Cochlear implantat

Læs mere om den avanceret behandlingsform til dig der er døv eller lider af svært høretab og se hvordan vi kan hjælpe dig efter en operation,

Et cochlear implantat (også kaldt CI) og kan være en hjælp, hvis din hørelse er blevet så dårlig, at høreapparater og andre tekniske hjælpemidler ikke længere er en hjælp for dig. Før i tiden skulle man være hel døv, før en operation blev tilbudt, men i dag ser vi at flere har resthørelse inden operationen.

Et cochlear implantat består af en udvendig og en indvendig del:

Den udvendige del ligner et almindeligt høreapparat og omfatter en mikrofon, en lille computer (taleprocessor) samt en sender (transmitter). Når lyden opfanges af mikrofonen, omdannes den til elektriske signaler i taleprocessoren, som via ledningen sender signalerne til transmitteren.

Transmitteren sidder fast på siden af hovedet med en magnet, der er opereret ind under huden.

Den indvendige del, implantatet, opereres ind. Implantatet består af en afleder og en række elektroder, der placeres i øresneglen (cochlea). De førnævnte elektriske impulser sendes via elektroderne til hørenerven og videre op til hjernen, som opfatter signalet som en ”lyd”.

Styrken og karakteren af denne ”lyd” opfattes dog meget forskelligt fra person til person, og giver derfor den CI-opererede en anden form for hørelse end tidligere.

Efter operation

Det kan tage lang tid at lære at bruge den nye hørelse og nogle oplever endda ikke væsentlig forbedring efter operation. Derfor tilbyder hørekonsulenterne undervisning i genoptræning af hørelsen til alle CI-opererede i Svendborg Kommune. Genoptræningen tager ofte mellem 3 og 6 måneder og kræver, at du selv, eller sammen med en pårørende, laver øvelser imellem undervisningen hos hørekonsulenten.

Videre forløb

Er du indstillet til en cochlear implantat-forundersøgelse på audiologisk afdeling bliver du automatisk kontaktet af en hørekonsulent fra Kommunikationscenter Sydfyn.
Er du ikke indstillet til forundersøgelse, og blot ønsker yderligere information, kan du kontakte hørekonsulenterne og høre nærmere om et CI kan give mening for dig.

Kontakt hørekonsulenterne