Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Dagsorden • 3. juni 2025 kl. 14.30
Indhold
Beslutningstema
Fremsendelse af drifts- og anlægstemaer til budgetdrøftelserne.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at
- Nedenstående driftstemaer fremsendes til budgetdrøftelserne.
Sagsfremstilling
Jævnfør budgetproceduren for budget 2026 drøfter fagudvalgene på møderne i april til juni temaer til budget 2026, herunder finansiering.
På mødet i juni prioriterer udvalget op til tre drifts- og anlægstemaer, som videresendes til Økonomiudvalgets behandling med henblik på at indgå i efterårets budgetforhandlinger.
Der er udarbejdet følgende temabeskrivelser vedrørende driftsbudgettet:
- Ressourcer til stier i åbent land. (Bilag 1. Ressourcer til stier i åbent land).
- Strategisk bymidteplan. (Bilag 2. Strategisk bymidteplan).
Kommunalbestyrelsen har allerede på tidligere møder besluttet, at nedennævnte projekter indgår i budgetforhandlingerne. Derfor er nedenstående og vedlagte bilag til orientering.
- Odensevej, afledte driftsudgifter (Bilag 3. Odensevej, afledte driftsudgifter) (Besluttet på Kommunalbestyrelsens møde 25. juni 2024 - drift).
- Ressourcer til prioritering af de planlagte og fremtidige strategiske udviklingsprojekter (Bilag 4. Ressourcer til prioritering af de planlagte og fremtidige strategiske udviklingsprojekter) (Besluttet på Kommunalbestyrelsens møde 29. april 2025 - drift).
- Stormflodsbeskyttelse af Søndre Havn og Havnepladsen (Bilag 5. Stormflodsbeskyttelse af Søndre Havn og Havnepladsen) (Besluttet på Kommunalbestyrelsens møde 25. februar 2025 - anlæg).
De lokale-MED udvalg i Miljø og Teknik fremsender følgende bemærkninger til budgetlægning 2026:
- Effektiviseringsprocent på 0,30% fjernes, jævnfør Bilag 6. (Bilag 6. Bemærkning til budget 2026 fra Klima, Natur og Miljø)
- Fortsat fokus på muligheder for fysisk sammenlægning af Teknik og Miljø.
En fysisk sammenlægning kan i endnu højere grad bidrage til tværgående samarbejde og opgaveløsning til gavn for både borgere og medarbejdere.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af de vedlagte temabeskrivelser.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes Styrelse.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 2021.15, lokalplan 691 – Gudbjerg Solcellepark og §25 tilladelse på baggrund af den offentlige høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At indkomne høringssvar behandles som foreslået i den vedlagte hvidbog
- At vedtage kommuneplantillæg 2021.15, Gudbjerg Solcellepark og lokalplan 691 – Gudbjerg Solcellepark
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At indkomne høringssvar behandles som foreslået i hvidbogen
- At vedtage §25 tilladelse med tilhørende miljøvurdering
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommunalbestyrelsen igangsatte den 27. juni 2023 planlægning for Gudbjerg solcellepark beliggende mellem Lakkendrup og Gudbjerg, se bilag 1 (Bilag 1, Oversigtskort). Solcelleparken har et samlet areal på ca. 67 ha.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 17. december 2024 at offentliggøre forslag til kommuneplantillæg 2021.15, lokalplan 691 – Gudbjerg Solcellepark samt udkast til §25 tilladelse.
Offentlig høring
Planforslag og udkast til §25 tilladelse med tilhørende miljøvurdering har været i offentlig høring i perioden 2. januar til 27. februar 2025. Der blev i forbindelse med høringen afholdt borgermøde den 23. januar 2025 i Gudbjerg Forsamlingshus med ca. 120 deltagere.
Der er i høringsperioden modtaget i alt 26 høringssvar, hvoraf et af disse har 32 medunderskrivere. De samlede høringssvar findes i bilag 2 (Bilag 2, Samlet høringssvar- Gudbjerg Solcellepark)
Høringssvarene omhandler b.la.:
- Landskab og visuelle forhold
- Planlægningsprocessen og borgerinddragelse
- Kompensationer og lokalt medejerskab
- Støj og genskin
- Overfladevand
- Trafik
- Bilag IV arter og biodiversitet
- Grøn Pulje
Høringssvarene er tematiseret og gengivet med forslag til behandling i den udarbejdede hvidbog, som findes i bilag 3 (Bilag 3, Hvidbog - Gudbjerg Solcellepark). Enkelte af temaerne udfoldes her i dagsordenspunktet.
Visuelle forhold og beplantning
Alle visualiseringer viser solceller med en højde på 3,5 meter. For hvert fotostandpunkt er der et fotografi med de eksisterende forhold, et fotografi hvor panelerne er visualiseret samt et fotografi hvor paneler og ny beplantning er visualiseret. Det vurderes at fotostandpunkterne giver et repræsentativt billede af solcelleparken på forskellige tidspunkter af året fra forskellige vinkler og afstande med henblik på at vurdere de visuelle påvirkninger af landskabet.
I planområdet findes flere nord-sydgående jord- og stendiger, den eksisterende beplantning får lov at brede sig fra ca. fem til otte meter ved digerne. Det levende hegn mod nord langs Højlundsvej samt mod øst og vest vil ligeledes få lov til at brede sig til ca. otte meter, så hegnet på sigt kan opnå en mere afskærmende effekt. Beplantningsbæltets bredde mod syd er indarbejdet efter lokalt ønske, for at begrænse indkig til solcelleanlægget set fra syd. Her skal etableres et minimum 19 m bredt beplantningsbælte.
Bemærkninger til lokal medejerskab/kompensation
Flere høringssvar er utilfredse med at lokalt medejerskab oprindeligt blev præsenteret som en mulighed og et kriterie i udvælgelsen, som mulig kompensation for projektet.
Kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune besluttede i december 2022, at opstillere af vedvarende energianlæg skulle tilbyde 40 % til lokalt medejerskab.
På baggrund af en tilsynsudtalelse fra Ankestyrelsen, en intern juridisk vurdering samt i “Lov om fremme af vedvarende energi” fra 1. juli 2024 er det tydeliggjort at kommuner ikke kan eller må kræve, at en opstiller skal levere en modydelse som f.eks. lokalt medejerskab eller indbetaling af et beløb til en lokal fond.
Opstiller må dog gerne levere en såkaldt økonomisk modydelse som lokalt medejerskab eller andre lokale kompensationer, men Svendborg Kommune må ikke kræve det.
Bemærkninger borgerinddragelse
Et tema i høringssvarene omhandler utilfredshed og frustration over processens manglende inddragelse af de lokale borgere. Ifølge Planloven og Miljøvurderingsloven har kommuner pligt til at inddrage offentligheden. Planforslag skal offentliggøres på kommunes hjemmeside, samt på Plandata.dk. Planforslag skal som minimum sendes i 8 ugers høring. Dette kriterie er opfyldt. Herudover er der som nævnt ovenfor afholdt et offentligt borgermøde.
Administrationen har derudover afholdt og deltaget i orienteringsmøder med en lokal arbejdsgruppe fra Lakkendrup. Der har været afholdt fire møder med borgergruppen fra Lakkendrup i perioden fra 20.11.2023 til den 21.11.2024. Der er derudover foretaget en markvandring i projektområdet (28.08.2023) samt en gåtur med en borgergruppe, opstiller og rådgiver (overfladevand) fra Rambøll (20.11.2023).
