Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Dagsorden • 12. august 2025 kl. 15.30
Indhold
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen besluttede 29. april 2025 at vælge grunden Hellet 14 til etablering af 8-10 små boliger til borgere i udsathed (af Social- og Boligstyrelsen benævnt "skæve boliger") og igangsætte lokalplansarbejdet.
På baggrund af henvendelse fra privat grundejer på Ørbækvej 100, 5700 Svendborg, skal der træffes beslutning om, hvorvidt arbejdet med lokalplanen på Hellet 14 sættes i bero. Med henblik på at undersøge mulighederne for placering af 8-10 små boliger ved Ørbækvej 100.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales
- At godkende, at administrationen undersøger muligheder og vilkår for placering af 8-10 små boliger ved Ørbækvej 100.
- At budgettema vedrørende nedrivning af eksisterende bygninger på Hellet 14 stilles i bero.
Direktionen indstiller til Plan – og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse
- At lokalplansarbejdet for Hellet 14 sættes i bero. Med henblik på at undersøge muligheder og vilkår for placering af 8-10 små boliger ved Ørbækvej 100.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune oplever et stigende behov for boliger til socialt udsatte og hjemløse borgere. Som følge af regeringens hjemløsereform fra oktober 2023, som reducerer statsrefusionen for ophold på forsorgshjem, ønsker kommunen at etablere små boliger til borgere i udsathed, som en mere økonomisk og socialt bæredygtig løsning.
Der er afsat 2 mio. kr. i Budget 2025 til opførelse af 8-10 små boliger i samarbejde med Sydfyns Almene Boliger (SAB). Målgruppen er hjemløse borgere med psykiske og sociale udfordringer, der har svært ved at bo i traditionelle boligformer. Boligerne skal placeres tæt på Svendborg bymidte for at sikre adgang til netværk og støttefunktioner.
17 mulige byggegrunde er tidligere blevet screenet ud fra en tværfaglig vurdering med fokus på både det planfaglige, socialfaglige, økonomiske og boligselskabets perspektiver og behov. På den baggrund besluttede Kommunalbestyrelsen den 29. april 2025 at vælge Hellet 14 som grund for de kommende 8-10 små boliger.
Administrationen har ultimo juni 2025 fået en henvendelse fra en privat grundejer, der har tilbudt, at hans grund på Ørbækvej 100 samt den del af grunden på Ørbækvej 99b, der ligger sydøst for rundkørslen, eventuelt kan anvendes til 8-10 små boliger. Oversigtskort over grunden på Ørbækvej 99b og Ørbækvej 100 (de skraverede områder) er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1: Oversigtskort).
Administrationen foreslår, at man undersøger muligheder og vilkår for, at grunden ved Ørbækvej 100 samt den del af grunden på Ørbækvej 99b, der ligger sydøst for rundkørslen, kan anvendes til 8-10 små boliger. Grunden vil blive vurdereret ud fra planfaglige, socialfaglige og økonomiske perspektiver. Herunder vil der blive indledt dialog og drøftelse med Sydfyns Almene Boliger, der vil være bygherre for de små boliger. Rådet for Socialt Udsatte vil blive inddraget helt fra starten af processen.
Kommunalbestyrelsen anmodede den 29. april 2025 administrationen om et budgettema vedrørende nedrivning af eksisterende bygninger på grunden Hellet 14. Det sættes foreløbigt i bero.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I Budget 2025 blev der afsat 2 mio. kr. som et kommunalt tilskud til realisering af projektet i samarbejde med en almen boligorganisation som bygherre. Projektet gennemføres i samarbejde med Sydfyns Almene Boliger (SAB) som bygherre. Byggeriet finansieres af SAB med tilskud fra Social – og Boligstyrelsen. Det er en forudsætning for realisering af projektet, at der opnås fuldt tilskud på 500.000 kr. pr. bolig fra Social- og Boligstyrelsen. Samt at de 2 mio. kr. der er afsat i Budget 2025 anvendes til opførelse af boligerne, da beregninger fra boligselskabet viser, at det er relativt vanskeligt at få projektet til at hænge økonomisk sammen, da der er krav om, at huslejen ikke må overstige 3500 kr., hvis det skal matche borgernes betalingsevne.
