Økonomiudvalget
Dagsorden • 9. september 2025 kl. 15.30
Indhold
Beslutningstema
Budgetforslag 2026 og overslagsårene 2027-29 samt takstoversigt til Kommunalbestyrelsens 1. behandling.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at:
- Direktionens budgetforslag lægges til grund for Svendborg Kommunes budget 2026 og overslagsårene 2027-29 og fremsendes til Kommunalbestyrelsens 1. behandling.
- Vedlagte forslag til takster for 2026 fremsendes til Kommunalbestyrelsens 1. behandling
- Fristen for fremsendelse af ændringsforslag fastsættes til mandag den 22. september 2025 kl. 23.59.
Sagsfremstilling
Teknisk budget 2026-29:
Grundlaget for budget 2026-29 til 1. behandlingen tager afsæt i det tekniske budget 2026-29, som Kommunalbestyrelsen fik præsenteret på budgetseminaret den 26. august 2025. Det tekniske budget 2026-29 overholder den økonomiske politiks målsætninger. I forhold til KL’s vejledende ramme for bruttoanlægsudgifter er denne overskredet med ca. 60 mio. kr.
Forventede skatte- og tilskudsindtægter er baseret på statsgaranti, og indtægter fra skat og grundskyld er budgetlagt ud fra uændret skatteprocent og grundskyldspromille.
Selv om der i budgettet er taget højde for kendte merudgifter, er der fortsat en række risici, der kan true budgettet. Bl.a. er 3 mia. kr. af statens tilskud betinget af, at kommunerne under ét overholder servicerammen, og 1 mia. kr. er betinget af, at kommunerne ligeledes overholder den aftalte anlægsramme.
I 2026 udviser det tekniske budget 2026-29 herefter en forøgelse af likvide aktiver på 50.083.000 kr. Resultatet af ordinære driftsvirksomhed udviser et overskud på 299.415.000 kr., budgetlagt lånoptagelse på 68.775.000 kr., samt finansforskydninger med 23.756.000 kr., som skal medgå til finansiering af anlægsudgifter på 220.456.000 kr. og afdrag på lån på 121.407.000 kr.
Forventede indtægter fra indkomstskat og udligning er baseret på valg af statsgaranti for 2026. I forbindelse med 2. behandling af budgetforslaget skal der tages særskilt stilling hertil.
Indtægtsbudgettet i det foreliggende udkast hviler på følgende forudsætninger:
- at udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat i 2026 fastsættes til 26,30 procent. (uændret i forhold til 2025)
- at grundskyldpromillen for øvrige ejendomme fastsættes til 8,8 som er den maksimale grundskyldpromille for årene 2026-2029 jf. Lov om ejendomsskat
- at grundskyldpromillen for produktionsjord fastsættes til 7,2 svarende til den maksimale grundskyldpromille for produktionsjord for årene 2026-2029 jf. Lov om ejendomsskat.
- At der opkræves dækningsafgift af offentligt ejede ejendomme (kommunens egne ejendomme undtaget) svarende til det beløb, som blev opkrævet for 2025.
Det oplyses desuden, at den kirkelige udskrivningsprocent som udgangspunkt fastsættes til 1,02 procent (uændret fra 2025). Beslutning om eventuel ændring meddeles af Provstiet inden 2. behandling af budgettet.
Fristen for fremsendelse af ændringsforslag til budgettets 2. behandling i Økonomiudvalget den 1. oktober 2025 fastsættes til mandag den 22. september 2025 kl. 23.59. Ændringsforslag skal ske på særskilt bilag til resultatoversigten, som fremsendes til Staben.
Takstoversigt
Med udgangspunkt i det tekniske budget, som ligger til grund for budgetnotatet, er der udarbejdet forslag til takster for 2026. Taksterne fremgår af vedlagte bilag.