Svendborg Kommune har desuden, efter forespørgsel fra borgergruppen, bevilliget økonomiske midler til en uvildig VE-proces konsulent, til at understøtte dialogen på tværs af naboer, lokalsamfund og opstiller.
Trafik
Flere høringssvar er bekymret for den trafikale påvirkning af de lokale mindre veje Lakkendrupvej og Højlundsvej som antallet af tunge transporter vil medfører i anlægsperioden.
Der kan potentielt forventes en merudgift til udbedring af rabatter mv. langs de offentlige veje Lakkendrupvej og Højlundsvej, som følge af et øget antal transporter i anlægsfasen. I miljøkonsekvensrapporten vurderes antallet af krydsende lastbiltrafik dog at være lille.
I forbindelse med at der gives adgangstilladelse til området fra Højlundsvej, kan der i en vis udstrækning stilles vilkår til bygherre om, at der i forbindelse med anlægskørsel f.eks. skal udlægges køreplader omkring adgange til området for at skåne rabatter m.v.
Ændringer forud for endelig vedtagelse
Høringssvarene har givet anledning til ændringer og rettelser i kommuneplantillæg 2021.15, lokalplan 691 og miljøkonsekvensrapporten, herunder b. la.
- Fredning af flere træer i eksisterende beplantningsbælter
- At byggefelt II fortrinsvist skal benyttes
- At beplantningsbælterne i lokalplanens ydre område øges fra en minimumshøjde på 4 meter til 6 meter. Beplantningen ind mod solcellerne kan beskæres ned til 4 meter, så der opnås en kippet beskæring, med højst visuelt dække længst væk fra solpanelerne.
Samtlige rettelser og tilføjelser fremgår af den sammenfattende redegørelse i bilag 4, (Bilag 4, Sammenfattende redegørelse – Gudbjerg Solcellepark).
Videre proces
Ved beslutning om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 2021.15, lokalplan 691 – Gudbjerg Solcellepark, samt §25 tilladelse vil disse offentliggøres med en klagefrist på 4 uger. Kommuneplantillægget fremgår af bilag 5 (Bilag 5, Kommuneplantillæg 2021.15) lokalplan 691 – Gudbjerg Solcellepark fremgår af bilag 6 (bilag 6, lokalplan 691 – Gudbjerg Solcellepark) og §25 tilladelsen fremgår af bilag 7 (Bilag 7, §25 tilladelse). Miljøkonsekvensrapporten fremgår af bilag 8 (Bilag 8, Miljøkonsekvensrapporten af solcelleanlæg ved Gudbjerg)
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I henhold til §14 i Lov om fremme af vedvarende energi skal opstillere af VE-anlæg indbetale et beløb til en kommunal Grøn pulje. Opstiller skal indbetale 125.000 kr. pr. MW for solceller. Alt efter opstillingsmønster forventes det, at der indbetales mellem 5 og 10 millioner kroner til Grøn Pulje.
De eventuelle øgede udgifter til vedligeholdelse af de offentlige veje foreslås dækket via eksisterende driftsmidler til vedligeholdelse af offentlige veje, hvilket kan medføre merforbrug på denne konto som konsekvens af etablering.
CO2-Konsekvensvurdering
Solcelleanlægget forventes at have en strømproduktion svarende til ca. 13.000-17.000 husstandes årlige elforbrug.
Lovgrundlag
Planloven
Miljøvurderingsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Relaterede bilag
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen besluttede i marts 2023 at igangsætte udarbejdelsen af opdateret og udvidet udviklingsplan for Fremtidens Havn, Svendborg. Den 17. december 2024 godkendte Kommunalbestyrelsen at sende forslag til ny udviklingsplan for Fremtidens Havn med tilhørende miljøvurdering i offentlig høring i perioden fra medio januar til medio april 2025.
Sagen indeholder forslag til behandling og besvarelse af de indkomne høringssvar med henblik på endelig vedtagelse af ny udviklingsplan for Fremtidens Havn 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Miljø- og Teknikudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefaler at,
- Indkomne høringssvar behandles og besvares som foreslået i Hvidbogen, se Bilag 4. Hvidbog, offentlig høring om udviklingsplan for Fremtidens Havn 2025.
- Forslag til ny udviklingsplan for Fremtidens Havn med tilhørende miljøvurdering vedtages endeligt, se Bilag 1. Udviklingsplan for Fremtidens Havn 2025 med bilag.
Sagsfremstilling
Baggrund
Den 28. marts 2023 besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte udarbejdelsen af en ny, opdateret og udvidet udviklingsplan for Fremtidens Havn, Svendborg.
En udviklingsplan beskriver et samlet fremtidsbillede for et vigtigt geografisk område, som grundlag for dialog mellem Kommunalbestyrelsen, borgerne, grundejere og interessenter. I dette tilfælde Svendborg Havn, som et højt prioriteret udviklingsområde i kommunen. Her udmøntes flere af de ambitioner og signaturprojekter, der er beskrevet i Svendborg Kommunes overordnede Udviklingsstrategi, 2023.
Udviklingsplan for Svendborg Havn, 2025, bygger videre på den første udviklingsplan fra 2014. Den nye plan er opdateret med de projekter, der er realiseret gennem de seneste 10 år og sætter den overordnede, strategiske retning for den videre udvikling og anvendelse af havneområdet.
Der er afholdt politiske temamøder for Kommunalbestyrelsen den 19/3, 8/10 og 26/11 2024, hvor status på arbejdet med forslag til udviklingsplanen er blevet præsenteret.
Den 17. december 2024 godkendte Kommunalbestyrelsen at sende forslag til ny udviklingsplan for Fremtidens Havn med tilhørende miljøvurdering i offentlig høring fra medio januar til medio april 2025. Der er indkommet 52 høringssvar.
Involvering af borgere og interessenter
I foråret 2023 blev der gennemført en offentlig høring med henblik på at indkalde idéer og forslag til den videre udvikling af havnen. Der blev i høringsperioden afholdt borgermøde i Rundbuehallen med knap 100 deltagere.
Fra medio januar til medio april 2025 blev der gennemført en offentlig høring om forslag til udviklingsplan for Fremtidens Havn med tilhørende miljøvurdering. Der blev i høringsperioden afholdt borgermøde på SIMAC med knap 300 deltagere.
Der er afholdt to møder med Svendborg Erhvervsråd den 5. november 2024 og 4. februar 2025 samt møder med grundejere, virksomheder, kulturaktører mv. om muligheder for udvikling i konkrete områder på relevante tidspunkter i processen.
Sammenhæng med ny kommuneplan
Udviklingsplanen har tæt sammenhæng med forslag til ny kommuneplan, hvor de foreslåede ændringer er integreret. Endelig vedtagelse af Kommuneplanen 2025 – 2037 behandles i selvstændigt punkt på dagsordenen.
Kommuneplanen fastlægger retningslinjer for kommende lokalplaner og bygge- og anlægsprojekter, fx på Østre Kaj, hvor der er foreslået en ændret anvendelse fra havnerelateret erhverv til mere blandede byfunktioner, der bl.a. kan omfatte let lokalt erhverv (som fx den maritime virksomhed Navteam), serviceerhverv, publikumsorienteret erhverv og kulturinstitutioner (som fx Center for Tredimensionel Kunst, Sydfyns forening for kreativ bevægelse m.fl.) og uddannelsesinstitutioner. Området vil derimod ikke kunne rumme tungt, havnerelateret erhverv.