Jævnfør ”Bekendtgørelsen om tilskud til udvikling af skæve boliger”, kan der stilles en kommunal grund vederlagsfrit til rådighed for projektet, hvilket vurderes også at være en forudsætning for at få den samlede projektøkonomi til at hænge sammen.
Ved eventuel etablering af 8-10 små boliger ved Ørbækvej 100 skal økonomien nærmere afklares.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant på nuværende tidspunkt.
Lovgrundlag
Almenboligloven og bekendtgørelsen om tilskud til udvikling af skæve boliger.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Relaterede bilag
Beslutningstema
Fremsendelse af to anlægstemaer til budgetdrøftelserne.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget godkender og fremsender de to beskrevne anlægstemaer til budgetdrøftelserne.
Sagsfremstilling
Jf. budgetproceduren fremsender fagudvalgene drifts- og anlægsudvidelsesønsker til det videre budgetarbejde. Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har derfor på forårets udvalgsmøder haft politiske drøftelser vedrørende temaer og indsatser til budget 2026, både drift, demografi og anlæg.
På udvalgets møde den 3. juni 2025 blev tre driftstemaer, to demografitemaer samt et anlægstema videresendt til budgetdrøftelserne:
Driftstemaer i 1.000 kr. | 2026 | 2027 | 2028 | 2029 |
Tiltrækning og tilknytning SOSU | 725 | 725 | 725 | 725 |
Socialt udsatte ældre | 1.600 | 1.600 | 1.600 | 1.600 |
Puljen til frivilligt socialt arbejde | 500 | 500 | 500 | 500 |
Driftstemaer i alt | 2.825 | 2.825 | 2.825 | 2.825 |
|
|
|
|
|
Demografitemaer i 1.000 kr. | 2026 | 2027 | 2028 | 2029 |
Demografi ældreområdet | 8.700 | 8.700 | 8.700 | 8.700 |
Demografi socialområdet | 7.700 | 7.700 | 7.700 | 7.700 |
Demografitemaer i alt | 16.400 | 16.400 | 16.400 | 16.400 |
|
|
|
|
|
Anlægstemaer i 1.000 kr. | 2026 | 2027 | 2028 | 2029 |
Genopførsel af to nedbrændte boliger | 27 | 54 | 53 | 54 |
Anlægstemaer i alt | 27 | 54 | 53 | 54 |
På mødet den 3. juni anmodede udvalget administrationen om at beskrive yderligere to anlægstemaer:
- Bygningsvedligehold på plejecentrene
- Deponering ved renovering af lejemål på Dronningholmsvej 60A
Disse beskrivelser er vedlagt.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af de enkelte temabeskrivelser
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Status på Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets arbejde i perioden 2022-2025
Indstilling
Direktion indstiller
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager status til efterretning
Sagsfremstilling
Denne status giver et overblik over de initiativer og indsatser, som Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har igangsat og/eller implementeret i perioden 2022-2025. Oversigten er delt op på hvert fagområde.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser
CO2-Konsekvensvurdering
Ej relevant
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
Godkendelse af ændringer af retningslinjer og praksis for puljen ”Støtte til frivilligt socialt arbejde” jf. Barnets Lov § 17 og Serviceloven § 18 på baggrund af ikrafttrædelsen af Ældreloven den 1. juli 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender ændringer af retningslinjer og praksis for puljen ”Støtte til frivilligt socialt arbejde”.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune udlodder årligt økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde i henhold til Barnets Lov § 17 og Serviceloven § 18 jf. beslutningerne i henholdsvis Senior-, Social- og Sundhedsudvalget den 4. juni 2024 og Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 12. juni 2024.
Ændringer vedr. Ældreloven
Den 1. juli 2025 trådte Ældreloven i kraft vedrørende personer, der har nået folkepensionsalderen.
