""

Alkoholbehandlingen

Alkoholbehandlingen er et gratis og anonymt tilbud til dig over 18 år, der ønsker støtte til at ændre dit alkoholforbrug.

Hvad er Alkoholbehandlingen?

Alkoholbehandlingen er et gratis og anonymt behandlingstilbud til dig, der oplever, at alkohol fylder for meget i din hverdag. Her kan du få støtte og behandling for din afhængighed med udgangspunkt i din situation, dine ønsker og behov samt det, du gerne vil opnå.

Hvem kommer her?

Alkoholbehandlingen er for voksne over 18 år, som har udfordringer med deres alkoholforbrug og ønsker hjælp til at skabe forandring. De mennesker, der henvender sig her, er meget forskellige og har forskellige behov. Nogle oplever, at alkohol er blevet et problem for nylig, mens det for andre har været en del af hverdagen i længere tid.

Fælles for alle er ønsket om forandring. Alle har deres egen historie og baggrund for at være i behandling. Vi møder dig med et åbent sind, ser dig som det menneske, du er, og støtter dig i at leve det liv, du ønsker.

Du kan også henvende dig, hvis du er pårørende. Er du tæt på en person med et alkoholforbrug, der bekymrer dig, kan du få gratis støtte og rådgivning hos os. Vi har fokus på, hvordan det er for dig at være pårørende, og hvordan du kan få støtte i din situation.

Hvordan kommer du i behandling her?

Du kan henvende dig direkte til Alkoholbehandlingen ved at ringe eller komme forbi i vores åbningstid. Behandlingen er gratis, og der kræves ingen henvisning. Du kan også vælge at være anonym.

Når du starter i behandling, bliver du tilknyttet en behandler. Sammen taler I om din situation og finder frem til et forløb, der passer til dig. Behandlingen tilrettelægges altid i samarbejde med dig og består af det, du har brug for.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere om dine muligheder og finde ud af, om vores tilbud er det rette for dig.

Kontakt Alkoholbehandlingen