Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Referat • 11. april 2023 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Godkendt.
Punkt 4 blev rykket frem som punkt 2.
Beslutningstema
Regnskab 2022, herunder udvalgets bidrag til kommunens årsberetning.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalgets bidrag til regnskab og årsberetning for 2022 fremsendes til godkendelse i kommunalbestyrelsen.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets bidrag til årsberetning for 2022 foreligger til godkendelse.
Årsberetningen indeholder økonomiske oversigter på politikområder, samt beskrivelser, nøgletal og opfølgning på mål under ”Hvad nåede vi i 2022”.
Regnskab 2022 for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget udgør 1.117,7 mio. kr. på serviceudgifterne. Resultatet betyder et merforbrug på 34,8 mio. kr., som reduceres til 24,6 mio. kr., når merindtægt på refusion vedr. særligt dyre enkeltsager (overførselsudgift) medregnes.
Merforbruget fordeler sig på:
- Ældreområdet: 0,7 mio. kr. i mindreforbrug.
- Socialområdet: 19,0 mio. kr. i merforbrug, som reduceres til 8,8 mio. kr., når merindtægt på refusion vedr. særligt dyre enkeltsager medregnes..
- Sundhedsområdet: 0,4 mio. kr. i merforbrug.
- Ikke udmøntede negative puljer: 16 mio. kr. i merforbrug
De negative puljer overføres til udmøntning i 2024, 2025 og 2026, jf. beslutning i kommunalbestyrelsen den 28. marts 2023. Udmøntningen indgår i punkt på nærværende dagsorden vedr. budget 2024.
På overførselsudgifterne viser resultatet en merindtægt på 10,2 mio. kr. vedr. refusion særligt dyre enkeltsager, der medgår i socialområdets regnskabsresultat. Derudover er der et merforbrug på 0,2 mio. kr. på kontante ydelser, mens den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet (KMF) balancerer.
Overførsler mellem regnskabsår:
Kommunalbestyrelsen har den 28. marts 2023 behandlet overførsel af mer- eller mindreudgifter til efterfølgende regnskabsår, herunder overførsel af de negative puljer på udvalgets område til årene 2024, 2025 og 2026.
Ved regnskabsafslutningen blev merforbruget på socialafdelingens myndighedsområde lukket med 7,9 mio. kr., ligesom udfordrede områder på ældre- og sundhedsområdet blev lukket med 2,8 mio. kr.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udvalgets bidrag til regnskab 2022 og overførsler jævnfør overførselsreglerne indgår i kommunens samlede regnskab 2022.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Svendborg Kommunes bevillingsregler.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Fremsendes.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Drøftelse af budget 2024.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget orienteres om det videre arbejde med budget 2024.
Sagsfremstilling
Udvalget orienteres om processen for udarbejdelse af spareforslag, herunder inddragelsen af medarbejdere, råd og nævn.
Ifølge budgetproceduren fremsendes udfordringer og spareforslag til budgetforhandlingerne senest på mødet i august.
Spareforslag sendes i høring efter udvalgets møde i august. På mødet i september behandles indkomne høringssvar og forslagene – incl. eventuelle bemærkninger/prioritering - fremsendes til de videre budgetforhandlinger. Spareforslag for 5,0 – 5,5 mio. kr. sendes ikke videre men anvendes til at lukke de negative puljer overført fra 2022.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udvalgets andel af sparekataloget udgør 25,5 mio. kr. i 2024 stigende til 40,6 mio. kr. i 2027, hvortil kommer 5,0 – 5,5 mio. kr. yderligere i årene 2024-2026 i negative puljer overført fra 2022.
CO2-Konsekvensvurdering
Eventuelle konsekvenser vil fremgå af spareforslagene.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Af brandsikkerhedsmæssige hensyn er det nødvendigt at gennemføre byggetekniske udbedringer på Ollerup Plejecenter, så bygningen fortsat kan bruges som plejecenter. Der skal derfor tages beslutning om gennemførsel af de nødvendige udbedringer samt finansieringen heraf.
Ombygningen indebærer en forhøjelse af den månedlige husleje, som skal godkendes af kommunalbestyrelsen, da huslejen stiger med mere end 5 %.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- at der søges en anlægsbevilling på i alt 10,270 mio. kr. til udbedring af de byggetekniske forhold på Ollerup Plejecenter.
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- at Svendborg Kommunes andel af omkostningerne på 3,379 mio. kr. ekskl. moms, som vedrører servicearealerne, finansieres af Kommunalbestyrelsens ekstraordinære bevilling på 11 mio. kr., til nødvendige bygningsinvesteringer under anlægspuljen ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse ”.