Taksterne er beregnet på baggrund af det tekniske budget, og som følge af budgetændringer i forbindelse med kommende budgetforhandlinger, vil der være ændringer i taksterne. Det skal bemærkes, at indtægtsbudgetterne altid fremskrives i det tekniske budget, uanset hvordan de faktuelle takster justeres/ændres.
Direktionens forslag til 1. behandling:
Jf. budgetproceduren skal direktionen komme med udkast til budget 2026-29 i økonomisk balance, og som fremsendes til 1. behandling af budgettet.
Kommunen har fået tilsagn om lån fra den ordinære lånepulje på 12,0 mio. kr., som ikke er indarbejdet i direktionens forslag.
Svendborg Kommune har fået afslag på ansøgning om særtilskud, samt ansøgning om lånetilsagn til vanskeligt, stillede kommuner.
I forslaget, som fremgår af resultatoversigt 1, er anlægsbudgettet reduceret med 60 mio. kr., dels i form af administrationens faglige vurdering af urealiserbare anlæg i 2026 med periodisering til 2027 med i alt 40,7 mio. kr. Under anlæg er der ligeledes indarbejdet en negativ restpulje på 19,3 mio. kr. i 2026, hvorefter 2026 er i balance i forhold til KL’s vejledende anlægsramme. Periodiseringen medfører ændring i lånoptagelse årene imellem, som ligeledes er indarbejdet.
Forslaget er i økonomisk balance set i forhold til KL’s vejledende rammer for henholdsvis service- og anlægsudgifter. Forslaget overholder desuden målsætningerne i kommunen økonomiske politik. Dette skal dog ses i sammenhæng med, at afledte udgifter vedr. demografi, tværgående temaer på folkeskoleområdet samt fremsendte budgetønsker fra fagudvalgene ikke er indarbejdet i forslaget.
Direktionen har udarbejdet en budgetoversigt, såfremt det politisk besluttes at indarbejde direktionens opmærksomhedspunkter, som ligeledes fremgår af notatet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser fremgår af direktionens forslag til 1. behandling, som er vedlagt sagen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ej vurderet
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutningstema
Orientering om det forventede regnskab 2025 på baggrund af koncernrapporten pr. 31. juni 2025, tillægsbevilling samt status på budgetforlig 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget,
- At rapporten tages til efterretning
- At set i lyset af udviklingen i det forventede regnskab vedr. serviceudgifter anbefaler direktionen, at der fortsat arbejdes med tiltag til forbedring af det forventede regnskabsresultat vedr. serviceudgifter på de udfordrede områder frem mod det endelige regnskab.
- At der i forbindelse med koncernrapporten pr. 30.6.2025 rejses en fælles tillægsbevillingssag på 0,47 mio. kr., som tilføres puljen til regnskabsafslutningen, hvor endelig udmøntning afklares.
Sagsfremstilling
Det forventede regnskabsresultat udviser et likviditetsmæssigt overskud på 23,5 mio. kr., hvilket er 4,9 mio. kr. lavere end pr. 31. marts 2025. Det ordinære driftsresultat er faldet med 22,5 mio. kr. i forhold til forventningerne pr. 31. marts 2025, som primært kan henføres til, at midtvejsreguleringen 2025 medfører at kommunens skal tilbagebetale netto 22,5 mio. kr.
Geopolitiske og finansielle usikkerheder
De aktuelle geopolitiske og finansielle faktorer på verdensplan kan påvirke det forventede regnskabsresultat i negativ retning. Den nuværende situation om verdenshandlen kan påvirke beskæftigelsen, herunder udgifter til forsikrede ledige, som dog forventes kompenseret via kommuneaftalen. Tilsvarende vil nuværende finansielle uro kunne påvirke afkastet af kommunens investeringer. Jf. kommunens finansielle strategi må der investeres maks. 25 % i aktier, hvor kommunen pt. har investeret 20 %.
Skole og Uddannelse
På området forventes et merforbrug på 22,5 mio. kr. Hvis de forventede merudgifter i forbindelse med elever fra Ukraine på 3,8 mio. kr. dækkes, vil det forventede merforbrug være på 18,7 mio. kr.