Det fremgår af Ældreloven § 7, at Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på ældreområdet. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt arbejde på ældreområdet.
Konsekvensen af Ældreloven § 7 er, at der fremover også skal udloddes ”Støtte til frivilligt socialt arbejde” vedr. personer, der har nået folkepensionsalderen.
Barnets Lov § 17 og Serviceloven § 18 indeholder de samme bestemmelser, at Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger samt afsætte et årligt beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse. Barnets Lov omfatter personer under 18 år og Serviceloven omfatter personer, der er fyldt 18 år.
I forbindelse med Barnets Lov § 17 medfulgte der ikke et øget bloktilskud. Det forventes heller ikke i forbindelse med Ældreloven § 7.
Frivillige sociale indsatser, målrettet ældre, har hidtil modtaget støtte fra puljen på lige fod med andre. Ansøgningerne kategoriseres efter overskrifterne ”Børn og Unge”, ”Ældre”, ”Patientforeninger” og ”Udsatte m.fl.”.
Forslag vedr. retningslinjer og praksis fremover
Administrationen anbefaler, at der fremover fortsat udloddes én pulje ”Støtte til frivilligt socialt arbejde” jf. Barnets Lov § 17, Serviceloven § 18 og Ældreloven § 7. Retningslinjer og kriterier tilrettes, så det er tydeligt, at lovgrundlaget for puljen er ændret.
Den administrative praksis fastholdes. Administrationen på Ældreområdet, Socialområdet og Familie, Børn og Unge inddrages også fremover i den administrative gennemgang af ansøgningerne forud for behandlingen af ansøgningerne i Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Baggrund for anbefalingen
Der er særligt to vilkår, der gør sig gældende i forhold til anbefalingen:
- Hensyn til foreninger, der arbejder med ældre
Der vil fortsat alene være ét sted at søge ”Støtte til frivilligt socialt arbejde”. Foreninger, der har tilbud til ældre, har ofte fokus på alle ældre og opererer sjældent med en afgrænsning af målgruppen ved folkepensionsalderen. Ved en opdeling af puljen til målgrupper under og over folkepensionsalderen, vil det være svært for foreningerne at gennemskue, hvilken pulje, der skal søges til aktiviteterne. De vil ofte skulle søge begge puljer til deres forskellige aktiviteter og målgrupper.
- Afbureaukratisering
Puljen kan med få justeringer i retningslinjer og kriterier udmøntes som hidtil. En opdeling af puljen, ud fra Ældreloven § 7, vil betyde en øget bureaukratisering i forhold til administrationen af puljerne og den politiske behandling samt foreningernes arbejde med at søge puljerne. Der vil desuden være et øget forbrug af ressourcer både i forbindelse med at oprette en ny pulje samt administrere den.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Barnets Lov § 17, Serviceloven § 18 og Ældreloven § 7.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Orientering om puljen, kriterier og processen vedr. udlodning af puljen Støtte til frivilligt socialt arbejde i 2026, herunder udpegning af områder, der ønskes prioriteret i forbindelse med udlodningen.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning samt udpeger områder, der ønskes prioriteret i forbindelse med udlodningen.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune udlodder årligt økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde. Støtten til arbejdet i 2026 udloddes i henhold til Barnets Lov § 17 og Serviceloven § 18 jf. beslutningerne i henholdsvis Senior-, Social- og Sundhedsudvalget den 4. juni 2024 og Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 12. juni 2024.
Hvis Senior-, Social- og Sundhedsudvalget på udvalgsmødet den 12. august 2025 godkender ændring af retningslinjer og praksis for puljen, på baggrund af ikrafttrædelse af Ældreloven den 1. juli 2025, udloddes puljen i 2026 også i henhold til Ældreloven § 7. J.F. anden sag på dagsordenen.
Puljen kan søges af foreninger og organisationer inden for det sociale, kulturelle eller sundhedsmæssige område. Derudover kan den søges af en kreds af enkeltpersoner i forbindelse med konkrete initiativer og aktiviteter.