Sammenhæng med Handleplan for Den Blå Kant
Den Blå Kant er et definerende element i udviklingen af havnen, som beskrevet i udviklingsplanen. I nogle områder, fx på Søndre Havn, er der behov for en ydre beskyttelse i form af moler, sluse mv. I andre områder, de såkaldte ”blå zoner”, skal der arbejdes med at integrere vandet i udviklingen af området. De kommende års arbejde vil få afgørende betydning for den konkrete udformning af bebyggelse, anlæg og omdannelse på Godsbanearealet, Frederiksø og Østre Kaj – set i lyset af nyeste viden om klimaforandringer.
Udviklingsplanen beskriver således visionerne for den fremtidige, overordnede anvendelse af områderne, baseret på den viden vi har i dag. Den konkrete udformning af områderne vil formentlig blive justeret og udviklet i takt med at ny viden kommer til (fx om alternative bebyggelsestyper, beskyttelse af ældre bygningers konstruktioner mod oversvømmelse etc.).
Analyser som grundlag for forslag til ny udviklingsplan
Administrationen har gennemført undersøgelser vedr. trafikale og miljømæssige forhold, særligt støj fra virksomheder, samt detailhandel i form af Analyse af detailhandlen i Svendborg Kommune, maj 2024. Formålet med undersøgelserne var at afklare muligheder og begrænsninger for den videre udvikling og anvendelse af især nye udviklingsområder på havnen. Der har været særligt fokus på den østlige del af havnen, hvor DLG fraflytter senest i oktober 2027.
Undersøgelser af støj fra havnens virksomheder viste, at det var muligt at ændre anvendelsen af området til mere miljøfølsomme funktioner, og dermed skabe mulighed for nye funktioner på Østre Kaj, uden at være i konflikt med eksisterende virksomheder. Analyserne blev gennemført i samarbejde med eksterne rådgivere.
Høringssvar til planforslaget
Der indkom 52 høringssvar i perioden. Høringssvarene omhandler i hovedtræk emner vedr. kulturarv, genanvendelse og nybyggeri, natur/grønt på havnen og i byen samt konkrete ønsker til fritidsfaciliteter, herunder særligt skatere, samt faciliteter til SIMAC.
En række høringssvar fremhæver vigtigheden af at fastholde og sikre mulighed for udvidelse af det maritime erhverv og aktiviteterne på erhvervshavnen, ikke mindst for virksomheden Petersen & Sørensen Motorværksted på Frederiksø.
Supplerende undersøgelser
Sidstnævnte høringssvar har medført yderligere vurderinger og undersøgelser samt dialog med Trafikstyrelsen. Formålet med de supplerende undersøgelser har været a) at afklare de fremtidige muligheder for erhvervet i relation til aktuelle ønsker og forslag om mere støjfølsom anvendelse samt b) at afklare vilkår og kompetencer i forhold til havnens status som erhvervshavn jf. Havneloven hhv. den kommunale planlægning.
Hertil kommer aktuel dialog og behandling af konkret ansøgning om øgede aktiviteter fra virksomheden Petersen & Sørensen. Virksomheden har med Kommunalbestyrelsens beslutning af 29. april 2025 netop indgået en ny lejekontrakt med kommunen vedr. de relevante arealer.
Indledende undersøgelser i forbindelse med sagsbehandling af ansøgning om fornyet miljøgodkendelse viser, at de ønskede aktiviteter kan indpasses på Frederiksø samtidig med, at forslag om ændret anvendelse af Østre Kaj til et mere blandet byområde fastholdes.
Den nuværende anvendelse af arealer og bygninger på Frederiksø til kulturformål er ikke foreslået ændret i udviklingsplanen og vil også fremover definere rammerne for den maximale støj fra virksomheder i forhold til støjfølsomme anvendelse, herunder også det kommende Stålhallen Teater. Den offentlige parkeringsplads ved beddingen er en forudsætning for disse funktioner.
Høringssvar, ønsker og forslag samt behandlingen af disse i relation til udviklingsplanen er beskrevet nærmere i Hvidbogen, se Bilag 4. Hvidbog, offentlig høring om udviklingsplan for Fremtidens Havn 2025. Herunder både rammevilkår og udviklingsmuligheder for erhverv på havnen generelt og for virksomheden Petersen & Sørensen Motorværksted specifikt.
Miljøvurdering af planen
Der gennemført en miljøvurdering af udviklingsplanen for Fremtidens Havn. Miljøvurderingen er gennemført svarende til det overordnede strategiske niveau, som udviklingsplanen for Fremtidens Havn er gennemført på. Det betyder, at når udviklingsplanen omsættes i konkrete planer eller projekter, vil disse omfattes af miljøvurderinger eller screening for miljøvurdering på ny og på et mere detaljeret niveau.
I processen for miljøvurdering af udviklingsplanen er der afholdt to høringer af berørte myndigheder og offentlighed. Den anden offentlige høring er koordineret med høringen af udviklingsplanen, som den er gennemført i starten af 2025.
Høringssvar, der har relation til miljøvurderingen, samt hvordan miljøhensyn er integreret i udviklingsplanen, fremgår af den sammenfattende redegørelse, se Bilag 3. Sammenfattende redegørelse Miljørapport for Fremtidens Havn. De indkomne høringssvar giver ikke anledning til at ændre miljøvurderingen af udviklingsplanen.
Miljøvurderingen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet for så vidt angår retlige forhold, og klagefristen vil være 4 uger fra offentliggørelsen af udviklingsplanen med tilhørende miljøvurdering.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Opdatering og udvidelse af udviklingsplan for Fremtidens Havn med tilhørende Miljøvurdering afholdes inden for Byg og Byudviklings økonomiske ramme, herunder udgifter til eksterne rådgivere.
Som bilag til udviklingsplanen er der udarbejdet en tidsplan for realisering og en oversigt over allerede bevilgede budgetmidler, se Bilag 1. Udviklingsplan for Fremtidens Havn 2025 med bilag. Oversigten vil blive revideret årligt i forbindelse med budgetprocessen som grundlag for strategisk prioritering af midler til udvikling af området.
CO2-Konsekvensvurdering
Nyt byggeri vil medføre en væsentlig øget CO2-udledning, når bygningsreglementet følges. Hertil kan komme en påvirkning, som følge af trafikale ændringer i området. Emnet skal håndteres i forbindelse med efterfølgende konkret planlægning og realisering af bygge- og anlægsprojekter.
Lovgrundlag
Lov om Miljøvurdering af planer og programmer samt konkrete projekter (VVM).
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Med afsæt i Udviklingsstrategi 2023 – Fra mere til bedre godkendte kommunalbestyrelsen den 28. januar 2025 Forslag til Kommuneplan 2025-2037. Kommuneplanforslaget har efterfølgende været i offentlig høring i 8 uger. Der er kommet 124 høringssvar. Der skal træffes beslutning om endelig vedtagelse af Kommuneplan 2025-2037.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse anbefales,
- At vedtage Kommuneplan 2025-2037 (Bilag 1. Kommuneplan 2025-2037) med tilhørende sammenfattende redegørelse for miljøvurdering (Bilag 2. Miljøvurdering) og at kommuneplanen vedtages med de i hvidbogen anbefalede ændringer (Bilag 3. Hvidbog)
- At kommuneplanramme 10.03.T3.060 - Gudbjerg Solcellepark indarbejdes i Kommuneplan 2025-2037, såfremt kommuneplantillæg 2021.15 Gudbjerg Solcellepark er vedtaget.
