Kommunalbestyrelsen
Dagsorden • 16. september 2025 kl. 17.00
Indhold
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsesmedlem Mette Kristensen (V) ønsker på vegne af Venstres kommunalbestyrelsesgruppe følgende optaget på kommunalbestyrelsens dagsorden den 16.09.2025:
”Forslag om løft af erhvervsområdet til Økonomiudvalget.
Baggrund:
Dansk Industri har netop offentliggjort analysen ”Lokal Erhvervsvenlighed 2025”, hvor Svendborg Kommune er faldet markant og nu er placeret som nr. 79 ud af 91 kommuner – den laveste placering blandt de fynske kommuner. Analysen peger særligt på udfordringer i dialogen med erhvervslivet og på områder som arbejdskraft og uddannelse. Det er en alvorlig advarsel, som bør føre til en politisk styrkelse af erhvervsområdet.
Derfor foreslår Venstre, at erhvervsområdet i den kommende valgperiode løftes fra det nuværende Erhvervs- og Turismeudvalg og placeres direkte under Økonomiudvalget. Dermed sikrer vi, at erhvervspolitikken får højest prioritet og behandles på samme niveau som øvrige centrale strategiske kerneområder.
Indstilling:
- Kommunalbestyrelsen beslutter, at erhvervsområdet fremover placeres under Økonomiudvalget med virkning fra den nye valgperiode.
Begrundelse:
- DI’s analyse dokumenterer, at Svendborg har væsentlige udfordringer på erhvervsområdet, som kræver øget politisk fokus og prioritering.
- En placering under Økonomiudvalget vil sikre, at erhvervspolitikken behandles med den nødvendige strategiske og tværgående tilgang.
- Erhvervslivet er fundamentet for kommunens velfærd gennem arbejdspladser og skatteindtægter.
- Mange andre kommuner vælger tilsvarende at placere ansvaret for erhvervspolitik under økonomiudvalget, det bør vi også gøre i Svendborg Kommune. ”
Beslutningstema
Oplysning fra Johan Weltzin Kristensen om lovligt forfald fra Kommunalbestyrelsen fra den 19. september til 20. oktober 2025.
Indstilling
Borgmesteren indstiller, at suppleant Malene Kallan indtræder i Kommunalbestyrelsen i Johan Weltzin Kristensens forfald.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsesmedlem Johan Weltzin Kristensen oplyser, at han har lovligt forfald gældende fra den 19. september – 20. oktober 2025 grundet arbejds- og uddannelsesmæssige forpligtigelser.
Kommunalbestyrelsen indkalder suppleant Malene Kallan fra Enhedslisten.
I forbindelse med Johan Weltzin Kristensens forfald, skal der udpeges medlem til den stående udvalg:
- Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
- Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget
Herudover er Johan Weltzin Kristensen medlem/suppleant i følgende:
- Repræsentantskabsmedlem i Sydfyns Elforsyning
- Suppleant for Ib Knudsen (Ø) i Integrationsrådet.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutningstema
Budgetforslag 2026 og overslagsårene 2027-29 samt takstoversigt til Kommunalbestyrelsens 1. behandling.
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at:
- Direktionens budgetforslag lægges til grund for Svendborg Kommunes budget 2026 og overslagsårene 2027-29 og fremsendes til Kommunalbestyrelsens 1. behandling.
- Vedlagte forslag til takster for 2026 fremsendes til Kommunalbestyrelsens 1. behandling
- Fristen for fremsendelse af ændringsforslag fastsættes til mandag den 22. september 2025 kl. 23.59.
Sagsfremstilling
Teknisk budget 2026-29:
Grundlaget for budget 2026-29 til 1. behandlingen tager afsæt i det tekniske budget 2026-29, som Kommunalbestyrelsen fik præsenteret på budgetseminaret den 26. august 2025. Det tekniske budget 2026-29 overholder den økonomiske politiks målsætninger. I forhold til KL’s vejledende ramme for bruttoanlægsudgifter er denne overskredet med ca. 60 mio. kr.
Forventede skatte- og tilskudsindtægter er baseret på statsgaranti, og indtægter fra skat og grundskyld er budgetlagt ud fra uændret skatteprocent og grundskyldspromille.
Selv om der i budgettet er taget højde for kendte merudgifter, er der fortsat en række risici, der kan true budgettet. Bl.a. er 3 mia. kr. af statens tilskud betinget af, at kommunerne under ét overholder servicerammen, og 1 mia. kr. er betinget af, at kommunerne ligeledes overholder den aftalte anlægsramme.
I 2026 udviser det tekniske budget 2026-29 herefter en forøgelse af likvide aktiver på 50.083.000 kr. Resultatet af ordinære driftsvirksomhed udviser et overskud på 299.415.000 kr., budgetlagt lånoptagelse på 68.775.000 kr., samt finansforskydninger med 23.756.000 kr., som skal medgå til finansiering af anlægsudgifter på 220.456.000 kr. og afdrag på lån på 121.407.000 kr.
