Kultur- og Fritidsudvalget
Dagsorden • 1. september 2025 kl. 16.30
Indhold
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Beslutningstema
Budgetopfølgning for 2. kvartal 2025 på Kultur- og Fritidsudvalgets område.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Kultur- og Fritidsudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning.
Sagsfremstilling
Der er foretaget budgetopfølgning for kommunen for 2. kvartal. Forventningen på Kultur- og Fritidsudvalgets område indgår i den samlede Koncernrapport for 2. kvartal, som forelægges Økonomiudvalget den 9. september 2025.
Budgetopfølgningen for Kultur- og Fritidsudvalgets område viser et forventet mindreforbrug på 3,5 mio. kr., hvilket primært vedrører disponerede midler, som først anvendes i 2026. Der henvises til bilaget. Mindreforbruget er øget med 1,0 mio. kr. siden budgetfølgningen for 1. kvartal
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af bilaget.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes Styrelse.
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget godkender udkast til takster videresendes til den videre budgetproces.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Kultur- og Fritidsudvalget videresender det foreliggende udkast til takster indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets område til 1. behandlingen af budgettet.
Sagsfremstilling
Administrationen har udarbejdet udkast til takster til budget 2026.
Der forslås ingen ændringer på Bibliotekets område. Gebyrerne er senest revideret ifm. budget 2019 til det højst tilladte niveau, dog er skolebørn fra 0.-10. klasse fritaget for gebyr ved for sen aflevering.
Taksterne på Musikskolen er som udgangspunkt fremskrevet fra 2025 til 2026 med den af KL foreslåede prisfremskrivning reduceret med effektivisering i lighed med Svendborg Kommunes øvrige budgetposter.
Det skal bemærkes, at indtægtsbudgetterne altid fremskrives i det tekniske budget, uanset hvordan de faktuelle takster justeres/ændres.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af takstbladet.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes Styrelse.
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Orientering om status på implementeringen af Svendborg Kommunes Idrætspolitik og de politiske prioriterede udviklingsområder i Handleplanen.
Administrationen giver på mødet et overblik over igangværende og kommende indsatser under temaerne Idrættens rum og rammer, Idræt for alle og Idræt for børn og unge.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, at
- orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen vedtog i januar 2024 ”Idrætspolitik – Svendborg Kommune” på baggrund af indstillinger fra Folkeoplysningsudvalget og Kultur og Fritidsudvalget.
Politikken er en revision af den forrige politik ”Idræt i Svendborg – Idrætspolitik i Svendborg Kommune 2016-2022, der blev til på baggrund af en omfattende involverende proces.
Revisionen af den nye politik er også blevet til igennem en involverende proces med deltagelse af interesserede parter.
Politikkens overordnede vision er at understøtte mangfoldighed og kvalitet i idrætslivet med det formål at skabe fysisk og mental folkesundhed for alle borgere gennem:
- Inkluderende miljøer
- Bevægelsesglæde
- Fællesskab
- Personlig og idrætsmæssig udvikling
Implementeringen af visionen er delt på fem temaer, der ligeledes udgør politikkens opbygning:
-Idrættens rum og rammer
-Idræt for alle
-Professionel sport – sport som erhverv
-Idræt for børn og unge
-Bæredygtigt talentarbejde
Politikken blev siden fulgt op af en handleplan på baggrund af et samarbejde med Sport og Idræt i Svendborg (SIS) og med indstilling fra Folkeoplysningsudvalget. Handleplanen med politisk prioriterede udviklingsområder for årene 2025-2030, som danner rammen for administrationens og Folkeoplysningsudvalgets arbejde med implementeringen af politikken, blev vedtaget i Kultur- og Fritidsudvalget den 13. januar 2025.
Beslutningstema
Haludvalget og Folkeoplysningsudvalget har udarbejdet et forslag til en procedure for håndtering af anlægsønsker fra selvorganiserede, idræts- og foreningslivet, som blev præsenteret for udvalget på mødet den 11.august 2025. Udvalget skal tage stilling til, om forslaget kan godkendes som procedure.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, at
- Forslaget til procedure for håndtering af anlægsønsker fra selvorganiserede, idræts- og foreningslivet godkendes.
Sagsfremstilling
Anledning
Sport og Idræt i Svendborg (SIS), Haludvalget og Folkeoplysningsudvalget oplever et kontinuerligt behov for anlæg, tilbyg og ombyg af idræts- og foreningsfaciliteter med henblik på at sikre tidssvarende og attraktive faciliteter samt at matche borgernes behov.