- At igangsætte kommuneplantillæg for et nyt boligområde i Skårup
- At igangsætte et kommuneplantillæg for et opdateret retningslinjekort for nedbør.
Direktionen indstiller til Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget, Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget
- at orienteringen om sagen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommuneplanen er en fysisk plan for kommunens udvikling de næste 12 år. Med kommuneplanen fastlægger Kommunalbestyrelsen, hvilke konkrete mål og retningslinjer, der er for kommunens fysiske udvikling. Samtidig fastlægges rammerne for hvordan byer og landområder må anvendes og bebygges.
Udviklingsstrategi 2023, som også er kommunens planstrategi, danner grundlag for kommuneplanrevisionen og dermed den endelige Kommuneplan 2025-2037.
I den nye kommuneplan er der således arbejdet med at sikre de fysiske rammer for at understøtte udviklingen inden for de i udviklingsstrategiens udpegede styrker: Naturen, Det maritime, Turisme, Uddannelse, Kultur og bevægelse. Derudover er der arbejdet med temaerne Klima og Byudvikling og bosætning, da de også er afgørende temaer for den fysiske udvikling i Svendborg Kommune.
Indhold og væsentlige ændringer
Kommunalbestyrelsen besluttede samtidig med udviklingsstrategien den 29. august 2023, at der skulle gennemføres en delvis revision af kommuneplanen. Følgende temaer eller dele af dem er revideret:
- Byudvikling og bosætning
- Erhverv
- Detailhandel
- Bevaringsværdige bygninger
- Turisme og Fritid
- Kysten og det åbne land
- Klima
- Teknik og miljø
- Generelle rammebestemmelser
Offentlig høring
Forslag til Kommuneplan 2025-2037 har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 3. februar til og med den 1. april 2025 (8 uger).
Der har været afholdt et fysisk borgermøde den 11. marts 2025 og der har været afholdt et digitalt borgermøde den 17. marts 2025.
Der er modtaget 124 høringssvar fra offentligheden samt bemærkninger fra berørte myndigheder, som skal sikre de nationale interesser i kommuneplanlægningen. Høringssvarene fra offentligheden og berørte myndigheder fremgår af bilag 4 (Bilag 4. Høringssvar i fuld længde).
Høringssvarene omhandler blandt andet emnerne; Udvikling af Svendborg Havn, Større sammenhængende, landskaber, Grønt Danmarkskort, Skovrejsning, Lavbunds- og vådområder, Grundvandsbeskyttelse, Bosætning, Bynatur, Sommerhusområder, Camping, Detailhandel, Stier
Mobilitet, Bevaringsværdige bygninger, Planlægning for vedvarende energi samt bemærkninger til konkrete kommuneplanrammer.
Høringssvarene samt bemærkninger fra berørte myndigheder er behandlet i en hvidbog (Bilag 3. Hvidbog). Hvidbogen indeholder et kort referat af de indsendte høringssvar, administrationens vurdering af, om høringssvaret bør give anledning til ændringer af kommuneplanen inden, den vedtages endeligt og hvad disse ændringer konkret omfatter.
Enkelte ændringer har givet anledning til en afgrænset fornyet 14 dags høring, dette fremgår også af hvidbogen.
Høringssvarene har blandt andet givet anledning til, at administrationen anbefaler:
- tilpasning af flere kommuneplanrammer,
- ikke at udlægge et nyt boligområde i Skårup,
- ikke at udlægge et nyt område til Tved Menighedshus.
- forslaget om at udlægge Grøn-blå struktur til Større sammenhængende landskaber tilbagerulles, hvilket betyder, at kommuneplanforslagets retningslinje nr. 7.2.0.1 om større sammenhængende landskaber ikke indgår i den endelige kommuneplan.
- tilpasning af negativ skovrejsning,
- tilpasning af retningslinjer for træer og
- tilføjelse af generelle retningslinjer for støjafskærmning
Derudover anbefaler administrationen, at der foretages mindre tekniske ændringer, det kan f.eks. være tekstpræciseringer og tilretning af fejl og mangler. De administrative forslag til ændringer fremgår af hvidbogens del 3, fra side 82 (Bilag 3. Hvidbog).
Kommuneplan 2025-2037 med de indarbejdede anbefalede ændringer kan ses i den digitale visning: https://kommuneplan25.svendborg.dk/
I hovedstrukturen og i de generelle rammer er ændringer markeret i teksten. Grøn tekst tilføjes og rød tekst udgår. Ændringer i de konkrete kommuneplanrammer er ikke fremhævet, og fremgår kun af hvidbogen (Bilag 3. Hvidbog.)
De anbefalede ændringer fremgår ligeledes af kommuneplanen i bilag 1 (Bilag 1, Kommuneplan 2025-2037.). Rød tekst vil blive slettet og tekst markeret med grøn vil forblive i den kommuneplan som indberettes til Plandata, dog uden en grøn markering.
En række af høringssvarene resulterer i ændringsforslag, der ikke kan vedtages uden en ny høringsproces, da der er tale om væsentlige ændringer ifht. Forslag til Kommuneplan 2025-2037. Da en række projekter afventer kommuneplanens vedtagelse for at kunne komme videre i realiseringen, anbefaler administrationen, at kommuneplanen vedtages med de ændringer, der er fremlagt i denne sag. I forlængelse af vedtagelsen af kommuneplanen foreslår administrationen, at der fremsættes forslag til kommuneplantillæg for de ændringer, der kræver fornyet høringsproces. Disse ændringer er ligeledes beskrevet i hvidbogen (Bilag 3. Hvidbog). Det er administrationens anbefaling at, der med det samme igangsættes et kommuneplantillæg for et nyt boligområde i Skårup og at der igangsættes et kommuneplantillæg for et opdateret retningslinjekort for nedbør.
Gudbjerg Solcelleanlæg
Der er planlagt for Gudbjerg Solcelleanlæg i et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2021-2037. Kommuneplantillægget skal endelig vedtages på samme kommunalbestyrelsesmøde som beslutning om vedtagelse af Kommuneplan 2025-2037. Såfremt at kommuneplantillæg 2021.15 Gudbjerg Solcellepark vedtages af kommunalbestyrelsen den 24. juni 2025 anbefales det, at kommunalbestyrelsen samtidig beslutter at kommuneplanramme 10.03.T3.060 - Gudbjerg Solcellepark indarbejdes i Kommuneplan 2025-2037.
Miljøvurdering
Der er udarbejdet en miljøvurdering af forslaget til kommuneplanen. Miljøvurderingen har været i offentlig høring samtidig med forslag til kommuneplanen. Der er i høringsperioden ikke modtaget høringssvar til miljøvurderingen.
Miljøvurderingen med sammenfattende redegørelse fremgår af Bilag 2 (Bilag 2. Miljøvurdering af Kommuneplan 2025-2037).
I miljøvurderingen undersøges den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet som planen kan give anledning til. I miljøvurderingen konkluderes det, at planforslaget ikke medfører væsentlige miljøpåvirkninger, og at der ikke vil være behov for afværgeforanstaltninger.