Forventede indtægter fra indkomstskat og udligning er baseret på valg af statsgaranti for 2026. I forbindelse med 2. behandling af budgetforslaget skal der tages særskilt stilling hertil.
Indtægtsbudgettet i det foreliggende udkast hviler på følgende forudsætninger:
- at udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat i 2026 fastsættes til 26,30 procent. (uændret i forhold til 2025)
- at grundskyldpromillen for øvrige ejendomme fastsættes til 8,8 som er den maksimale grundskyldpromille for årene 2026-2029 jf. Lov om ejendomsskat
- at grundskyldpromillen for produktionsjord fastsættes til 7,2 svarende til den maksimale grundskyldpromille for produktionsjord for årene 2026-2029 jf. Lov om ejendomsskat.
- At der opkræves dækningsafgift af offentligt ejede ejendomme (kommunens egne ejendomme undtaget) svarende til det beløb, som blev opkrævet for 2025.
Det oplyses desuden, at den kirkelige udskrivningsprocent som udgangspunkt fastsættes til 1,02 procent (uændret fra 2025). Beslutning om eventuel ændring meddeles af Provstiet inden 2. behandling af budgettet.
Fristen for fremsendelse af ændringsforslag til budgettets 2. behandling i Økonomiudvalget den 1. oktober 2025 fastsættes til mandag den 22. september 2025 kl. 23.59. Ændringsforslag skal ske på særskilt bilag til resultatoversigten, som fremsendes til Staben.
Takstoversigt
Med udgangspunkt i det tekniske budget, som ligger til grund for budgetnotatet, er der udarbejdet forslag til takster for 2026. Taksterne fremgår af vedlagte bilag.
Taksterne er beregnet på baggrund af det tekniske budget, og som følge af budgetændringer i forbindelse med kommende budgetforhandlinger, vil der være ændringer i taksterne. Det skal bemærkes, at indtægtsbudgetterne altid fremskrives i det tekniske budget, uanset hvordan de faktuelle takster justeres/ændres.
Direktionens forslag til 1. behandling:
Jf. budgetproceduren skal direktionen komme med udkast til budget 2026-29 i økonomisk balance, og som fremsendes til 1. behandling af budgettet.
Kommunen har fået tilsagn om lån fra den ordinære lånepulje på 12,0 mio. kr., som ikke er indarbejdet i direktionens forslag.
Svendborg Kommune har fået afslag på ansøgning om særtilskud, samt ansøgning om lånetilsagn til vanskeligt, stillede kommuner.
I forslaget, som fremgår af resultatoversigt 1, er anlægsbudgettet reduceret med 60 mio. kr., dels i form af administrationens faglige vurdering af urealiserbare anlæg i 2026 med periodisering til 2027 med i alt 40,7 mio. kr. Under anlæg er der ligeledes indarbejdet en negativ restpulje på 19,3 mio. kr. i 2026, hvorefter 2026 er i balance i forhold til KL’s vejledende anlægsramme. Periodiseringen medfører ændring i lånoptagelse årene imellem, som ligeledes er indarbejdet.
Forslaget er i økonomisk balance set i forhold til KL’s vejledende rammer for henholdsvis service- og anlægsudgifter. Forslaget overholder desuden målsætningerne i kommunen økonomiske politik. Dette skal dog ses i sammenhæng med, at afledte udgifter vedr. demografi, tværgående temaer på folkeskoleområdet samt fremsendte budgetønsker fra fagudvalgene ikke er indarbejdet i forslaget.
Direktionen har udarbejdet en budgetoversigt, såfremt det politisk besluttes at indarbejde direktionens opmærksomhedspunkter, som ligeledes fremgår af notatet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser fremgår af direktionens forslag til 1. behandling, som er vedlagt sagen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ej vurderet
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Økonomiudvalget den 09-09-2025
Godkendt.
Afbud fra Flemming Madsen (A). Som suppleant deltog Karl Magnus Bidstrup (A).
Beslutningstema
Kommuner med færgeforbindelser til små øer modtager hvert år et tilskud fra staten til nedsættelse af taksterne for hhv. godstransport samt transport af biler og passagerer. Kommunalbestyrelsen skal godkende redegørelsen for anvendelse af de to tilskud samt anvendelse af det forhøjede generelle tilskud til kommuner med små øer. Redegørelserne er samlet i et indberetningsskema, som er vedlagt som bilag.
I forbindelse med den årlige redegørelse for anvendelse af tilskuddene til takstnedsættelser skal kommunen også redegøre for anvendelse af det forhøjede §20-tilskud.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Erhvervs- og Turismeudvalget overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefaler, at:
- Godkende redegørelserne for anvendelse af hhv. tilskud til nedsættelse af takst for godstransport og tilskud til nedsættelse af takst for biler og passagerer i 2024.