Siden 2023 har der ikke været en procedure for behandling af anlægsprojekter fra idræts- og foreningsområdet.
Historik
I årene 2019-22 var det muligt for selvorganiserede, idræts- og foreningslivet at fremsætte anlægsønsker gennem facilitetsprocessen. Processen rammesatte beskrivelsen af ansøgernes anlægsønsker og gav ansøgerne adgang til at præsentere deres ønsker for både Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, hvorefter politikerne kunne prioritere eventuelle anlægstemaer i forbindelse med den kommunale budgetlægning.
Formålet med processen var at give selvorganiserede, idræts- og foreningslivet en lige og transparant adgang til det politiske niveau.
Svendborg Kommunes Økonomiudvalg besluttede at nedlægge facilitetsprocessen på mødet den 24. januar 2023, da der ikke var finansiering til nye anlæg.
Ny procedure for håndtering af anlægsønsker
Haludvalget og Folkeoplysningsudvalget afholdt den 11.juni 2025 en workshop med interessenter fra Sport og Idræt i Svendborg og Børne- og Ungdomsorganisationer i Svendborg (BUS) med henblik på at kvalificere en ny procedure for håndtering af anlægsønsker fra idræts- og foreningslivet.
Formålet med proceduren er, at:
- sikre en lige, effektiv og transparant adgang for selvorganiserede, idræts- og foreningslivet til fremsættelse af anlægsønsker
- give politikerne et kvalificeret redskab til prioritering af anlægsmidler
- understøtte og kvalificere behovet for en anlægspulje til selvorganiserede, idræt og foreningslivet.
Årshjul for ny facilitetsprocedure
Hele året | Nye ønsker kan indsendes |
Hele året | Administrativ vurdering - screening |
28. februar | Indsendte ønsker behandles i relation til kommende års budget |
Primo marts | Aktualitetsprioritering i SIS, HU og FOU. Forvaltningen udsender materiale |
Medio april | Aktualitetsprioritering sendes til Kultur- og Fritidsudvalget |
April - oktober | Eventuel projektpræsentation for KFU Politisk behandling i relation til kommende budget. |
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Etablering af en procedure har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser.
Proceduren støttes op af et anlægstema til budget 2026 på 2,0 mio. kr. om etablering af anlægspulje til faciliteter inden for idræt og bevægelse indstillet af Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 11. august 2025.
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Formand Hanne Ringgaard Møller påsætter ifølge initiativretten dette punkt til politisk behandling
med følgende tekst:
Besøg hos Fortuna Svendborg og SFB vedrørende opgradering af baner
Indstilling
Det indstilles
At KFU beder administrationen om at udarbejde en sagsfremstilling inclusive økonomiske beregninger med henblik på at etablere en kunststofbane ved SFB og Fortunas træningsområder ved Ryttervej
Sagsfremstilling
SfB og Fortuna Svendborg har inviteret borgmester Bo Hansen og formand for KFU til et kaffemøde i august måned. Den 12.08.25 blev besøget afholdt med information og ønsker fra foreningerne.
Foreningerne fortalte om de mange gode og spændende ting, der foregår på og udenfor banerne på Ryttervej og på Høje Bøge samt om klubbers udvikling, drømme og tiltag fremadrettet.
Begge klubber har over de seneste år oplevet stor fremgang i børne- og ungdomsfodbolden. Både på medlemssiden, men også i tilgangen og synet på bæredygtig talentudvikling og fodboldtilbud for alle, hvor begge klubber har investeret stort i de seneste år og fremadrettet vil gøre meget. Derfor talte klubberne om behovet for tidssvarende banefaciliteter og kapacitet på Svendborg Idrætscenter.
For nuværende er foreningerne særdeles presset i vinterhalvåret, hvor man må flytte mange børn og aktiviteter helt til Rantzausminde og Oure. Her kan foreningerne konstatere, at én (god men meget slidt) kunstgræsbane (suppleret af få timer i Midtbyhallen om lørdagen) til 860 medlemmer er svære betingelser at udøve udviklende, dannende og inkluderende foreningsliv på i vinterhalvåret.
Drøftelserne har ført til at formanden for KFU vil dagsordensætte mødets indhold på kommende KFU og bede udvalget om at tage stilling til udarbejdelse af en sagsfremstilling i forhold til en ny kunststofbane.