En miljøvurdering følger det planmæssige hierarki, og da kommuneplanen er en overordnet plan, der sætter overordnede rammer for udviklingen, er miljøvurderingen af planen også gennemført på et overordnet niveau. Når der efterfølgende udarbejdes lokalplaner og konkrete projekter, vil der kunne gennemføres mere konkrete vurderinger af påvirkningen af miljøet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udarbejdelse af forslag til kommuneplan med tilhørende miljøvurdering er afholdt inden for Byg og Byudviklings økonomiske ramme.
Udmøntning af kommuneplanen vil medføre afledte udgifter til lokalplanlægning, planlægning for naturprojekter og ny infrastruktur. Omfanget af udgifter til udmøntning af kommuneplanen kendes ikke.
CO2-Konsekvensvurdering
Miljøvurderingen af kommuneplanen indeholder en overordnet vurdering af planens miljømæssige konsekvenser. Disse, herunder udledning af CO2, vil blive nærmere belyst i forbindelse med konkret lokalplanlægning og realisering af bygge- og anlægsprojekter.
Lovgrundlag
Planloven
Miljøvurderingsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Relaterede bilag
Beslutningstema
Plan- og Lokalsamfundsudvalget orienteres om status for puljen ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning” og skal tage stilling til justering af ansøgningsfrist, samt overførsel af 0,7 mio. kr. fra den afsluttede ”Bygningsfornyelsespulje i Hesselager” fra 2024 til ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning” for 2025 og 2026.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:
- At det resterende udgiftsbudget fra anlægspuljen ”Bygningsfornyelsespuljen i Hesselager” på ca. 0,7 mio. kr., tilgår anlægspuljen ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning”.
- At der i første runde uddeles maks. 5 mio. kr. fra udgiftsbudgettet, som disponeres med henholdsvis 1.716.000 kr. i 2025 og 3.284.000 kr. i 2026, fra anlægspuljen ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning”.
- At der efterfølgende kun bliver en yderligere ansøgningsrunde til anlægspuljen ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning”.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune har i 2025 igangsat en ny runde af puljen ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning”. Puljen er sat i verden for at understøtte den positive udvikling i det åbne land og i byer med færre end 4000 indbyggere, og yder støtte til renovering af både boliger og forsamlingshuse samt nedrivning af udtjent bebyggelse.
Puljen ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning” dækker i denne omgang hele kommunen med undtagelse af Svendborg by, og der er i alt afsat 7,2 mio.kr. i årene 2025 og 2026, hvoraf staten finansierer 60% af beløbet.
Første ansøgningsfrist til puljen var 1. maj, og administrationen har modtaget ansøgninger for ca. 9 mio. kr. Efter en første screening er ansøgningsfeltet reduceret til ca. 6,5 mio. kr. Da der er annonceret flere ansøgningsrunder, anbefaler administrationen dog, at der maksimalt uddeles 5 mio. kr. i denne runde for at sikre, at der også er midler til uddeling i næste runde. Ansøgningerne prioriteres i henhold til de udmeldte kriterier, hvor blandt andet de mest synlige bygninger prioriteres først.
På baggrund af den store interesse anbefales det, at der kun afholdes to ansøgningsrunder. Den netop gennemførte runde samt én pr. 1. september 2025. Der var oprindeligt også planlagt en ansøgningsrunde den 1. november 2025, som forslås annulleret.
Endvidere anbefales det, at puljen suppleres med ubrugte midler fra den tidligere ”Bygningsrenoveringspulje i Hesselager” fra 2024. ”Bygningsrenoveringspuljen i Hesselager” var allokeret til et særskilt område i Hesselager by, og der blev afsat et puljebeløb på 1,75 mio. kr. hvoraf de 0,7 mio. kr. ikke er blevet brugt. Disse midler finansieres ligeledes 60% af staten.
De 0,7 mio. kr. anbefales omdisponeret til den nye puljerunde ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning”, for dermed at imødekomme så mange ansøgninger som muligt, heriblandt også ansøgninger fra dele af Hesselager som ikke havde adresse i det afgrænsede område som var rammesat i ”Bygningsrenoveringspuljen i Hesselager” i 2024.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ved at overføre midlerne øges den disponible ramme af ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning” i 2025 og 2026 med ca. 0,7 mio. kr. til i alt at udgøre 7,9 mio. kr. hvoraf Staten dækker 60 % af udgifterne.
At der i første runde uddeles maks. 5 mio. kr. af den samlede pulje, som disponeres med henholdsvis 1.716.000 kr. i 2025 og 3.284.000 kr. i 2026, fra anlægspuljen ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning”.
De puljestøttede renoveringer er med til at understøtte en positiv udvikling i det åbne land og de mindre byer, og er desuden med til at skabe arbejde for håndværkere og fagfolk i Svendborg Kommune.
En rapport udført i 2015 for Realdania påviser, at når der findes en betydelig andel af bevaringsværdige og originale bygninger i en by, er det med til at påvirke salgsværdien af samtlige bygninger positivt.
Udgiften kan holdes inden for Plan- og Lokalsamfundsudvalgets samlede pulje til lokalområdeudvikling og bygningsfornyelse.
CO2-Konsekvensvurdering
Det vurderes, at en overførsel og efterfølgende anvendelse af midlerne i bredere geografisk sammenhæng kan medføre CO2-reduktion gennem energiforbedrende tiltag i bygningsmassen. Der foreligger dog ikke konkrete beregninger.
Det er desuden påvist at bygninger, der er velbevarede både i forhold til funktion og originalitet er mindre udsatte for nedrivning, hvilket er en stor synder i CO2 udledningen i byggeriet.
Lovgrundlag
Lov om byfornyelse og udvikling af byer samt kommunalfuldmagten.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen besluttede på deres møde den 17. december 2024 at acceptere tilbud på køb af ejendommen Tipsvænget 4. Ejendommen påtænkes en anvendelse til kultur- fritids- og erhvervsformål, hvilket kræver en ændring til den gældende lokalplan 512. Plan- og Lokalsamfundsudvalget skal træffe beslutning om offentliggørelse af forslag til lokalplantillæg nr. 1 som muliggør den ændrede anvendelse.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget godkender:
- At forslag til lokalplan 512 – tillæg 1 sendes i offentlig høring i mindst 4 uger.
- At der ikke afholdes borgermøde i høringsperioden.
Sagsfremstilling
Baggrund
I forbindelse med salget af Tipsvænget 4 har ejendommen været udbudt til kultur-, fritids- og erhvervsformål, herunder klublokaler, cafeteria/restaurant, undervisning, kontorer og liberale erhverv. Udbuddet af ejendommen blev godkendt af Kommunalbestyrelsen på deres møde den 29. oktober 2024. Tilbuddet på ejendommen er afgivet i overensstemmelse med udbudsbetingelserne og er accepteret af Kommunalbestyrelsen den 17. december 2024.
Tipsvænget 4 er omfattet af lokalplan 512 og er beliggende i delområde 2 indenfor byggefelt B. For delområde 2 gælder, at byggefelt B må anvendes til klubhuse og lignende, idrætsanlæg, grønne områder, samt parkering og regnvandsbassin.
Der kræver derfor en ændring af lokalplan 512, hvis de udbudte anvendelser for Tipsvænget 4 skal muliggøres.
Lokalplantillæg
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan 512 – tillæg 1 som er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Forslag til lokalplan 512 – tillæg 1).