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- at der bevilges og frigives en anlægsbevilling på 6,891 mio.kr. svarende til beboernes andel af de forventede omkostninger ved renoveringen.
- at anlægsbevillingen på 6,891 mio. kr. inkl. moms finansieres via låneoptagelse og at ydelserne på lånet indregnes i den fremtidige huslejeberegning.
- at der optages et lån med en løbetid på maksimalt 30 år.
- at godkende den månedlige huslejestigning på 20,16 %, som følger af låneoptagelsen.
Sagsfremstilling
Baggrund
Svendborg Kommune igangsatte som følge af daværende transport-, bygnings- og boligministers hyrdebrev af 24. september 2018 om brandsikkerhed i plejeboliger, en brandteknisk gennemgang af relevante plejehjem, herunder Ollerup Plejecenter. Den brandtekniske rapport fra DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, afdækkede forskellige bygningsmæssige udfordringer i forhold til sikring mod brand.
DBI anførte bl.a. i rapporten: ”Det er på baggrund af en samlet vurdering af byggeriet, at DBI ikke vurderer byggeriet egnet til anvendelse for ikke-selvhjulpne personer som plejehjem eller lignende uden der gennemføres en opgradering af personsikkerheden i byggeriet.”
På baggrund af den brandtekniske rapport fra DBI blev der udarbejdet en handleplan, som skulle sikre, at de nødvendige udbedringer gennemføres. På Social- og Sundhedsudvalgsmøde den 8. juni 2021 tog udvalget orienteringen om handleplanen til efterretning.
DBI anbefalede i sin rapport en nærmere byggeteknisk gennemgang af plejecenteret med henblik på registrering af de brandtekniske forhold og den nødvendige opgradering. Administrationen har bedt Rambøll om en sådan gennemgang. Der foreligger nu et notat, bilag 1 (Bilag 1. Brandteknisk Notat Ollerup Plejecenter, Rambøll), som indeholder udbedringsforslag, så Ollerup Plejecenter kan leve op til det nødvendige sikkerhedsniveau.
Nødvendige investeringer
Som oplyst ved mødet i Social- og Sundhedsudvalget den 8. juni 2021, skal der foretages investeringer, for at Ollerup Plejecenter fremadrettet kan anvendes som plejecenter. Det samlede beløb for renoveringen er vurderet til 10,270 mio. kr. Dette beløb inkluderer udover selve renoveringen nødvendig genhusning af beboerne og flytning af inventar.
Øget brandsikring, herunder også brandsikring der følger af ufravigelige lovkrav, anses for en forbedring af ejendommen. Forbedringer af kommunalt ejede ældreboliger, kan finansieres via låneoptagelse jf. gældende lånebekendtgørelse. Der er dog ikke låneadgang til den del af renoveringen, som vedrører servicearealerne. Efter den gældende fordelingsnøgle for ejendommen udgør den kommunale andel 3,379 mio. kr. (ekskl. moms) og beboerandelen 6,891 mio. kr. (inkl. moms).
Økonomisk betydning for beboere
Beboernes andel af renoveringen finansieres via optagelse af et lån. Ydelserne på lånet skal indregnes i den fremtidige husleje. For en enlig folkepensionist i en plejebolig på 66 m2, med en indkomst på 14.439 kr. om måneden og en formue på 500.000 kr., vil dette betyde en brutto huslejestigning på 1.291 kr. pr. md. eller 20,16 %. Efter boligydelse vil huslejestigningen være reduceret til 20 kr. Se en mere detaljeret oversigt for huslejestigninger ved forskellige formuer og boligstørrelser samt estimeret boligydelse i bilag 2, (Bilag 2. Oversigt af økonomiske konsekvenser for beboere). Som det fremgår af bilaget, så forventes det, at huslejestigningen i mange tilfælde vil blive udlignet af en stigning i boligydelsen. Da bruttohuslejen vil stige mere end 5 % kræver forhøjelsen dog kommunalbestyrelsens godkendelse.
Beboerdemokrati
Beboere og pårørende er orienteret af personalet på Ollerup Plejecenter om den forestående brandsikring og genhusning. Der afholdes informationsmøde for de pårørende på Plejecenter Caroline Amalielund i april 2023 med nærmere orientering om sagen og hvor de pårørende får mulighed for at se de boliger, som beboerne fra Ollerup Plejecenter skal genhuses i.
Der vil ske en løbende inddragelse af beboerdemokratiet for at sikre et så åbent, konstruktivt og ærligt samarbejde under hele processen. Efter loven om almene boliger afholdes et ekstraordinært beboermøde den 14. april 2023, hvor beboerne har mulighed for at stemme om forbedringerne og den medfølgende huslejestigning. I tilfælde af, at beboerne skulle stemme imod forbedringerne, vil der blive forelagt et dagsordenspunkt herom.