CO2-Konsekvensvurdering
At banerne der foreslås, skal være bæredygtige
Beslutningstema
Behandling af ansøgningerne fra Giant Steps, Folk for Folk og Borgerforeningen – Kulturhus Svendborg om honorarstøtte til koncerter i 2026.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Svendborg Kommune yder samme tilskud pr. klip som Statens Kunstfond 1.575 kr.
- Giant Steps bevilges honorarstøtte til 170 klip, i alt 267.750 kr.
- Folk for Folk bevilges honorarstøtte til 75 klip, i alt 118.125 kr.
- Borgerforeningen kan konvertere et beløb på 110.250 kr. fra driftstilskuddet til brug for honorarstøtte, svarende til 70 klip.
- Finansieringen sker fra Kulturpuljen i 2026.
Sagsfremstilling
Jazzforeningen Giant Steps søger tilskud til 170 klip
Folkemusikforeningen Folk for Folk søger tilskud til 75 klip
Borgerforeningen søger tilskud til 70 klip
Honorarstøtte er Statens Kunstfonds tilskudsordning til rytmiske spillesteder og musikforeninger. Honorarstøtte gives som tilskud til musikerhonorarer ved afholdelse af koncerter. Ordningen skal sikre udbredelsen af rytmiske koncerter af høj kvalitet i hele landet.
Svendborg Kommune har i flere år støttet de spillesteder og musikforeninger i kommunen, der har en kontinuerlig præsentation af rytmisk musik med professionel/kunstnerisk tyngde og som søger honorarstøtte. Den politiske beslutning har hidtil været, at den kommunale bevilling sker efter statens regler, og at Svendborg Kommunes tilskud efterfølgende justeres til samme beløb, som Statens Kunstfond måtte bevilge. Akkurat som også andre kommuner gør det.
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for musik har den 13. august 2025 fremsendt orientering til kommunerne om størrelsen på det såkaldte klip til brug for honorarstøtte i 2026, samt betingelserne for statslig støtte. Projektstøtteudvalget for musik har evalueret ordningen for honorarstøtte til rytmiske spillesteder og valgt at justere støtten, så den statslige støtte – sammen med den kommunale støtte – i 2026 udgør 3.150 kr. pr. optrædende musiker.
Klippet er fastsat til 1.575 kr. pr. musiker. En forhøjelse på 20% ift. sidste år.
Stigningen i honoraret er et udtryk for, at Projektstøtteudvalget gerne vil støtte et højt kunstnerisk niveau på spillestederne. Den ændrede honorarstøtte testes i en toårig periode og vil blive evalueret løbende af udvalget og relevante interessenter.
For at få statslig støtte i 2026 skal et rytmisk spillested/musikforening som minimum modtage et kommunalt tilskud på 30 klip svarende til 47.250 kr.
Beløbet skal være øremærket til honorarstøtte.
Der skal afholdes minimum 10 koncerter, tages entré, være offentlig adgang og musikerne skal som minimum honoreres tarifmæssigt.
Musikudvalget finder, at alle ansøgere opfylder kriterierne for honorarstøtte og anbefaler samtlige ansøgere til honorarstøtte med følgende specifikke udtalelser:
Musikudvalget finder, at alle ansøgere opfylder kriterierne for honorarstøtte, og at de tre ansøgere er med til at dækket det rytmiske musikliv i byen. Der er tilbud lige fra jazz, world, folk, mainstream og vækstlag.
Musikudvalget finder, det er et fantastisk udbud i en by af Svendborgs størrelse. De tre spillesteder er hver på deres måde en vigtig brik af kommunens blomstrende musikliv, og er i kraft af deres aktiviteter og udvikling en forudsætning for kommunens musikprofil.
Alle ansøgere understøtter kommunens kulturløfte.
Musikudvalget anbefaler samtlige ansøgere til honorarstøtte med følgende specifikke udtalelser:
Giant Steps
Udvalget anbefaler støtte som ansøgt. Giant Steps er en unik forening og musikfagligt en stor perle, der i høj grad lever op til kriterierne for honorarstøtte. Giant Steps er anerkendt både i nationale og internationale jazzkredse såvel som lokalt. Foreningen har et højt aktivitetsniveau og en musikprofil, hvor alsidighed, kvalitet, et højt kunstnerisk niveau og det nyskabende er fremtrædende – et bemærkelsesværdigt engagement efter 25 år på banen. Flytningen til SIMAC har også givet et markant løft til selve koncertafviklingen. Samtidig søger foreningen til stadighed at udvikle sine tiltag for vækstlaget.