Merforbruget kan primært henføres til segregerede elever på 16,6 mio. kr., som følge af et stigende antal segregerede elever, samt 3,8 mio. kr. vedr. mellemkommunale betalinger. I Skole og Uddannelse er der iværksat flere tiltag, som skal medvirke til at finde nye løsninger med lavere udgifter til følge. Desuden er der skoler med underskud, der via handleplaner reduceres de kommende år.
Familie, Børn og Unge
Under Familie, Børn og Unge forventes en mindreudgift på 3,8 mio. kr. vedr. serviceudgifter, og et merforbrug på 5,0 mio. kr. under overførselsudgifter – netto en merudgift på 1,2 mio. kr. Der har gennem en længere periode været igangsat en række handlinger med henblik på at reducere tidligere års merforbrug, herunder omkostningsoptimere på tværs af Familie, Børn og Unge.
Socialområdet
På socialområdet forventes et merforbrug på 8,3 mio. kr., som fordeler sig med en merudgift på 6,5 mio. kr. på socialafdelingens myndighedsafdeling og en mindreudgift på 2,4 mio. kr. på bo- og dagområdet. Fra overførselsudgifterne fragår statsrefusion vedr. særligt dyre enkeltsager, idet der på en række enkeltsager under myndighedsafdelingen har været et fald i udgifterne. Dette skyldes primært, at borgere i øjeblikket er placeret på objektivt finansieret tilbud. Den manglende statsrefusion udgør 4,2 mio. kr. og er således medvirkende til, at det samlede resultat for Socialområdet udviser et merforbrug på 8,3 mio. kr. Budgetopfølgningen på Socialområdet er samlet set forværret med 5,1 mio. kr. ift. 31/3 2025.
Anlæg
Ved udarbejdelse af det forventede regnskab er indarbejdet periodisering af anlægsbudgettet 2025, som blev fremlagt på anlægsseminaret den 29. april 2025. Det forventende regnskab 2025 er erfaringsmæssigt højt først på året, hvorfor det formentlig vil blive lavere, men ellers udfordrende for likviditeten.
Kommunens vejledende brutto anlægsramme for 2025 udgør 168 mio. kr., hvor det forventede regnskab udgør 182,8 mio. kr. ekskl. udgifter til ældreboliger, som holdes uden for rammen. Selvom en evt. overskridelse af den samlede anlægsramme for kommunerne under ét ikke er forbundet med sanktion i forbindelse med regnskabsafslutningen, vil en evt. overskridelse indgå i ministeriets samlet vurdering af kommunernes regnskab 2025.
Direktionens anbefaling:
Økonomiudvalget har besluttet, at rammestyringen udmøntes ved at evt. merudgifter inden for et budgetområde søges finansieret indenfor det pågældende fagudvalg. Evt. merudgifter ved regnskabsafslutningen inden for fagudvalget overføres til fagudvalget til efterfølgende regnskabsår.
Set i lyset af udviklingen i det forventede regnskab vedr. serviceudgifter anbefaler direktionen, at der fortsat arbejdes med tiltag til forbedring af det forventede regnskabsresultat vedr. serviceudgifter på de udfordrede områder frem mod det endelige regnskab.