- Godkende redegørelsen for anvendelse af kommunens andel af det forhøjede § 20-tilskud til kommuner med små øer
Sagsfremstilling
Redegørelse for anvendelse af tilskud til nedsættelse af takster for passagerer og biler:
For 2024 har staten ydet et ordinært tilskud på 348.000 kr. til nedsættelse af taksten for passagerer og biler. Med Finansloven for 2024 blev det besluttet, at staten for perioden 2024-2027 yder et ekstra tilskud til nedsættelse af færgetakster på passagerområdet. Svendborg Kommunes andel af forhøjelsen udgjorde 180.000 kr. Der er desuden overført en restpulje vedr. tilskud for 2023 på 109.157 kr. Den samlede pulje har således udgjort 637.157 kr.
Tilskuddet er anvendt til nedsættelse af taksterne for gående passagerer samt cykler/knallerter på færgerne M/F Højestene (ruten Svendborg – Skarø/Drejø) og M/F Hjortøboen (ruten Svendborg – Hjortø). Der er ikke ydet tilskud til nedsættelsen af taksten for personbiler, fordi man ikke ønsker at bidrage til at forøge biltrafikken på øerne. Takstnedsættelsen har været gældende hele kalenderåret 2024 og der er ydet et tilskud på 37,5 % af normalprisen for billetkategorierne: ”Voksen” og ”Barn” samt 20,3 % for billetkategorien ”cykler/knallerter”. I perioden 29.6.2024-11.8.2024 (skolernes sommerferie) er der ydet et tilskud på 21,9 % for kategorierne: ”Voksen” og ”Barn” samt 20,3 % for ”Cykler/knallerter”.
I 2024 er der anvendt i alt 463.383 kr. til takstnedsættelser for gående passagerer og cykler/knallerter. Det tildelte tilskud for året 2024 er dermed ikke anvendt fuldt ud. Hovedårsagen til at det ikke har været muligt at anvende den samlede tilskudspulje for 2024 er at der har været et fald i antallet af gående passagerer i forhold til det forudsatte antal ved budgetlægningen for 2024. Antallet af gående passagerer er i 2024 faldet med 12 pct. for Skarø/Drejø-ruten og 18 pct. for Hjortø-ruten.
Der overføres således en restpulje på 173.774 kr. til anvendelse i 2025.
Redegørelse for anvendelse af tilskud til nedsættelse af takster for gods:
For 2024 har staten ydet et tilskud til nedsættelse af taksterne for gods og erhvervskøretøjer på 252.000 kr. Der er i 2024 givet en samlet takstreduktion på 364.214 kr. for billetkategorier omfattet af tilskuddet. Det konstateres derfor, at hele det tildelte tilskud for 2024 er anvendt.
Ovenstående redegørelser sammenfattes i et standardiseret skema, som skal indberettes til Sundheds- og Indenrigsministeriet. Skemaet ledsages af kommunalbestyrelsens påtegning. Skemaet er vedlagt (Bilag 1- Tilskud i 2024 til nedsættelse af færgetakster samt øvrige ø- og færgetilskud).
Tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud:
Jf. § 7 i ”Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer” (Bek. nr. 927 af 25.6.2025) påhviler det kommunalbestyrelsen i kommuner med mindre øer hvert år at redegøre for hvorledes kommunens andel af det forhøjede generelle tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner er anvendt i regnskabsåret.
Svendborg Kommunes andel af det forhøjede § 20-tilskud for 2024 udgør 1.152.000 kr. Det er jf. ordningen forudsat, at kommunen bærer en del af både drifts- og investeringsudgifterne ved færgetrafikken.
Anvendelsen af det forhøjede § 20-tilskud for 2024 er anført i vedlagte bilag (Bilag 2 – Anvendelse af det forhøjede § 20-tilskud).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagens økonomiske konsekvenser fremgår af sagsfremstillingen.
Det ikke forbrugte tilskud til nedsættelse af takster for passagerer mv. vil efter gældende praksis blive anvendt til nedsættelse af taksterne for 2025.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
§ 21 B stk. 1 i Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.
Bekendtgørelse nr. 926 af 28.6.2025 (bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer mv. til og fra visse øer.
Bekendtgørelse nr. 927 af 25.6.2025 (bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 13-08-2025
Anbefales.
Med henblik på at sikre at hele tilskuddet til nedsættelse af færgetakst bliver anvendt, ønsker udvalget at estimatet for antallet af solgte billetter med tilskud bliver mere præcist fremover.
Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (R). Jørgen Lundsgaard (R) deltog som suppleant.
Beslutning i Økonomiudvalget den 09-09-2025
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A). Som suppleant deltog Karl Magnus Bidstrup (A).