Folk for folk
Udvalget anbefaler støtte som ansøgt. Foreningens kunstneriske niveau ligger som vanligt særdeles højt indenfor sin genre, og foreningen præsenterer hele spændvidden i folkemusikken, fra traditionel til ny musik og fra lokalt til international musik. Foreningen har opbygget en ånd, der gør stedet til et unikt sted indenfor sin genre - ikke kun i Svendborg men også på nationalt plan. Det er udvalgets vurdering, at foreningen rækker langt ud over, hvad der almindeligvis kan forventes af en folkemusikforening. Ønsket om flere klip vurderes som en positiv ambition om, at foreningen vil satse på lidt større ensembler.
Borgerforeningen
Udvalget anbefaler støtte som ansøgt. Borgerforeningen har en god bevidsthed om at være Svendborgs store mainstream spillested og udfylder denne rolle godt i relation til byens musikliv. Musikudvalget finder, at Borgerforeningen udbyder arrangementer af høj kvalitet, og er en væsentlig medspiller i forhold til det lokale musikliv. Der er stor anerkendelse fra udvalget til, at Borgerforeningen sikrer store musiknavne til byen. Det anerkendes også, at en kulturinstitution som Borgerforeningen udover koncerttilbud, vælger at satse på tiltag, der er med til at højne Svendborgs kulturelle niveau.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den samlede udgift til honorarstøtte i 2026 udgør 496.125 kr. Honorarstøtte til Borgerforeningen på 110.250 kr. kan finansieres via det kommunale driftstilskud ved en konvertering og honorarstøtte til hhv. Giant Steps og Folk for folk på i alt 385.875 kr. kan finansieres af Kulturpuljen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
Beslutning af venue for Prisfesten 2026 på baggrund af tre undersøgte lokationer.
Indstilling
Direktionen indstiller, at:
Kultur- og Fritidsudvalget godkender administrationens anbefaling af Rundbuehallen som venue for Prisfesten 2026.
Sagsfremstilling
Udvalget har på deres møde d. 5. maj 2025 i forbindelse med Evaluering af Prisfesten 2025 bedt administrationen om at undersøge mulige lokationer for Prisfesten 2026. Følgende tre er undersøgt:
1) Rundbuehallen, Frederiksø
Kapacitet: 900 stående
Pris for leje excl. borde og stole: max. 9000 kr. + forbrug
Fordele | Ulemper |
Signalerer både sport, kultur og musik | Der skal lejes scene, lyd, lys og stole |
Spændende muligheder for afvikling og iscenesættelse af flere rum i rummet samt afterparty på Frederiksø | Der er ikke umiddelbart et velegnet lokale til evt. reception |
Den rå bygning skaber en unik stemning, der viser hvad Prisfesten er, og som kan tiltrække et yngre publikum | Begrænset backstage kapacitet |
Forplejning/catering må medbringes |
|
Gode muligheder for indkøb af total løsning på teknik- og lyspakke |
|
God plads til ankomst |
|
2) Svendborg Idrætscenter (gl. idrætshal)
Kapacitet: 500 siddende på halgulvet ved runde borde
Pris for leje excl. borde og stole: 4000 kr.
Fordele | Ulemper |
God plads til borde og stole på halgulvet og brug af den eksisterende scene (kukkassen) | Tribune kan ikke benyttes pga. stor afstand til scene |
Der er en scene i faciliteten (kukkassen) | Udfordringer med lyssætning |
Idrætscentrets personale kan stå for opsætning af stole og borde | Signalerer ikke kultur |
Let adgang til stedets catering | Bundet til at købe catering på stedet |
God plads til ankomst | Sværere at iscenesætte den rette stemning |
Velegnede lokaliteter til reception | Der skal lejes scene, lyd, lys og stole |
Gode backstage faciliteter |
|
3) Koncerten, Ollerup Efterskole
Kapacitet: 430 siddende på rækker
Pris for leje incl. stole: 10.000 kr.