Direktionen anbefaler ligeledes, at der i forbindelse med koncernrapporten pr. 30.6.2025 vil blive rejst en fælles tillægsbevillingssag, som medfører et provenu på 0,5 mio. kr., som tilføres puljen reserveret regnskabsafslutningen, som herefter udgør 4,2 mio. kr. Tillægsbevillingen omfatter primært salg af Industrivej 10 og tilhørende vejforlængelse, som ikke bliver realiseret.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af vedlagte bilag
CO2-Konsekvensvurdering
Ej vurderet
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
Der blev i budgetforliget 2024 afsat driftsmidler til etablering af nyt plejecenter Sofielund. Byggeriet er imidlertid blevet forsinket og forventes først indflytningsklar i juli 2027. I overgangsperioden forsøges plejebehovet i første omgang håndteret gennem ibrugtagning af minimum 7-8 midlertidige boliger på plejecenter Caroline Amalie og øget hjemmepleje. De i budgetforliget afsatte driftsmidler til plejecenter Sofielund foreslås samlet i en pulje til at dække de midlertidige løsninger og finansiere eventuelle ekstraudgifter i forbindelse med den fysiske etablering af plejecenteret.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior,- Social og Sundhedsudvalget, at de anbefaler overfor Økonomiudvalget:
*at de beskrevne indsatser til håndtering af forsinkelser finansieres af de allerede afsatte driftsmidler til plejecenter Sofielund i 2026 og 2027.
* at midlerne samles i en pulje under ældreområdet til håndtering af det øgede plejeboligbehov i 2026 og første halvdel af 2027.
* at eventuelt overskud i puljen dækker eventuelle ekstraudgifter i forbindelse med den fysiske etablering af plejecenter Sofielund.
Sagsfremstilling
Beregninger af demografien på ældreområdet i Svendborg Kommune har vist et behov for yderligere 26 pleje- og demensboliger fra 2026. De ekstra pladser skal etableres på det kommende Sofielund plejecenter sammen med erstatningspladser for Caroline Amalielund plejecenter.
Byggeriet af Sofielund plejecenter er imidlertid forsinket med mere end et år som følge af konkurser og genudbud mv. Indflytning forventes først 01.07.27. Samtidig er Svendborg Kommune aktuelt udfordret på at have de nødvendige pleje- og demensboliger, og på at kunne overholde boligventelistegarantien.
Der skal derfor iværksættes tiltag i forhold til at imødekomme det øgede plejebehov frem mod 01.07.27. Tiltagene vil bestå af dels ibrugtagning af ledige ældreboliger på plejecenter Caroline Amalielund, der midlertidigt ommærkes til pleje- og demensboliger. Samtidig vil der være borgere, der vil være længere i eget hjem og få hjælp af hjemmeplejen, mens de venter på en pleje- og demensbolig. Tiltagene foreslås finansieret af de allerede afsatte driftsmidler til plejecenter Sofielund. Desuden foreslås overskud i puljen anvendt til at finansierer eventuelle ekstraudgifter i forbindelse med den fysiske etablering af plejecenteret.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der blev i budgetforlig 2024 afsat netto 10,9 mio. kr. i 2026 og 7,3 mio. kr. (med halvårseffekt) til driften af ekstra 26 pleje- og demensboliger på plejecenter Sofielund. Beløbene er omregnet til 2025-niveau. Midlerne foreslås anvendt til finansiering af tiltag, der kan imødekomme det øgede plejebehov i overgangsperioden, indtil plejecenter Sofienlund står indflytningsklar.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-09-2025
Anbefales.
Beslutningstema
Sag om ønsket driftstilskud fra ny privat juniorklub i Rantzausminde.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget drøfter sagen.
Sagsfremstilling
I forbindelse med ansøgning til en privat juniorklub er der frist pr. 1. marts. Fristen er sat for at der kan igangsættes rettidig proces blandt andet i forhold til afsøgning af økonomi til et eventuelt driftstilskud.
Initiativtagerne til Rantzausminde Juniorklub henvendte sig skriftligt til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget d. 7. august 2025 (vedhæftede dokumenter fra mailen er vedlagt i bilag) med henblik på, at udvalget kunne give dispensation, så Rantzausminde Juniorklub efter fristen kunne søge om at få bevilliget driftstilskud med opstart så hurtigt som muligt. Forud for dette har initiativtagerne været i kontakt med Skole og Uddannelse i deres undersøgelse af, hvad det kræver at starte en privat juniorklub.