Proces
Puljen meldes ud medio august 2025 med ansøgningsfrist den 10. oktober. Kommunen afholder infomøde om puljen i Frivillighuset den 2. september, hvor der også tilbydes praktisk bistand i forhold til den elektroniske ansøgning.
Ansøgningerne behandles og midlerne udloddes på udvalgsmøde den 2. december 2025 i overensstemmelse med de fastsatte kriterier, som udvalget vedtog i 2017.
Kriterier
- Der kan ydes tilskud til frivillige sociale aktiviteter inden for hele det sociale område. Det vil sige både til aktiviteter for børn, unge og voksne (ældre tilføjes såfremt ændrede retningslinjer godkendes) samt for personer med handicap, flygtninge, misbrugere, udstødte m.v.
- Der kan endvidere søges tilskud til sundhedsfremmende aktiviteter og til aktiviteter til forebyggelse af ensomhed.
- Puljen er målrettet støtte til aktiviteter, hvor den frivillige indsats er kernen i aktiviteten og primært udføres af frivillige. Dog kan der gives støtte til at lønne personale, der organiserer og koordinerer den frivillige indsats.
- Aktiviteten skal være lokalt forankret og overvejende komme kommunens borgere til gode. Aktiviteter, der går på tværs af kommunerne, kan understøttes, såfremt det i større omfang kommer borgere i Svendborg Kommune til gode.
- Der gives ikke støtte til aktiviteter, der bringes til udførelse af enkeltpersoner.
- 10% af de samlede midler til udlodning kan øremærkes nytænkning og udvikling på området, herunder aktiviteter i samarbejde mellem kommune og foreninger i et partnerskab, eventuelt i form af flerårige aftaler.
Ud over de fastsatte kriterier kan Senior-, Social- og Sundhedsudvalget pege på områder, der skal prioriteres i forbindelse med behandlingen af de indkomne ansøgninger. De seneste to år har udvalget peget på:
- 2024: At fremme samarbejde på tværs samt at styrke overgange mellem kommunens tilbud og de frivillige organisationer.
- 2025: Fokus på fællesskaber omkring fysisk og mental sundhed blandt børn og unge.
Dialogmøde med Frivilligrådet
Udvalget har møde med Svendborg Frivilligråd forud for udvalgsmødet. Her er der mulighed for at drøfte puljen og Frivilligrådet kan komme med input til fokusområder for puljen i 2026.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er årligt afsat et beløb til puljen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Barnets Lov § 17, Serviceloven § 18 samt Ældreloven § 7, såfremt ændrede retningslinjer godkendes.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning om, hvorvidt administrationen skal igangsætte et udbud af ca. 18.500 m² af kommunens areal på Tved Kirkevej 5E med henblik på etablering af bebyggelse til offentlige eller sociale formål.
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen:
At godkende, at administrationen arbejder videre med ét af følgende scenarier:
- Scenarie 1: Udbyde ca. 18.500 m² af arealet på Tved Kirkevej 5E til salg på markedsvilkår med henblik på bebyggelse til offentlige/sociale formål.
- Scenarie 2: Bevare kommunalt ejerskab af hele arealet
Direktionen indstiller til Senior-, Social, og Sundhedsudvalget, Plan- og Lokalsamfundsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget:
- At sagen tages til orientering.
Sagsfremstilling
Kommunen har modtaget en konkret henvendelse fra en privat udvikler, som ønsker at købe et ca. 18.500 m² stort delareal af den samlede grund på Tved Kirkevej 5E (i alt ca. 37.000 m²). Se bilag 1, kort over arealet der kan udbydes (Bilag 1: Kort over areal der kan udbydes).
Det ca. 18.500 m² store kommunalt ejede areal er omfattet af en lokalplan, som udlægger området til offentlige formål – herunder sociale eller kulturelle institutioner. Den ønskede anvendelse til brug for autismecenter vurderes at kunne rummes indenfor den eksisterende lokalplan. Udviklers forslag til dispositionsplan er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2: Dispositionsplan).