Fordele | Ulemper |
Velegnet scene til finkultur indslag | Begrænset backstage kapacitet i selve Koncerten |
Der er stole og scene inkluderet i leje | Signalerer ikke idræt |
Der er nem og billig adgang til stedets lyd- og lysanlæg. | Foyer er ikke stor nok til antal publikum |
| Ikke umiddelbart et velegnet lokale til reception |
| Ikke tiltrækkende for et yngre publikum |
Administrationens anbefaling:
På baggrund af ovenstående vurdering af fordele og ulemper anbefaler administrationen Rundbuehallen som venue for Prisfesten 2026.
Rundbuehallen vurderes at have et udtryk, der mere ligeværdigt kan iscenesætte både idræt og kultur. Et yngre publikum vil tiltrækkes af de mere rå og unikke rammer som Rundbuehallen er, og lokationen vil give mulighed for at skabe en mere spændende stemning for afvikling af prisfesten. Der var mange positive tilbagemeldinger, da den første fælles Prisfest på tværs af kultur, idræt og spejder fandt sted i Rundbuehallen i 2019.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i 2026 et fast kommunalt rammebeløb på 90.000 kr. plus uforbrugte midler på 13.823 kr.
Derudover forventes økonomisk bidrag som hidtil fra SIS på 30.000 kr. og FOU på 50.000 kr.
Alle tre venues vil kunne finansieres inden for den kendte ramme.
Budgettet for Prisfesten har hidtil været på 300.000 kr. Et samlet budget for Prisfesten 2026 vil først kunne udarbejdes, når venue kendes.
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Svendborg Bibliotek ønsker at bidrage til Danmarks Største Vælgermøde ved at invitere til fyraftensarrangement om Folkebibliotekets rolle i det nære fællesskab med oplæg og modereret samtale mellem borgere og politikere.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- udvalget drøfter sagen.
Sagsfremstilling
Danmarks Biblioteksforening har taget initiativ til at samle landets biblioteker til Danmarks Største Vælgermøde den 27. oktober kl. 17-19 som optakt til KV25 og som understregning af biblioteket som rammen om den demokratiske samtale.
Biblioteksforeningen opfordrer dermed alle landets biblioteker til at afholde vælgermøde samtidig, så bibliotekerne kan invitere borgere og politikere til Danmarks største vælgermøde på det lokale biblioteket den 27. oktober 2025 kl. 17-19.
Danmarks Biblioteksforening ønsker med Danmarks største vælgermøde at sætte fokus på den demokratiske samtale og understrege nødvendigheden af en styrket deltagelse i folkestyret.
Svendborg Bibliotek vil på vælgermødet sætte en demokratihistorisk ramme med et oplæg om bibliotekets rolle i dansk demokratiudvikling og debatkultur v. biblioteksforsker Casper Hvenegaard Rasmussen. Efter oplægget åbnes der for spørgsmål og samtale mellem borgere og politikere om bibliotekets rolle i lokalsamfundet nu og i fremtiden. Samtalen planlægges modereret af en ekstern moderator.
Se mere om Danmarks største vælgermøde på https://db.dk/danmarks-stoerste-vaelgermoede-2025/
Administrationens bemærkninger
På gruppeformandsmøde den 18. august drøftede man, hvorvidt kommunens institutioner kan arrangere vælgermøder. Der var enighed om, at sagen skulle behandles på det kommende økonomiudvalgsmøde.
Økonomiudvalget besluttede på mødet den 19. august 2025, at kommunens institutioner på eget initiativ kan arrangere vælgermøder. idet det samtidig henstilles til institutionerne, at man overvejer værdien af vælgermøderne i forhold til institutionernes formål, og idet man tilstræber, at der sikres bred og ligeværdig politisk repræsentation ved vælgermøder. Udgiften skal afholdes inden for institutionens økonomiske ramme.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgiften ved bibliotekets deltagelse i Danmarks Største Vælgermøde afholdes inden for bibliotekets økonomiske ramme.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kultur- og fritidsudvalget
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen godkendte den 19. marts 2024 Udviklingsplan for Fyn og Øerne, ”Sammen er vi stærkere”. Heri lå også beslutningen om udarbejdelse af fem strategisk-fysiske udviklingsplaner, hvoraf Geoparkens er den ene. Planen foreligger nu til endelig godkendelse og vil derefter danne grundlag for det videre arbejde.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At godkende den Strategisk Fysiske Udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Erhvervs- og Turismeudvalget,
- At den Strategisk Fysiske Udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav tages til efterretning
Sagsfremstilling
I 2023/2024 udarbejdede de fynske kommuner i regi af Destination Fyn en fælles udviklingsplan med det overordnede formål at skabe grundlag for et markant løft af turismen på Fyn og Øerne frem mod 2030. Udviklingsplan for Fyn & Øerne blev udført i et samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania.