Skole og Uddannelse har i Budget 2025 ikke afsat midler til tildeling af driftstilskud til en ekstra privat juniorklub.
Der er rettet henvendelse til Kultur og Fritid Stab vedrørende mulighed for tilskud jf. Folkeoplysningsloven § 2 stk. 2, nr. 2 om …”aktiviteter for børn og unge, herunder fritids- og ungdomsklubber, og eventuelt til aktiviteter for voksne, jf. kap. 5 om det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde”… Kultur og Fritid Stab har påbegyndt en afsøgning heraf. Til orientering er der ingen private juniorklubber i Svendborg Kommune, der modtager tilskud herfra.
Vilkår for etablering og drift af privat juniorklub
I dokumentet ”Vilkår for etablering og drift af Juniorklub i Svendborg Kommune” (vedlagt som bilag) er nedenstående kriterier blandt andet nævnt ved mulig etablering af en ny juniorklub:
- Fritidstilbuddet skal være åbent for alle børn i aldersgruppen.
- Fritidstilbuddet skal have minimum 20 børn, men der kan dispenseres for færre børn i opstartsfasen, dog max. det første år.
- Klubben skal samarbejde med de øvrige tilbud til børn og unge i Svendborg Kommune. Det forventes, at klubben indgår aktivt i det forebyggende og tværfaglige samarbejde.
- Lederen skal have en pædagogisk faglig baggrund.
- Minimumsnormering: én leder og én medarbejder.
- Det forudsættes, at initiativtagerne selv finder egnede lokaler, der opfylder de bygnings-, brand- og sundhedsmæssige krav.
Endelig, at kommunalbestyrelsen ikke uden videre er forpligtet til at indgå aftale med en privat leverandør, der ønsker at etablere og drive en privat fritidsklub.
Rantzausminde Juniorklub
En gruppe borgere i Rantzausminde ønsker at etablere en privat juniorklub for børn i 4.–6. klasse. Formålet er at skabe et trygt og meningsfuldt fritidstilbud i lokalområdet, som en naturlig forlængelse af børnenes tid i SFO. Ifølge bestyrelsen af den nyoprettede forening Rantzausminde Juniorklub har klubben bred lokal opbakning og bemandes i opstartsfasen udelukkende af frivillige voksne.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Tildelingen til private juniorklubber består af et grundtilskud til alle klubber, herudover gives et ekstra tilskud, hvis der er mere end 60 børn samt en ekstra tildeling pr. barn fra barn nummer 61 til 100.
Tilskud til private juniorklubber | 2025 |
Grundtilskud | 425.077 |
Ekstra tilskud hvis mere end 60 børn | 25.698 |
Tildeling pr. barn fra barn nr. 61-100 | 2.569 |
Der er ikke afsat midler til en ny privat juniorklub i Skole og Uddannelses budget. Der kan ikke peges på finansiering inden for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets ramme. Der afventes svar vedr. tilskud via Folkeoplysningsloven fra Kultur- og Fritidsudvalget.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Folkeoplysningsloven
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 03-09-2025
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget indstillede til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, at der bevilges finansiering til ansøgningen under forudsætning af, at kriterierne for etablering af en privat juniorklub er opfyldt.
Karl Magnus Bidstrup (A) var fraværende, hvorfor Astrid Ejlersen (A) deltog som suppleant.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Svendborg Kommune har modtaget tilsagn fra den statslige Kystpulje i to omgange til kystbeskyttelsesprojektet ved Søndre Havn – først i 2023 og senest den 1. september 2025. De to tilsagn udgør tilsammen 40 % af det støtteberettigede beløb til stormflodsbeskyttelse af Søndre Havn og Havnepladsen.
Projektet er blevet vurderet af kommunens miljømyndighed med den konklusion, at projektet skal miljøvurderes. Det medfører en merudgift til ekstern rådgiverbistand.