Lokalplantillægget er udarbejdet som en såkaldt lokalplan af mindre betydning, hvor der kun tilføjes eller ændres få bestemmelser til den gældende lokalplan. Ændringerne er anført med grøn tekst.
I den gældende lokalplan 512 er anvendelser til kultur-, fritids- og erhvervsformål, herunder kultur- og idrætsfaciliteter, klublokaler, restaurationer, cafeteria, hotel/sportel, undervisning, messer, kontorer og liberale erhverv mulige inden for delområde 1. Lokalplantillægget ændrer afgrænsningen for delområde 1, så byggefelt B fremadrettet er beliggende inden for delområde 1 fremfor delområde 2.
Der er derudover fastsat bestemmelser, som skal præcisere omfanget af bebyggelse inden for byggefelt B og særligt for Tipsvænget 4, samt en mindre justering af regnvandsbassinets placering, som skal sikre afvanding af byggefelt B. Omfanget af bebyggelse for Tipsvænget 4 er fastsat til maksimalt 1.400 m² (svarende til en bebyggelsesprocent på ca. 45 %) med et bebygget areal (fodaftryk) på maksimalt 1.000 m². Omfanget er fastsat på baggrund af en vurdering af ejendommens udformning, nuværende bebyggelse og områdets karakter.
Offentlig høring
Efter udvalgets godkendelse vil administrationen sende forslag til lokalplan 512 – tillæg 1 i offentlig høring i mindst 4 uger. Der vil ikke blive afholdt borgermøde i forbindelse med den offentlige høring, da der er tale om mindre ændringer til den gældende lokalplan 512.
Videre proces
Forslaget er jf. kompetencefordelingsplanen en A-lokalplan, hvilket betyder, at administrationen er bemyndiget til at behandle og vedtage lokalplanen. I det tilfælde, at der ikke indkommer høringssvar, som giver anledning til ændringer i det offentliggjorte forslag, kan administrationen derfor endelig vedtage lokalplantillægget.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter i forbindelse med udarbejdelse af lokalplantillægget er afholdt indenfor Byg og Byudviklings eksisterende budget.
En konsekvens af de ændrede anvendelsesmuligheder kan være en øget mængde af trafik afhængig af, hvordan Tipsvænget 4 på sigt ønskes anvendt. Det vil kunne betyde yderligere afledt trafik til rundkørslen ved Skovsbovej/Ryttervej/Wandallsvej, som er udpeget som en uheldsbelastet lokalitet. En øget trafikbelastning vurderes at kunne forværre de trafiksikkerhedsmæssige udfordringer i rundkørslen særligt for cyklister. Hvis trafikmængden øges, kan det være nødvendigt at fremrykke indsatser og anlægsmidler for at afhjælpe udfordringerne med rundkørslen.
Tipsvænget 4 var udbudt med henblik på tilvejebringelse af en ny lokalplan med et etageareal på 1.000 m². I forbindelse med lokalplanens udarbejdelse har køber fremkommet med et ønske om at etagearealet øges til 1.400 m². Ønsket er imødekommet på baggrund af en planfaglig vurdering og der er samtidig foretaget en vurdering af, at det kan rummes indenfor den indgået købsaftale.
CO2-Konsekvensvurdering
Anvendelsesændringen forventes ikke at medføre ændringer til CO2 udledningen, da omfanget af bebyggelse ikke ændres med lokalplantillægget.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalplansamfundsudvalget
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsesmedlem Henrik Nielsen (C) ønsker på vegne af Det Konservative Folkeparti’s kommunalbestyrelsesgruppe følgende optaget på kommunalbestyrelsens dagsorden den 29.04.2025:
” Skiltning på Svendborg Maritime Erhvervshus (SME) og i området omkring SME
Beslutningstema:
Beslutning om skiltning på SME og i området omkring SME
Indstilling:
Det Konservative Folkeparti indstiller:
- At Svendborg Maritime Erhvervshus meddeles dispensation fra lokalplan 122 og 290 og dermed tilladelse til skiltning på SME som ansøgt
- At PLU igangsætter udarbejdelse af lokalplantillæg, der sikrer bedre muligheder for skiltning på facader i området.
Sagsfremstilling:
Svendborg Maritime Erhvervshus (SME) har fået afslag på at opsætte et LED-skilt på facaden, der viser, hvilke virksomheder, der har til huse i SME (se bilag 1). Det skyldes, at vi har lokalplaner, der forhindrer opsætning af skilte i området. Det er en udfordring, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner ikke må skilte med, hvem, der har domicil hvor.
Skiltningen har endvidere til formål at sikre, at redningskøretøjer kan finde frem til den rigtige adresse, når der opstår akutte situationer. Der har allerede været en situation, hvor ambulancen ikke kunne finde vej og den eneste person, der var hos en mand, der var faldet om, måtte forlade vedkommende for at vise vej for ambulancen.
LED-skiltet er valgt, fordi det giver fleksibilitet, når der flytter nye virksomheder ind i huset. Løsningen er yderst smagfuld og passer visuelt fint med SME-arkitekturen. En ikke-digital løsning vil være alt for ufleksibel og omkostningstung, når fysiske skilte skal nedtages og opsættes ved ændringer i lejersammensætningen i SME. Se visualisering i bilag 2.
Udfordringen med meget restriktive rammer for skiltning vil være en udfordring for virksomheder, kultur- og uddannelsesinstitutioner mv. i den videre udvikling af området.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser:
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering:
Ingen
Lovgrundlag:
Planloven
Sagen afgøres i:
Plan- og Lokalsamfundsudvalget ”
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-04-2025
Liste A foreslog, at sagen blev oversendt til PLU mhp en vurdering af, hvorvidt der skulle gives en dispensation og med henblik på en vurdering af, hvorvidt der bør udarbejdes et lokalplantillæg.
Kommunalbestyrelsen godkendte dette.
Afbud fra Torben Frost (A), Maria Haladyn (A) og René Haahr (V). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Astrid Ejlersen (A) og Karen Kruse (V).
Administrationens bemærkninger til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde 03-06-2025
Administrationen har til sagens oplysning udarbejdet notat (Bilag 3. Notat vedr. skiltning) som redegør for baggrund og konsekvenser ved dispensation eller afslag.
Beslutningstema
Liberal Alliance v/Per Nykjær – ny lokalplan for et område ved Vindeby.
Sagsfremstilling
Liberal Alliance v/Per Nykjær ønsker følgende behandlet på Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde den 3. juni 2025:
” Beslutningstema:
Efter udvalgets førstebehandling af emnet er der fremkommet oplysninger om at den nuværende situation formodentlig vil betyde at der ikke kan opnås byggetilladelse for nye huse på eksisterende tomme byggegrunde, samt at en længe forsinket byggesag, vedrørende tilbygning til en eksisterende ejendom, ikke kan afsluttes. Hvis det havde været drøftet på udvalgets første møde, så ville der formodentlig være truffet en anden beslutning, end den det blev.
På baggrund af disse oplysninger findes det derfor påkrævet at udvalget genbehandler sagen. Forslaget er herefter at omgøre den tidligere beslutning, og i stedet at vælge at udarbejde en ny lokalplan, som skal gøre området administrerbart.