Tidsplan og genhusning
De nødvendige udbedringer skal foretages hurtigst muligt. Administrationen har allerede gennemført de udbedringer, der var lette at gå til og som ikke krævede genhusning. De resterende udbedringer foretages i etaper og forventes påbegyndt i september 2023. Ved opstart i september 2023 forventes det, at de nødvendige udbedringer er afsluttet i november 2024.
I forhold til omfanget af de nødvendige udbedringer er det nødvendigt, at beboerne bliver genhuset i den periode deres boliger ombygges. For at sikre en samlet genhusning i ældreegnede boliger, hvor der er fællesfaciliteter og aktivitetscenter samt kendt personale, der kan følge beboerne, anbefaler administrationen, at genhusningen foregår på Plejecenter Caroline Amalielund. Her er der i stueplan ledige ældreboliger. Det vil også sikre en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse. Dag- og aftenvagter vil følge med fra Ollerup Plejecenter, mens beboerne om natten vil blive tilset af de faste nattevagter på Caroline Amalielund.
Egenprojektering samt energiprojekt
Projektet brandsikring af Ollerup Plejecenter egner sig til egenprojektering i administrationen. Administrationen vil derfor selv stå for projektering, udbudsmateriale, byggeledelse mm.
I forbindelse med de forestående udbedringer kan der med fordel gennemføres andre projekter, f.eks. energioptimeringsprojekter. Lyskilderne på Ollerup Plejecenter er af ældre dato og kan med fordel udskiftes til mere energieffektive løsninger. En sag, der omhandler energioptimeringsprojektet, indgår som særskilt dagsordenspunkt på møde i Teknik- og Miljøudvalget.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
For at kunne realisere ombygningen af Ollerup Plejecenter er der behov for en samlet anlægsbevilling på 10,270 mio. kr. Beboernes andel af den samlede bevilling udgør 6,891 mio. kr. inkl. moms. Svendborg Kommunes andel af bevillingen udgør 3,379 mio. kr. eksklusive moms.
Beboernes andel på 6,891 mio. kr. finansieres via optagelse af et 30-årigt realkreditlån. Den årlige ydelse på dette lån udgør 367.721 kr. og det vil blive indregnet i den fremtidige husleje. Den månedlige husleje, som opkræves hos beboerne, vil derfor stige med 1.291 kr. svarende til 20,16 % i forhold til lejen pr. 1. april 2023. Beboerne vil dog som hovedregel have mulighed for at få ekstra boligstøtte, hvorfor netto huslejen for langt de fleste af beboerne ikke vil stige.
Det vurderes, at Kommunens andel på 3,379 mio. kr. kan finansieres af Kommunalbestyrelsens ekstraordinære bevilling på 11 mio. kr., til nødvendige bygningsinvesteringer under anlægspuljen ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse ”.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
- Hyrdebrev af 24. september 2018 om brandsikkerhed i plejeboliger fra daværende transport-, bygnings- og boligminister.
- Bygningsreglementet.
- Lovbekendtgørelse nr. 1877 af 27. september 2021 om almene boliger m.v.
- Bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.m.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Indstilles.
Beslutningstema
Fastsættelse af fritvalgspriser for 2023 for praktisk hjælp og personlig pleje
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At de vejledende priser vedrørende praktisk hjælp og personlig pleje for 2023 godkendes
Sagsfremstilling
I henhold til lov om social service skal priserne for praktisk hjælp og personlig pleje beregnes på baggrund af kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger. Priserne for 2023 er beregnet på baggrund af et gennemsnit af regnskab 2021 og regnskab 2022 for de kommunale fritvalgssektioner / den kommunale hjemmepleje, der leverer ydelser i kommunalt regi.
Der skal som minimum beregnes timepriser for praktisk hjælp og personlig pleje på henholdsvis hverdag og ubekvemme timer. I Svendborg Kommune beregnes timepriser for praktisk hjælp, som leveres på hverdage, og for personlig pleje om dagen på hverdage og i weekender/helligdage samt om aftenen og natten. Dette giver en hensigtsmæssig styremulighed og en mere korrekt afregning.
I forlængelse af beregningen opgøres en eventuel efterregulering i forhold til de private leverandører (jf. kontrakterne), således at der efterreguleres til de faktisk beregnede 2022-priser, dog kun såfremt disse ændrer sig i opadgående regning.
Kommunale leverandører: Timepris for 2022 og vejledende timepris fra 1. januar 2023
Kommunal pris ex. moms | 2022-pris | 2023-pris |
Praktisk hjælp | 282 | 303 |
Personlig pleje dag – hverdag | 336 | 361 |
Personlig pleje dag – weekend/helligdag | 463 | 498 |
Personlig pleje aften | 500 | 531 |
Personlig pleje nat | 690 | 739 |
Private leverandører: Timepris for 2022 og vejledende timepris fra 1. januar 2023
Kommunal pris ex. moms | 2022-pris | 2023-pris |
Praktisk hjælp | 354 | 380 |
Personlig pleje dag – hverdag | 408 | 438 |
Personlig pleje dag – weekend/helligdag | 535 | 575 |
Personlig pleje aften | 572 | 608 |
Personlig pleje nat | 762 | 816 |
Forskellen på den kommunale pris og den private pris er fællesudgifter og overhead.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Efterreguleringen af de private leverandører vedrørende 2022 udgør ca. 300.000 kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om social service.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Godkendt.
Beslutningstema
Orientering om tilsyn på ældre-, social- og sundhedsområdets tilbud i 2022.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager årsrapporten til efterretning.
Sagsfremstilling
I henhold til lovgivningen skal der føres tilsyn med tilbuddene på ældre-, social- og sundhedsområdet. Tilsynets formål, opgave og form defineres nærmere i henholdsvis Retssikkerhedsloven, Socialtilsynsloven, Serviceloven og Sundhedsloven.
Der foretages derfor en række forskellige tilsyn med tilbuddene. Alt efter tilsynskompetencen gennemføres tilsyn enten af Socialtilsyn Syd, Styrelsen fort Patientsikkerhed eller kommunens egne konsulenter.
Det overordnede formål med tilsynene er at påse, at borgerne modtager den hjælp, de er berettiget til samt at vurdere patientsikkerheden.
Administrationen udarbejder på baggrund af tilsynsrapporterne en årlig rapport til udvalget om de tilsyn, der er gennemført i det forudgående år. Formålet med årsrapporten er at give et overblik over resultaterne af de tilsyn, der er blevet udført i 2022, og hvilke udfald tilsynene har haft i de enkelte tilbud. Årsrapporten er vedlagt som bilag.
Generelt viser tilsynene, at tilbuddene lever op til lovgivningen, kvalitetsstandarderne og kommunens faglige instrukser, samt at brugerne/borgerne trives og er tilfredse. Tilsynene har fundet mindre mangler, som er drøftet med den respektive ledelse med henblik på iværksættelse af tiltag.
Årsrapporten har været i høring i henholdsvis Handicaprådet, Seniorrådet og Rådet for Socialt Udsatte.
Høringssvar fra Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte vedlægges som bilag.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Lovgrundlag
§ 16 i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Retssikkerhedsloven)
§ 4 i Lov om Socialtilsyn (Socialtilsynsloven)
§§ 148a, 150 og 151 i Lov om social service (Serviceloven)
§ 213 i Sundhedsloven.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Taget til efterretning.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Registrering og behandling af magtanvendelser i 2022 på Socialområdet og Ældreområdet
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At beretning om registrering af magtanvendelser 2022 tages til efterretning
Sagsfremstilling
Servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten bygger på det enkelte menneskes ret til selv at bestemme – uanset om man har nedsat psykisk funktionsevne eller ej. Udgangspunktet er således beskyttelse af den personlige frihed.
Formålet med reglerne om brug af magt over for voksne er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i retten til selvbestemmelse til det absolut nødvendige. Det er centralt hele tiden at tænke i forebyggelse af magtanvendelse. Brug af magt er kun en mulighed, hvis det er umuligt at løse situationen på en anden måde. Brug af magt er undtagelsen og må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk indsats. Magtanvendelse må kun ske for at sikre borgerens omsorg, værdighed og tryghed eller af hensyn til andre.
I nogle situationer kan personalet være nødt til at gribe ind i retten til selv at bestemme af hensyn til borgerens værdighed, sociale tryghed eller af hensyn til andre. Hvis der gennemføres et indgreb, som borgeren ikke giver eller kan give sit samtykke til, er der tale om magt.
Alle former for brug af magt skal registreres og indberettes. Beretning om registrering og behandling af magtanvendelser i 2022 er vedlagt som bilag.
Årsrapporten er sendt i høring i henholdsvis Handicaprådet og Seniorrådet. Handicaprådets høringssvar vedlægges som bilag.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Servicelovens kapitel 24 (a-d) §§ 123-136f, §§137g-137j
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Orientering fra administrationen
- Budgetdialogmøde med Råd og S-MED 15.08.2023 kl. 13:30-15:30
- Seniorboliger i Tved
- Status masterplan på det sociale område
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 11-04-2023
Taget til efterretning.