Udvikler har været i dialog med socialafdelingen i Svendborg Kommune. Fonden autisme oplyser, at man ønsker at opføre et tilbud med 48 pladser efter servicelovens §§ 107 og 108. Af de 48 pladser vil 8 pladser være senior pladser, hvor det er muligt, at levere mere praktisk og personlig hjælp og lejlighederne vil være handicapvenligt indrettet. Derudover vil der være 4 solist pladser til borgere med et behov for mere ro og tættere personaledækning i en periode. Tilbuddets målgruppe er ikke misbrugere og udadreagerende borgere. Fonden autisme beskriver målgruppen som værende autisme i kategori 1 og 2 og uden væsentlig grad af udviklingshæmning.
Det er socialafdelingens vurdering, at der ikke er noget fagligt til hinder for etablering af et autismetilbud i Svendborg Kommune.
Lokalplanens oprindelige formål har været at udlægge areal for et plejecenter. Med det kommende byggeri af plejecenter i Tankefuld, vurderes der jf. behovsanalyser ikke at være behov for yderligere kommunale plejehjemspladser i nær fremtid. Det fremsendte forslag til autismecenter efterlader dog mulighed for, at der i fremtiden kan etableres et plejecenter hvis behovet opstår, da der resterer et areal, svarende til arealudlægget til plejecenter i Tankefuld.
Ved et frasalg vil kommunen friholde ca. 12.000 m² byggefelt til et muligt fremtidigt plejecenter eller anden anvendelse. Det resterende areal er udlagt til grønne områder, afstandsbælter og regnvandsbassin.
I forbindelse med valg af placering for nyt plejecenter, er der tidligere afholdt dialogmøder med lokalrådet i Tved om anvendelse af det kommunale areal. Lokalrådet har, efter fravalg af placering til plejecenter i Tved, ønsket udvikling af boliger på Tved Kirkevej. Det skal i den forbindelse bemærkes at der planlægges for op til 170 boliger ved Ørbækvej, hvorved boligbehovet dækkes for lokalområdet i Tved. Arealet ved Tved Kirkevej er derfor ikke udlagt til kommende boligbebyggelse i den netop vedtagne kommuneplan 2025-37.
Videre proces
Såfremt scenarie 1 vælges, vil administrationen udbyde arealet på markedsvilkår via kommunens hjemmeside.
Efter endt udbud vil en ny sag blive fremlagt til politisk behandling, hvor evt. indkomne bud samt konkrete vilkår og planer for arealet præsenteres til politisk godkendelse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Et eventuelt salg vil medføre en indtægt til kommunen og muliggøre udvikling af området i tråd med lokalplanens formål.
CO2-Konsekvensvurdering
-
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme nr. 369 af 3. marts 2021.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutningstema
Orientering om, at behandling af mennesker med psykisk lidelse og samtidig behandlingskrævende rusmiddelforbrug overgår gradvist til et regionalt forankret dobbeltdiagnosetilbud. Regeringen, KL og Danske Regioner blev med ”Aftale om kommunernes økonomi for 2024” enige om rammerne for et samlet regionalt tilbud til mennesker med en psykisk lidelse og samtidig behandlingskrævende Rusmiddelforbrug.
Indstilling
Direktionen indstiller
- at Senior- Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Regeringen, KL og Danske Regioner blev med ”Aftale om kommunernes økonomi for 2024” enige om rammerne for et samlet regionalt tilbud til mennesker med en psykisk lidelse og samtidig behandlingskrævende misbrug. Dobbeltdiagnosetilbuddet ibrugtages fra 1. september 2024 med en trinvis indfasning, hvor tilbuddet er fuldt indfaset i 2027.
Den trinvise indfasning sker i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens og Social- og Boligstyrelsens faglige visitationsretningslinjer. Målgruppen opdeles herefter i følgende tre målgrupper:
- Målgruppe 1: Personer, som kun modtager psykiatrisk behandling, men er registreret med en rusmiddeldiagnose.