Indstilling:
Liberal Alliance indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget træffer beslutning om følgende to punkter:
- At annullere beslutningen fra udvalgsmødet den 8. april 2025, hvor det blev besluttet at fastholde lokalplan nr. 235 i sin helhed, og at forsøge at arbejde videre med den, med de begrænsninger og fortolkningsvanskeligheder, som følger af Planklagenævnets afgørelse af 14. januar 2025.
- At der i stedet igangsættes en ny planproces med henblik på udarbejdelse af en ny lokalplan, for det område i Vindeby, som i dag dækkes af lokalplan nr. 235.
Begrundelse:
Efter den seneste afgørelse fra Planklagenævnet, og på baggrund af den juridiske vurdering fra Codex Advokater samt administrationens erfaringer med lokalplanens uhensigtsmæssigheder i praksis, synes der at være grundlag for at revurdere den politiske stillingtagen.
Udvalgets medlemmer er efterfølgende blevet orienteret om, at det formodentlig vil være mere hensigtsmæssigt at bringe lokalplanen i overensstemmelse med den oprindelige hensigt og hidtidige forvaltningspraksis, end at fortsætte den nuværende retsusikkerhed, som gør det administrativt næsten umuligt at give klare og holdbare byggetilladelser inden for området. Det vil kunne få store konsekvenser for både borgere og forvaltning.
Udarbejdelsen af en ny lokalplan skal sikre:
- at lokalplanen kommer til at afspejle den faktiske og ønskede udvikling i området,
- at retstilstanden for ejere og borgere inden for lokalplanområdet bliver afklaret og fremtidssikret,
- at der fremover kan gives tilladelser i overensstemmelse med lokalplanens hensigt, uden risiko for omgørelse.
Lovhjemmel:
Planloven
Beslutningskompetence:
Plan- og Lokalsamfundsudvalget”.
Beslutningstema
Plan- og Lokalsamfundsudvalget har besluttet, at ønsker til nye lokalplaner prioriteres politisk to gange årligt, henholdsvis juni og december. Sagen forelægges med henblik på udvalgets prioritering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At følgende lokalplaner prioriteres til igangsættelse i løbet af 2. halvår af 2025:
- en lokalplan for kystbeskyttelse af Søndre Havn
- en lokalplan for padelhal i forbindelse med Rantzausminde Skole
- en lokalplan for Hesselager Sportsplads og butiksområde
- en lokalplan for hotel ved Øksenbjergvej
- en lokalplan for et VE-hybridprojekt
- en bevarende lokalplan for Strandvejskvarteret
- At det ikke prioriteres at udarbejde et kommuneplantillæg og en ny lokalplan for en dagligvarebutik øst for Nyborgvej i Bydelscentret i Østre bydel.
- At behovet for en dagligvarebutik i Oure afsøges nærmere mhp. evt. senere prioritering af et kommuneplantillæg og en lokalplan for projektet.
- At der igen træffes beslutning om prioritering og igangsættelse af nye lokalplaner i december 2025.
eller
At det nye udvalg tager stilling til den fremadrettede prioritering af lokalplaner primo 2026.
Sagsfremstilling
Der har igennem en årrække været flere ønsker til nye lokalplaner end der umiddelbart kan imødekommes, hvorfor det er aftalt, at udvalget halvårligt prioriterer, hvilke lokalplaner, der skal prioriteres ressourcer til at udarbejde. Plan- og Lokalsamfundsudvalget vedtog i juni 2022 en række prioriteringskriterier for lokalplaner, se bilag 1 (Bilag 1: Prioriteringskriterier for lokalplaner).
Der er udarbejdet en oversigt, hvoraf det fremgår dels hvilke lokalplaner, der er under udarbejdelse og dels hvilke lokalplaner, der er ønske om at få udarbejdet på kort eller længere sigt, se bilag 2 (Bilag 2: Lokalplaner juni 2025). Kategoriseringen af lokalplanerne er under forudsætning af, at Kommuneplan 2025 vedtages som indstillet af administrationen.
På baggrund af tidligere politisk prioritering er der aktuelt 19 lokalplaner under udarbejdelse, heraf ligger et par stykker dog stille, da de afventer afklaringer hos bygherre.
Prioritering af nye lokalplaner
Administrationen anbefaler, at prioriteringen af nye lokalplaner dels tager udgangspunkt i de vedtagne prioriteringskriterier og dels i den konkrete ressourcesituation i Trafik & Infrastruktur og Klima, Natur & Miljø. På den baggrund anbefaler administrationen, at nedenstående seks lokalplaner prioriteres, hvor hovedparten vurderes at have et mindre ressourcetræk i disse afdelinger.
Med prioriteringen af en lokalplan tages alene stilling til afsættelse af ressourcer til at arbejde med lokalplanen. Prioriteringen indebærer ikke en stillingtagen til lokalplanens indhold, herunder i hvilket omfang ansøgers ønske kan imødekommes; det følger på en efterfølgende igangsættelsessag af lokalplanen.
Kystbeskyttelse af Søndre Havn
Kommunalbestyrelsen traf den 25. februar 2025 beslutning om at fortsætte projektudviklingen af kystbeskyttelsen af Søndre Havn med både etape 1 og 3. Administrationen har vurderet, at det samlede projekt (etape 1 + etape 3) er lokalplanpligtigt. Der er derfor behov for at igangsætte lokalplanlægningen nu, hvis den samlede tidplansplan skal overholdes.
En ny lokalplan for et VE-hybridprojekt
Kommunalbestyrelsen tog i maj 2024 stilling til den videre proces for udpegning af et kombineret vindmølle- og solcelleprojekt. I forlængelse af den indledende proces forventes det, at der vil skulle igangsættes en lokalplan for det valgte projekt. Der er hermed ikke taget stilling til, hvilket projekt der kan arbejdes videre med, der er alene tale om reservation af ressourcer til opgaven
Padelhal i forbindelse med Rantzausminde Skole
Svendborg Padel/Egense Rantzausminde Idrætsforening ønsker at opføre en padeltennishal i forbindelse med Rantzausminde Skole. Rantzausminde Skole støtter op om projektet, en ny lokalplan for skolens område vil dog ud over at give mulighed for opførsel af en padeltennishal også skulle sikre fortsatte udvidelsesmuligheder for Rantzausminde Skole.
Hesselager Sportsplads og butiksområde
Et af indsatsområderne i områdefornyelsen i Hesselager er Byens Hjerter, hvis primære formål er at fremme byens fællesskaber. Den lokale idrætsforening ønsker at udvide byens stadion, herunder med plads til en større centralt beliggende legeplads. Udvidelsen er betinget af, at det tilstødende udlæg til butiksområde indskrænkes dog således, at møbelbutikken stadig sikres udviklingsmuligheder. En realisering af projektet forudsætter en ny lokalplan.
En ny lokalplan for et hotel ved Øksenbjergvej
Formålet med en ny lokalplan er at give udviklingsmuligheder til det eksisterende bed & breakfast Rosenhøj. De ønsker at udvikle området til et mindre hotel, med flere værelser til overnatning, restauration, mulighed for afholdelse af events mm. Det er vurderet, at udvidelsesplanerne er lokalplanpligtige. Kommuneplanrammen for området er i forbindelse med Kommuneplan 2025 tilrettet, så den muliggør den nye anvendelse.
