjælp, de kan få i kommunen.
- 91% af de adspurgte borgere mener, at medarbejderne i hjemmeplejen i nogen grad og høj grad tager hensyn til deres vaner og ønsker, når de får hjælp.
Resultaterne vidner om en høj tilfredshed med hjemmeplejen, en høj grad af selvbestemmelse, tillid til medarbejderne samt et højt vidensgrundlag i forhold til, hvor borgerne kan søge hjælp i kommunen. Resultaterne kan anvendes til at sikre og videreudvikle kvaliteten i hjemmeplejen i Svendborg Kommune.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Ældreloven
Sagen afgøres i
Senior, Social – og Sundhedsudvalget
Beslutningstema
Orientering om budget 2026 for Det Gode Madhus I/S.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
- At budget 2026 for det Gode Madhus I/S tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Selskabet Det Gode Madhus I/S er et kommunalt fællesskab mellem Svendborg Kommune og Langeland Kommune. Selskabet er etableret pr. 1. juli 2023 som et §60a-selskab jf. den kommunale styrelseslov.
Det fremgår af interssentskabskontrakten for selskabet, at ”Bestyrelsen udarbejder og godkender budget for det kommende regnskabsår. Budgettet fremsendes inden udgangen af oktober måned til interessenterne til orientering”.
I Svendborg Kommune er det Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, der udgør ”interessenten”.
Bestyrelsen for selskabet består af ældrechefen i Svendborg Kommune (formand) og stabs- og økonomichefen i Langeland Kommune (næstformand).
Selskabets budget for 2026 er godkendt på bestyrelsesmøde den 8. september 2025 og er vedlagt som bilag.
Udgiftsbudgettet for selskabet er fastlagt ud fra et forventet indtægtsbudget beregnet på baggrund af et forventet salg i 2026 ganget med afregningsprisen for madproduktionen (produktionsprisen), som betales af de to kommuner pr. solgt (hoved)ret. Dette giver et indtægtsbudget – og dermed et udgiftsbudget – på 23,6 mio. kr. i 2026.
Den anvendte afregningspris (produktionspris) for 2026 mellem selskab og kommune er på 59,00 kr. pr. hovedret, jf. tabellen herunder. Til denne pris skal tillægges kørsel, der i Svendborg udgør 9,75 kr. kr/hovedret, hvorfor borgerprisen incl. kommunalt tilskud i 2026 udgør 64,00 kr. pr. hovedret.
Pris pr. hovedret i årets priser (kr/ret) | 2025 | 2026 |
Produktionspris | 58,75 | 59,00 |
Kørsel | 8,75 | 9,75 |
Tilskud fra Svendborg Kommune | -4,50 | -4,75 |
Svendborg Kommunes borgerpris* | 63,00 | 64,00 |
*) Borgerprisen i Svendborg Kommune fremgår af takstoversigt til 1. behandlingen af budget 2026, jf. Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets møde den 2. september 2025.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Se vedhæftede bilag.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Sagsfremstilling
Til Orientering:
- Orientering fra Udvalgsformanden.
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne.
- Orientering fra administrationen.