- Målgruppe 2: Personer, som er i aktuel behandling for både rusmiddelproblematik og en psykisk lidelse.
- Målgruppe 3: Personer, der kun er i rusmiddelsbehandling, men er kendt med samtidig psykiatrisk problematik.
Det regionale dobbeltdiagnosetilbuds trinvise overdragelse af målgruppen sker med følgende indfasning:
- Målgruppe 1 visiteres til det regionale tilbud fra og med 1/9 2024.
- Målgruppe 2 visiteres til det regionale tilbud fra og med 1/7 2025.
- Målgruppe 3 visiteres til det regionale tilbud fra og med 1/7 2026.
Jævnfør de faglige visitationsretningslinjer er det frivilligt for borgerne i de tre målgrupper at indgå i behandlingen i det regionale dobbeltdiagnosetilbud. Det er derfor fortsat uklart, hvor mange borgere, der kommer til at overgå fra de kommunale til det regionale tilbud. Der er pr. juni 2025 ikke registreret, at borgere fra målgruppe 1 er overgået til det regionale dobbeltdiagnosetilbud. En intern optælling fra marts 2025 viser, at der er 30 borgere i Svendborg Kommune, der potentielt er i målgruppe 2, hvoraf seks borgere pr. 1. juli overgår til det regionale tilbud.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det kommunale bloktilskud reguleres trinvist i overensstemmelse med overdragelsen af de tre målgrupper for det regionale dobbeltdiagnosetilbud. I 2025 har det betydet en nedjusteret økonomisk ramme på 175.000 kr. Fra 2026 og frem nedjusteres den økonomiske ramme med 1,3 mio. kr., jf. lov- og cirkulæreprogrammet.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Aftale om kommunernes økonomi for 2024
Sagen afgøres i
Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Beslutningstema
Fastsættelse og offentliggørelse af sagsbehandlingsfrist på §§ 113 b og 117.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget godkender de foreslåede sagsbehandlingsfrister
for servicelovens §§ 113 b og 117.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune er, jf. retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, forpligtet til at fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Sagsbehandlingsfristerne skal offentliggøres, så det er muligt for borgerne at finde oplysningerne (note 1).
Ankestyrelsen har i 2. halvår af 2024 foretaget en stikprøvekontrol af udvalgte kommuners hjemmesider, herunder Svendborg Kommunes hjemmeside.
Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner er den 8. maj 2025 vendt tilbage i sagen om Svendborg Kommunes offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Ankestyrelsen vurderer, at Svendborg Kommune handler i strid med § 3, stk. 2, i retssikkerhedsloven ved ikke at have offentliggjort frister for behandling af ansøgninger på alle relevante områder.
På baggrund af Ankestyrelsens tilbagemelding er administrationen blevet opmærksom på, at Svendborg kommune ikke har fastsat en sagsbehandlingsfrist ift. servicelovens §§ 113 b og 117.
Servicelovens § 113 b giver kommunen mulighed for at yde støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode i en begrænset periode til borgere med en midlertidig funktionsnedsættelse.
Administrationen foreslår, at sagsbehandlingsfristen sættes til 2 uger.
Servicelovens § 117 giver kommunen mulighed for at yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.
Administrationen foreslår, at sagsbehandlingsfristen sættes til 8 uger.
Administrationen vil efter den politiske behandling sikre, at de opdaterede sagsbehandlingsfrister fremgår af kommunens hjemmeside.
Slutnote:
Note 1: https://www.svendborg.dk/om-kommunen/sagsbehandlingsfrister/
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Serviceloven og Ældreloven
Sagen afgøres i
SSSU
Sagsfremstilling
Til Orientering:
- Orientering fra Udvalgsformanden.
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne.
- Orientering fra administrationen
- FAQ om Svendborg Kommunes rolle frem mod kommunevalget den 18. november 2025.
- Henvendelse fra Kirkens Korshærs varmestue.
- Ombold og fondsansøgninger.
- Orientering om Sundhedsreformen.