Planen er mere end en turismestrategi, idet formålet er at bygge bro mellem de turisme- og planstrategiske perspektiver. For at sikre, at principperne i udviklingsplanen hurtigt kunne udmøntes i konkrete tiltag, der kan styrke Fyn og Øerne, blev der parallelt med færdiggørelsen og offentliggørelsen igangsat fem åbningstræk. Åbningstrækkene er fem strategisk-fysiske udviklingsplaner, hvoraf den for Geopark Det Sydfynske Øhav er den ene.
Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Geoparken er, i lighed med den overordnede udviklingsplan, støttet af Dansk Kyst- og Naturturisme, Realdania og Destination Fyn, men gennemført af Geopark-sekretariatet.
Selve udviklingsplanen er udarbejdet af NIRAS i samarbejde med Norrøn og Line Wagner Consult, som i den forbindelse har stået for afholdelse af tre workshops med deltagelse af interessenter i form af aktører, lodsejere og kommunale medarbejdere. Desuden har der været nedsat en styregruppe og en arbejdsgruppe med repræsentation fra de fire kommuner, Naturstyrelsen, Destination Fyn og Dansk Kyst- og Naturturisme. Geoparkens bestyrelse er løbende er blevet orienteret om arbejdet.
Nu foreligger den endelige strategisk-fysiske udviklingsplan, og der er ligeledes udarbejdet forslag til et koncept for wayfinding for Geoparken. I processen er der desuden udarbejdet to delrapporter – ”Strategisk potentialeanalyse” og ”Vision og strategisk afsæt”. Begge delrapporter indgår i den endelige rapport, ligesom wayfinding konceptet er illustreret i de enkelte potentialeplaner.
Den Strategisk Fysiske Udviklingsplan er delt i 3 sektioner:
- Første sektion: Vision, mål og strategi
Sektionen indeholder en gennemgang af de visioner, der har dannet afsæt for processen, og de målsætninger, der er formuleret undervejs. Derudover introduceres fire målgrupper med særligt potentiale, ligesom otte strategiske indsatsområder præsenteres.
- Anden sektion: Planlægning
Sektionen introducerer Geopark-området inddelt i anvendelseszoner baseret på metoden ”Længe Leve Landskabet”. Anvendelseszonerne indikerer potentialerne for planlægning af tiltag i forhold til områdernes sårbarhed, karakter og oplevelsesværdi. I stor skala angives principper for og forslag til udvikling af en sammenhængende rekreativ infrastruktur og et tydeligt formidlingshierarki på tværs af Geoparken. Med afsæt i 10 udpegede oplevelsesområder med særligt potentiale for udvikling af geoturisme zoomes der herefter ind på seks udvalgte områder:
- Det Sydfynske Øhav
- Den Sydfynske Højderyg
- Svendborg Sund og Svendborg Geohavnepark
- Gudmekongens Land, Damestenen og Klintholm Kalkgrave
- Sydlangeland
- Spidsen af Ærø
For hvert område præsenteres en selvstændig potentialeplan, som giver konkrete forslag til, hvordan områdernes stedbundne potentialer kan udfoldes og skabe grundlag for nye attraktioner og oplevelser for både lokale og turister. Det tre første potentialeplaner, "Det Sydfynske Øhav" og "Den Sydfynske Højderyg" og ”Svendborg Sund og Svendborg Geohavnepark”, vil involvere Svendborg Kommune.
- Tredje sektion: Fra plan til realisering
Den sidste sektion giver på overordnet niveau forslag til, hvordan den strategisk-fysiske udviklingsplan kan realiseres, dels på et tværkommunalt niveau med fælles strategiske indsatser, dels i form af lokale udviklingsforløb for hver af de seks potentialeplaner.
Planen blev gennemgået på Kommunalbestyrelsens temamøde den 20. maj 2025 og planen fremlægges hermed til godkendelse som udgangspunkt for det videre arbejde.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Mulige projekter i forbindelse af planen vil blive forelagt politisk, som konkrete projekter. Økonomi i forbindelse med realisering vil indgå i fremtidige budgetønsker og prioriteringer.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant på nuværende tidspunkt
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutningstema
Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse lejer i dag en del af Frederiksø 16C, som blandt andet indeholder et stort lokale, som har anvendelseskategori af depot.