Orienteringen gives med henblik på, at både statslige tilskud og den kommunale finansiering indgår i de kommende budgetforhandlinger for 2026.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget,
- at orienteringen tages til efterretning med henblik på at tilpasset anlægstema 2026-2029 for Stormflodsbeskyttelse af Søndre Havn og Havnepladsen indgår i de kommende budgetforhandlinger om kommunens anlægsbudget for 2026.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune arbejder med et kommunalt kystbeskyttelsesprojekt for Søndre Havn, som udgør første etape af handleplanen Den Blå Kant (vedtaget april 2023). Projektet skal beskytte havnen mod stormflodshændelser op til kote 2,5 meter og indgår som et centralt led i kommunens klimatilpasning.
Projektet har modtaget to tilsagn fra den statslige Kystpulje:
- I 2023: 7,587 mio. kr.
- I 2025: 16,745 mio. kr.
De to tilsagn udgør tilsammen 24,332 mio. kr., svarende til 40 % af de støtteberettigede anlægsudgifter.
De samlede projekt- og anlægsomkostninger er vurderet til 98 mio. kr. ekskl. moms. Hertil kommer udgiften på ca. 1 mio. kr. til ekstern rådgiver i forbindelse med miljøvurderingen.
Restfinansieringen skal findes gennem ejendomsejerbidrag og kommunale midler med mulighed for lånefinansiering.
Kommunens miljømyndighed har vurderet, at projektet er omfattet af Miljøvurderingsloven. Det er derfor besluttet at gennemføre en frivillig miljøvurdering, så processen kan forløbe parallelt med lokalplanarbejdet. Miljøvurderingen forventes at medføre en merudgift på 0,8-1,0 mio. kr. til rådgiverydelser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
- Statens tilskud: 24,335 mio. kr. (40 % af støtteberettigede anlægsudgifter).
- Merudgift til miljøvurdering: 0,8-1,0 mio. kr.
- Restfinansiering af kommunale anlægsmidler med mulighed for lånefinansiering.
- Justeret anlægstema 2026-2029 er vedlagt som bilag.
- Indtægt fra grundejerbidrag gennem bidragsfordeling kan ikke medregnes som projektfinansiering, da indtægten vil komme løbende over 25 år.
CO2-Konsekvensvurdering
Projektet forventes at medføre øget CO2-udledning i anlægsfasen. Omfanget er endnu ikke beregnet, men indgår i den videre projektering.
Lovgrundlag
- Kystbeskyttelsesloven
- Miljøvurderingsloven
- Planloven
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
Kommuner med færgeforbindelser til små øer modtager hvert år et tilskud fra staten til nedsættelse af taksterne for hhv. godstransport samt transport af biler og passagerer. Kommunalbestyrelsen skal godkende redegørelsen for anvendelse af de to tilskud samt anvendelse af det forhøjede generelle tilskud til kommuner med små øer. Redegørelserne er samlet i et indberetningsskema, som er vedlagt som bilag.
I forbindelse med den årlige redegørelse for anvendelse af tilskuddene til takstnedsættelser skal kommunen også redegøre for anvendelse af det forhøjede §20-tilskud.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Erhvervs- og Turismeudvalget overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefaler, at:
- Godkende redegørelserne for anvendelse af hhv. tilskud til nedsættelse af takst for godstransport og tilskud til nedsættelse af takst for biler og passagerer i 2024.
- Godkende redegørelsen for anvendelse af kommunens andel af det forhøjede § 20-tilskud til kommuner med små øer
Sagsfremstilling
Redegørelse for anvendelse af tilskud til nedsættelse af takster for passagerer og biler:
For 2024 har staten ydet et ordinært tilskud på 348.000 kr. til nedsættelse af taksten for passagerer og biler. Med Finansloven for 2024 blev det besluttet, at staten for perioden 2024-2027 yder et ekstra tilskud til nedsættelse af færgetakster på passagerområdet. Svendborg Kommunes andel af forhøjelsen udgjorde 180.000 kr. Der er desuden overført en restpulje vedr. tilskud for 2023 på 109.157 kr. Den samlede pulje har således udgjort 637.157 kr.