Bevarende lokalplan for Strandvejskvarteret
Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede i december 2024, at processen for bevarende lokalplaner skulle drøftes. På den baggrund har der været afholdt et temamøde for Plan- og Lokalsamfundsudvalget i maj 2025, i forlængelse heraf anbefaler administrationen, at der dels igangsættes en bevarende lokalplan for Kulturmiljøet Strandvejskvarteret evt. inkluderende Niels Hansens Vej.
Detailhandel
Plan- og Lokalsamfundsudvalget behandlede i august 2024 input til arbejdet med detailhandel i Kommuneplan 2025.
Der forelå et konkret ønske om placering af en ny dagligvarebutik i Østre bydelscenter øst for Nyborgvej. Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede, at der i forslaget til Kommuneplan 2025 ikke skulle indarbejdes en udvidelse af Østre bydelscenter, så der blev plads til en ekstra butik øst for Nyborgvej. Efterfølgende er der blevet fremsendt et revideret projekt til placering af en butik øst for Nyborgvej, se bilag 3 (Bilag 3: Ny dagligvarebutik), hvor projektet og især forholdet til naboerne er bearbejdet yderligere. Projektet er dog stadig ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2025 og vil derfor forudsætte et kommuneplantillæg, hvor detailhandelsafgrænsningen for bydelscentret udvides. Der skal derudover også udarbejdes en konkret detailhandelsanalyse. Administrationen anbefaler ikke, at der arbejdes videre med planlægningen for en ny dagligvarebutik øst for Nyborgvej.
På mødet i august 2024 blev udlæg af et nyt lokalcenter i Oure også behandlet, og det blev besluttet ikke at arbejde videre med det. I forbindelse med høringen af Kommuneplan 2025 er der fremkommet et konkret ønske om etablering af en dagligvarebutik ved Oure. Kommunens detailhandelsanalyse fra maj 2024 viser, at der er et handelsunderskud i området, hvilket indikerer, at der vil være basis for en ny butik. Administrationen anbefaler, at behovet samt konsekvenserne for nærliggende butikker undersøges nærmere på baggrund af høringssvarene til Kommuneplan 2025.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Beslutningen har erhvervsmæssige konsekvenser for både de bygherrer, som får igangsat deres lokalplanønsker og de bygherrer, som fortsat skal vente på at få igangsat deres.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Beslutningstema
Sager til orientering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- Orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmer:
Administrationen:
- Endelig aflysning af lokalplan nr. 86 ved Broholm Gods
Den 8. april 2025 besluttede Plan- og Lokalsamfundsudvalget at sende forslag til ophævelse af lokalplan nr. 86 for fritidsformål ved Broholm Gods i offentlig høring. Ønsket var fremsendt af ejer, da ejer ikke ønsker at omlægge landbrugsarealer til golfbane og wellness som lokalplan nr. 86 gav mulighed for.
Høringen forløb fra den 10. april til og med den 12. maj 2025. Der indkom ingen høringssvar i høringsperioden. Administrationen var af Plan- og Lokalsamfundsudvalget blevet bemyndiget til at ophæve lokalplanen, hvis der ikke indkom høringssvar. Administrationen har derfor den 14. maj 2025 ophævet lokalplan nr. 86 for fritidsformål ved Broholm Gods.
- Orientering om status på behandling af igangværende VE-projekter (Høje Dong).
Styrelsen for Grøn arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har orienteret Svendborg Kommune om, at behandlingen af miljøvurderingen af projektet for sol og vind ved Høje Dong er forsinket.
SGAV er miljøvurderingsmyndighed for projektet, mens Svendborg Kommune er planmyndighed og myndighed for miljøvurderingen af planerne. SGAV har været i dialog med bygherre og deres rådgivere, og har oplyst dem om, at det materiale, som pt. er fremlagt, ikke er fyldestgørende. Derfor er Bygherres rådgivere i gang med at opdatere materialet.
Planlægningen for projektet forventes at blive genoptaget i anden halvdel af 2025, og det er sandsynligt, at planerne for projektet tidligst vil kunne fremlægges til politisk behandling i første halvdel af 2026. Tidsplanen bliver endelig revideret, når Bygherre leverer et opdateret materiale til myndighederne.
Kommende større sager:
Forventede sager til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde den 12. august 2025:
- Håndhævelse af bestemmelser i lokalplaner.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutningstema
Forslag til lokalplan for fjernvarmecentral på Bodøvej, skal godkendes til offentlig høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget at godkende,
- at forslag til lokalplan 695, fjernvarmecentral Bodøvej sendes i 4 ugers offentlig høring
- at der ikke afholdes borgermøde i høringsperioden.
Sagsfremstilling
Den 13. august 2024 blev der igangsat planlægning for udvidelse af Svendborg Fjernvarmes fjernvarmecentral på Bodøvej, med henblik på at muliggøre en udvidelse og energieffektivisering af Svendborg Fjernvarmes fjernvarmeproduktion.
Forslag til lokalplan 695 giver mulighed for, at Svendborg Fjernvarme kan udvide og energieffektivisere fjernvarmeproduktionen. Lokalplan 695 muliggøre bl.a., at der kan etableres en ny varmepumpe, op til 4 akkumuleringstanke, energioptager til varmepumpe, batterianlæg, transformerstation samt solenergianlæg til egenproduktion. Derudover udlægger lokalplanen et område til etablering af nedsivningsbassin til håndtering af regn- og kondensvand.
Udvidelsen af fjernvarmecentralens anlæg medfører, at der i dele af lokalplanens område gives mulighed for en terrænregulering i +/- 4 meter.
Der er udarbejdet støjrapport, der viser, at den forventede støj fra fjernvarmecentralens anlæg overholder Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj.
Forslag til lokalplanen giver mulighed for, at der kan etableres en energioptager i lokalplanens nordvestlige hjørne. Den afkølede luft fra energioptageren kan i perioder med temperaturer omkring frysepunktet øge risikoen for glat føre på vej- og stiarealer ved Odensevej. Dette kan medføre behov for øget vintertjeneste i form af hyppigere saltning og eventuelt permanent opsætning af advarselstavler for glat føre.
Forslag til lokalplan 695 er omfattet af kommuneplanramme 03.01.T2.759. Den eksisterende lokalplan 291 aflyses i sin helhed ved vedtagelsen af forslag til lokalplan 695.
Miljøscreening
I forbindelse med udarbejdelse af forslag til lokalplan og kommuneplantillæg er der gennemført en miljøscreening som konkluderer, at forslagene ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet.
Høring og borgermøde
Jf. Planloven skal forslaget i minimum 4 ugers offentlig høring. Det indstilles, at der ikke afholdes borgermøde i forbindelse med høringen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den afkølede og fugtige luft fra energioptageren kan i perioder med temperaturer omkring frysepunktet øge risikoen for glat føre på vej- og stiarealer. Dette kan medføre behov for øget vintertjeneste i form af hyppigere saltning og eventuelt permanent opsætning af advarselstavler for glat føre.
De eventuelle merudgifter til øget vintertjeneste på Odensevej og cykelstierne anslås til ca. 15.000 kr. årligt. Udgiften foreslås afholdt på den eksisterende driftskonto for vintertjeneste på offentlige veje, stier og fortove. Det vil dog kunne medføre et merforbrug på kontoen, som konsekvens af lokalplanlægning for området.
CO2-Konsekvensvurdering
Projektet forventes at reducere brændselsforbruget, forbedre energieffektiviteten og ændrer varmeproduktionen til vedvarende energikilder, hvilket samlet set bidrager til at reducere CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Planloven.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.