Foreningen ønsker at omdanne depotrummet til en boulderhal, hvilket forventeligt vil kræve en flugtvej ud fra lokalet. En flugtvejsløsning kan blandt andet være en ny brandtrappe på ydersiden af bygningen ud mod Udrustningskajen.
Førend foreningen begynder at søge fonde mv. til at omdanne depotrummet til boulderhal, vil det kræve en politisk godkendelse af, at der kan ske bygningsmæssige ændringer samt ændringer i lejekontrakten.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At principgodkende ændring af anvendelseskategori fra depot til ophold
- At principgodkende opsætningen af en brandtrappe på Rundbuehallen
- At godkende en lejekontrakt på markedsvilkår med en 10-årig uopsigelighedsperiode fra kommunens side
- At bemyndige administrationen til at indgå lejekontrakt på markedsvilkår med Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse
- At bemyndige administrationen til at udstede fuldmagt til Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse til brug for byggetilladelse mv.
Sagsfremstilling
Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse råder i dag over et lejemål på Frederiksø 16C, som for nuværende er en del af partnerskabsaftalerne i de kommunale lejemål på Frederiksø.
Foreningen har et ønske om at omdanne en del af lejemålet til en boulderhal. Det påtænkte lokale er i dag godkendt til depotrum, og således ikke til personophold. Hvis lokalet omdannes til boulderhal, vil det kræve en ny byggetilladelse. I den forbindelse vil der bl.a. blive stillet krav om at sikre tilstrækkelige flugtvejsmuligheder. Foreningen har indhentet tilkendegivelser fra Kammerateriet og Svendborg Event i forhold til opsætning af en brandtrappe på Rundbuehallens vestlige side ud mod Udrustningskajen. Begge har givet positive tilkendegivelser omkring projektet.
Ud fra et planfagligt perspektiv vurderer administrationen, at det anbefales at projektet videreudvikles med en fireløbstrappe, idet der herved vil være mulighed for at holde trappen inden for det facademodul, som en kommende boulderhal ligger indenfor. Løsningen indebærer, at selve Rundbuehallens hovedfacade ikke tildækkes. Fireløbstrappen skal tilpasses således, at der er fri passage ind til de offentlige toiletter i stueetagen. Det er en forudsætning for den planfaglige accept, at der arbejdes med en fireløbstrappe med rundede reposer og en bemaling, hvorved der opnås en visuel samhørighed med den trappeløsning der er valgt for brandtrappen på Administrationsbygningen på Frederiksø 4A.
Det skal bemærkes, at Rundbuehallen er bevaringsværdig i kategori 2, hvilket betyder, at bygningen har stor værdi for kulturarven og at der er særlige krav til ændringer og renoveringer.
Det skal bemærkes, at der i forbindelse med etablering af nyt Stålhallen Teater på Frederiksø skal udarbejdes en ny lokalplan for området, hvilket kan have indvirkning på projektet.
I det foreningen vil skulle afholde den samlede udgift har de en række forudsætninger forud for deres videre arbejde med projektet, herunder fondsansøgninger. Forudsætningerne er, at der er en godkendelse af at der indgås en lejekontrakt med en 10-årig uopsigelighedsperiode, og at det godkendes at der sker udvendige bygningsændringer.
Administrationen vurderer juridisk, at det på nuværende tidspunkt er muligt at foreningen tilbydes en lejekontrakt med en 10-årig uopsigelighed fra kommunens side. I så fald bør lejekontrakten være på markedsvilkår, herunder med sædvanlig markedsleje. Det skal særskilt bemærkes, at den del af bygningsmassen på Frederiksø, hvor foreningen har et lejemål, kan udlejes på markedsvilkår, jf. beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 4. december 2024.
Hvis det politisk godkendes, at der sker udvendige bygningsændringer samt at give tilsagn om en 10-årig uopsigelighedsperiode fra kommunens side, vil projektet efterfølgende blive forelagt til politisk godkendelse inden igangsættelse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune, idet foreningen selv skal afholde samtlige udgifter til projektet.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Styrelsesvedtægten
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Meddelelser og orientering til udvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
- Møde med Valdemars Slot dem 12.08.2025.
Udvalgsmedlemmer:
Direktøren:
Kommunikation: