Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Dagsorden • 4. november 2025 kl. 15.30
Indhold
Beslutningstema
Budgetopfølgning pr. 30. september 2025 for Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets område.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget,
- At budgetopfølgningen pr. 30. september 2025 for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet budgetopfølgning pr. 30. september 2025 jævnfør vedlagte bilag. Opfølgningen indgår i kommunens samlede koncernrapport, som forelægges Økonomiudvalget den 11. november 2025.
Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets budgetopfølgning viser følgende afvigelser mellem det forventede regnskab og korrigeret budget:
Serviceudgifter:
For serviceudgifterne udgør det forventede regnskab 1.309,0 mio. kr., hvilket medfører et forventet mindreforbrug på 6,3 mio. kr. Den forventede mindreindtægt vedr. statsrefusion særligt dyre enkeltsager under overførselsområdet skal dog medgå i udvalgets (socialområdets) mer-/mindreforbrug ved regnskabsafslutningen, hvorfor udvalgets reelle mindreforbrug på er på 2,7 mio. kr. Der er tale om en forbedring i forhold til opfølgningen pr. 30. juni 2025, hvilket primært kan henføres til en fald i udgifter på socialafdelingens botilbud (takstinstitutionerne).
Afvigelsen fordeler sig således på politikområder:
I mio. kr. | Afvigelse | Bemærkning |
Ældre | -8,6 |
|
Social | +6,5 | Incl. mindreindtægt refusion dyre enkeltsager på 3,6 |
Sundhed | -0,6 |
|
I alt | -2,7 | Incl. mindreindtægt refusion dyre enkeltsager på 3,6 |
-: Mindreforbrug; +: Merforbrug
Overførselsudgifter:
For overførselsudgifterne udgør det forventede regnskab 210,2 mio. kr., hvilket svarer til en forventet mindreindtægt på 3,1 mio. kr., hvoraf de 3,6 mio. kr. vedrører mindreindtægt på refusion særligt dyre enkeltsager, der ved regnskabsafslutningen vil indgå i socialområdets resultat på service. Derudover ses et mindreforbrug på 0,5 mio.kr. på enkeltydelser på socialområdet, der tilfalder kassen ved regnskabsafslutningen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der henvises til vedlagte rapport.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Orientering om budgetforligets udmøntning på Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets område.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Budgetforliget for budget 2026 blev indgået fredag den 19. september 2025 og 2. behandlet af Kommunalbestyrelsen den 7. oktober 2025.
Drift:
På Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets område blev driftsbudgettet tilpasset ift. den forventede demografiske ændring i 2026:
- Ældreområdet 8,7 mio. kr.
- Socialområdet 7,7 mio. kr.
Herudover blev der afsat budget til nedenstående temaer:
- Tiltrækning af SOSU-personale (0,35 mio. kr.)
- Socialt udsatte ældre (0,8 mio. kr.)
- Styrkelse af puljen til frivilligt socialt arbejde (0,8 mio. kr.)
- Robotstøvsugere (0,1 mio. kr.
De tre førstnævnte temaer blev hver tildelt ca. 50 % af de beløb, der fremgik af de enkelte temabeskrivelser.
Derudover blev der i budgetforliget afsat 13 mio. kr. fra 2027 til sundhedsreform, idet de første beregninger viser en økonomisk udfordring for Svendborg på omkring 30 mio. kr. De afsatte midler i budgetforliget vil sammen med 6,3 mio. kr. afsat i teknisk budget og 11 mio. kr. i risikopulje kunne finansiere denne mulige udfordring.
Anlæg:
Der blev i budgetforliget afsat midler til et af udvalgets anlægsønsker, nemlig deponering ved renovering af lejemål på Dronningholsmvej 60A.
Øvrigt:
Effektiviseringsprocenten på 0,3 % er videreført for alle kommunens områder i budget 2026. For Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets område svarer dette til en budgetreduktion på 3,7 mio. kr.
I budgetforliget blev der afsat en årlig negativ pulje på 10 mio. kr. med henvisning til, at pris- og lønudviklingen for 2026 forventes at blive ca. 0,3 procentpoint lavere end skønnet ved kommuneaftalens indgåelse. Dette skyldes primært regeringens forslag om at nedsætte elafgiften i 2026 og 2027. Puljen på 10 mio. kr. er for 2026 delt ud til 1) afdelinger med et større elforbrug og 2) øvrigt forbrug. Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets andel af den negative pulje udgør i alt 1,3 mio. kr.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af budgetforliget.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Godkendelse af ny driftsoverenskomst mellem Svendborg Kommune og bestyrelsen for den selvejende institution Sygekassens Hjem
Indstilling
Direktionen indstiller:
• At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender udkastet til en ny driftsoverenskomst og vedtægter for Sygekassens hjem
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune har driftsoverenskomst med den selvejende institution Sygekassens hjem. Overenskomsten omfatter driften af boligadministration af 37 ældreboliger og 1 aktivitetsklub for ældre borgere.
Administrationen i myndighedsafdelingen på ældreområdet har i et samarbejde med formanden og bestyrelsen for den selvejende institution Sygekassen Hjem udarbejdet en ny driftsoverenskomst samt vedtægter jf. vedlagte bilag.
Den selvejende institution Sygekassens Hjem har således ønsket, at den reviderede driftsoverenskomst og de reviderede vedtægter skal erstatte den nuværende driftsoverenskomst og vedtægter.
Med denne reviderede driftsoverenskomst og vedtægter er fundamentet for det fortsatte samarbejde gjort tidssvarende.
Udkastet til driftsoverenskomst og vedtægterne er forelagt bestyrelsen for Sygekassens Hjem og er godkendt på bestyrelsesmøde den 21. oktober 2025.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutningstema
Orientering om opsamling efter Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets dialogmøde med plejecenterrådene, der blev afholdt den 1. oktober 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om opsamling på udvalgets dialogmøde med plejecenterrådene til efterretning.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har som en del af implementering af ældreloven besluttet at indføre plejecenterråd på alle kommunale plejecentre, og havde 1. oktober 2025 inviteret alle kommunens plejecenterrådene til dialogmøde.
Formålet med dialogmødet var dialog om, hvordan det går med arbejdet i de enkelte plejecenterråd, høre om eventuelle udfordringer i rådene og høre om, hvilke muligheder plejecenterrådene ser for udvikling af rådene på sigt.
Der deltog omkring 50 repræsentanter fra kommunens 14 plejecenterråd på dialogmødet.
Opsamling fra mødet fremgår nedenfor.
Hvad fungerer godt ved plejecenterrådene i dag
Plejecenterrådene opleves generelt som en god ramme og plejecenterrådene ser sig selv som en vigtig aktør i forhold til at byde det omkringliggende samfund inden for på plejecentrene og sammen med pårørende og frivillige være med til at udvikle og skabe det gode ældreliv på plejecentrene.
Overordnet oplever repræsentanterne i plejecenterrådene en lydhør ledelse og at der gennem plejecenterrådene kan tages store som små ting op.
Plejecenterrådene oplever at have god indflydelse på fx at iværksætte konkrete idéer til aktiviteter og arrangementer på plejecentrene. De plejecenterråd, der har en bred repræsentation af lokale aktører, pårørende og frivillige, oplever en stor styrke ved den brede repræsentation af civilsamfundet i rådet.
Flere plejecenterråd tilkendegiver, at de oplever væsentlig bedre indflydelse på rammerne på plejecentret i plejecenterrådene, end de gjorde i de tidligere bruger- og pårørenderåd.
Hvilke udfordringer oplever plejecenterrådene
Flere plejecenterråd har mangel på repræsentanter fra erhvervslivet og flere af rådene oplever også, at det er svært at rekruttere pårørende.
Generelt oplever plejecenterrådene, at de mangler økonomiske midler til at skabe alle de ønskede aktiviteter og arrangementer på plejecentrene. Her er der stor forskel på, om det enkelte plejecenter har en støtteforening eller ej. Administrationen har i den forbindelse afholdt et temamøde i juni 2025 om muligheder for etablering af støtteforeninger og fondsansøgninger.
Hvilke muligheder er der for udvikling af plejecenterrådene
Der skal sættes mere fokus på muligheden for lokale foreninger mv. at bruge lokaler på plejecentrene aften og weekend, så plejecenterbeboerne kan deltage i aktiviteterne.
Et andet fokusområde er samarbejdet med pårørende og få sat et øget fokus på information ud om hvordan man som pårørende kan bidrage til livet og aktiviteterne på de enkelte plejecentre.
Administrationen vil fortsat facilitere møder på tværs for alle plejecenterråd ift. inspiration og vidensdeling
Der skal være valg til plejecenterråd i 2. kvartal 2026.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget den 4. november 2025.
Beslutningstema
Orientering om pårørenderåd på handicapområdet samt en drøftelse heraf.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning samt drøfter sagen.
Sagsfremstilling
Pårørenderåd
Pårørenderådet for handicapområdet i Svendborg Kommune blev etableret på baggrund af en politisk beslutning i december 2012 som led i handleplanen for den daværende handicappolitik i Svendborg Kommune. Det er ikke lovpligtigt at have et pårørenderåd.
Rådet fungerer som et åbent forum for pårørende til borgere, der modtager støtte efter Servicelovens §§ 103, 104, 107, 108 og 85 samt efter Almenboligloven § 105. Disse paragraffer dækker over beskæftigelses- og aktivitetstilbud og botilbud.
Formålet med Pårørenderådet er at skabe en ramme for dialog og samarbejde mellem pårørende og administrationen om kommunens tilbud til voksne borgere med handicap. Rådet har ikke beslutningskompetence, drøfter ikke enkeltsager og medlemmerne har tavshedspligt.
Pårørenderådet dækker alene handicapområdet – ikke psykiatri- og udsatte-området.
Der afholdes fire årlige møder i rådet. Pårørende kan foreslå dagsordenspunkter senest tre uger før mødet, og dagsordenen offentliggøres 14 dage inden. Forretningsordenen evalueres én gang årligt. Den gældende forretningsorden er vedlagt som bilag.
Der findes desuden lokale pårørenderåd på følgende tilbud i Socialafdelingen:
- Sydbo
- Ryttervej
- Vestereng
De lokale råd har fokus på samarbejdet mellem pårørende og tilbuddet og inddrages i drøftelser om for eksempel udvikling, trivsel og drift.
Henvendelse fra pårørende
Efter et møde i september 2025 i Pårørenderådet har en gruppe pårørende fremsendt en henvendelse med kritik af mødeledelsen og den generelle mødeform. Henvendelsen og svar fra administrationen er fremsendt til udvalget.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have konsekvens for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 37a
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Sagsfremstilling
Til Orientering:
- Orientering fra Udvalgsformanden.
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne.
- Orientering fra administrationen
- Akuttelefon
- Den Blå Lagune