Tilskuddet er anvendt til nedsættelse af taksterne for gående passagerer samt cykler/knallerter på færgerne M/F Højestene (ruten Svendborg – Skarø/Drejø) og M/F Hjortøboen (ruten Svendborg – Hjortø). Der er ikke ydet tilskud til nedsættelsen af taksten for personbiler, fordi man ikke ønsker at bidrage til at forøge biltrafikken på øerne. Takstnedsættelsen har været gældende hele kalenderåret 2024 og der er ydet et tilskud på 37,5 % af normalprisen for billetkategorierne: ”Voksen” og ”Barn” samt 20,3 % for billetkategorien ”cykler/knallerter”. I perioden 29.6.2024-11.8.2024 (skolernes sommerferie) er der ydet et tilskud på 21,9 % for kategorierne: ”Voksen” og ”Barn” samt 20,3 % for ”Cykler/knallerter”.
I 2024 er der anvendt i alt 463.383 kr. til takstnedsættelser for gående passagerer og cykler/knallerter. Det tildelte tilskud for året 2024 er dermed ikke anvendt fuldt ud. Hovedårsagen til at det ikke har været muligt at anvende den samlede tilskudspulje for 2024 er at der har været et fald i antallet af gående passagerer i forhold til det forudsatte antal ved budgetlægningen for 2024. Antallet af gående passagerer er i 2024 faldet med 12 pct. for Skarø/Drejø-ruten og 18 pct. for Hjortø-ruten.
Der overføres således en restpulje på 173.774 kr. til anvendelse i 2025.
Redegørelse for anvendelse af tilskud til nedsættelse af takster for gods:
For 2024 har staten ydet et tilskud til nedsættelse af taksterne for gods og erhvervskøretøjer på 252.000 kr. Der er i 2024 givet en samlet takstreduktion på 364.214 kr. for billetkategorier omfattet af tilskuddet. Det konstateres derfor, at hele det tildelte tilskud for 2024 er anvendt.
Ovenstående redegørelser sammenfattes i et standardiseret skema, som skal indberettes til Sundheds- og Indenrigsministeriet. Skemaet ledsages af kommunalbestyrelsens påtegning. Skemaet er vedlagt (Bilag 1- Tilskud i 2024 til nedsættelse af færgetakster samt øvrige ø- og færgetilskud).
Tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud:
Jf. § 7 i ”Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer” (Bek. nr. 927 af 25.6.2025) påhviler det kommunalbestyrelsen i kommuner med mindre øer hvert år at redegøre for hvorledes kommunens andel af det forhøjede generelle tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner er anvendt i regnskabsåret.
Svendborg Kommunes andel af det forhøjede § 20-tilskud for 2024 udgør 1.152.000 kr. Det er jf. ordningen forudsat, at kommunen bærer en del af både drifts- og investeringsudgifterne ved færgetrafikken.
Anvendelsen af det forhøjede § 20-tilskud for 2024 er anført i vedlagte bilag (Bilag 2 – Anvendelse af det forhøjede § 20-tilskud).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagens økonomiske konsekvenser fremgår af sagsfremstillingen.
Det ikke forbrugte tilskud til nedsættelse af takster for passagerer mv. vil efter gældende praksis blive anvendt til nedsættelse af taksterne for 2025.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
§ 21 B stk. 1 i Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.
Bekendtgørelse nr. 926 af 28.6.2025 (bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer mv. til og fra visse øer.
Bekendtgørelse nr. 927 af 25.6.2025 (bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 13-08-2025
Anbefales.
Med henblik på at sikre at hele tilskuddet til nedsættelse af færgetakst bliver anvendt, ønsker udvalget at estimatet for antallet af solgte billetter med tilskud bliver mere præcist fremover.
Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (R). Jørgen Lundsgaard (R) deltog som suppleant.