""
Foto © Colourbox

Ældreloven

Ældreloven har til formål at understøtte dit liv som senior med mest mulig livskvalitet og selvhjulpenhed. Læs mere om Ældreloven her.

På denne side kan du læse om:

  • Hvad er Ældreloven
  • Hvad kan du forvente som borger
  • Hvad kan du få hjælp til
  • Hvordan søger du om hjælp
  • Hvilke muligheder er der for frit at vælge.

Hvad er ældreloven?

Formålet med Ældreloven er at understøtte livet som senior med mest mulig livskvalitet og selvhjulpenhed, -også selv om at du har fået brug hjælp. 

Ældreloven bygger på vigtige kerneværdier som skal understøtte din selvbestemmelse, tilliden til medarbejdere og et tæt samspil med dig som borger, dine pårørende og lokalsamfundet. Det betyder, at du har indflydelse på din egen hverdag, og at hjælpen planlægges ud fra dine behov og ønsker - i tæt samarbejde med dig og dine pårørende.

I Svendborg Kommune betyder det, at hjælpen til dig som borger tilrettelægges i sammenhængende og fleksible pleje- og omsorgsforløb, der tager udgangspunkt i din samlede livssituation, behov og ønsker. Det, der i ældreloven kaldes for helhedspleje.

Målgruppen for ældreloven er borgere, der har opnået folkepensionsalderen, og som har behov for pleje og omsorg for at kunne varetage den daglige livsførelse på grund af nedsat funktionsevne.

I Svendborg Kommune er det muligt at få hjælp efter ældreloven før 67-års alderen, hvis det vurderes fagligt relevant og behovet for pleje og omsorg svarer til det, som ældre over folkepensionsalderen har ret til.

Hvad kan du forvente som borger?

Hvis du får brug for hjælp fra ældreområdet, tildeler og tilrettelægger vi hjælpen på baggrund af:

  • En dialog med dig om dine ønsker og behov, og hvad der er vigtigt for dig, når du skal have hjælp fra ældreområdet.
  • En faglig vurdering af, hvad du har behov for hjælp til for at kunne varetage den daglige livsførelse, og hvad du har brug for hjælp til i forhold til din helbredstilstand. 
  • Et tæt samarbejde og samspil med dig, dine pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet.
    I Svendborg Kommune arbejder vi grundlæggende ud fra den rehabiliterende tankegang som en naturlig del af helhedspleje. Rehabilitering betyder, at vi hjælper dig med at klare dig bedst muligt selv – fx med vejledning, træning eller teknologiske og almindelige hjælpemidler.

I praksis betyder det at:

  • De der har brug for hjælp, for at kunne selv, skal have hjælp
  • De der ikke kan selv, skal have hjælp.

Rehabilitering sigter mod at hjælpe dig som søger hjælp i alle faser af livet. Det kan i form af vejledning, guidning, træning eller velfærdsteknologiske hjælpemidler.

Der er fokus på, at den rehabiliterende indsats skal muliggøre det meningsfulde liv i det omfang og med den varighed, som er relevant for din samlede livssituation. Den rehabiliterende indsats tager udgangspunkt i dit perspektiv, håb og drømme.

Helhedsplejen i Svendborg Kommune er organiseret i faste teams. Det betyder, at det er den samme gruppe af medarbejdere, der varetager helhedsplejen hos den samme gruppe af borgere. 

Som borger har du en fast kontaktperson, der er tovholder på forløbet. Det betyder blandt andet at kontaktpersonen har et samlet overblik over indsatser og aktiviteter i forløbet og er hovedansvarlig for opfølgning og dokumentation. 

De faste teams består af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, ufaglærte medarbejdere, sygeplejersker, trænende terapeuter, hjælpemiddelterapeuter og visitatorer. 

Herudover er det faste team opmærksomme på at inddrage relevante samarbejdspartnere fra civilsamfundet.

Planlægningen af pleje- og omsorgsforløbet sker i dialog med dig, der skal modtage hjælpen, og med afsæt i det helhedsplejeforløb, du er visiteret til, og medarbejdernes faglige vurderinger. 
Planlægningen af besøgene i hjemmet sker med blik for kontinuitet, sammenhæng og fleksibelhed – for dig der skal modtage hjælpen og dine pårørende. Planlægningen skal tillige sikre, at opgaverne varetages af de rette faglige og tværfaglige kompetencer.

Medarbejderen vil gå i dialog med dig, så du får indflydelse på tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen indenfor det helhedsplejeforløb, du er visiteret til. Det vil være muligt for personalet at justere i hjælpen på baggrund af konkrete ønsker og en individuel og faglig vurdering.

I Svendborg Kommune har vi et politisk vedtaget serviceniveau kaldet kvalitetstandarder. Kva-litetsstandarderne beskriver, hvad du som borger kan forvente, at ældreområdet kan hjælpe dig med, så vi kan afstemme forventningerne til hinanden. Kvalitetsstandarterne er også vejledende for medarbejderne i forhold til de rammer, der er for fleksibiliteten i de visiterede forløb.

Se linket til kvalitetsstandarderne længere nede på denne side.

Hvad kan vi hjælpe med?

Helhedspleje inkluderer

  •         Hjemmehjælp og pleje.
  •          Træning og genoptræning - hjælp til at genvinde funktionsevne efter sygdom.
  • Madservice - mulighed for køb og levering af sund og nærende mad, samt hvis du har behov for særlig kost.
  • Sygepleje, der som udgangspunkt udføres i sygeplejeklinik.

Vi kan også vejlede i 

  • Ældrevenlige boliger - visitationen kan visitere og vejlede om boliger.
  • Pårørendestøtte i form af råd og vejledning til pårørende.
  • Hjælpemidler - hjælpemiddelterapeuter kan vejlede og tildele hjælpemidler til at klare hverdagen.

Særligt omkring rengøring

Ved en ansøgning om hjælp til rengøring, herunder støvsugning og gulvvask, vil personalet i samråd med dig vurdere, om opgaven eventuelt kan foretages af en robotstøvsuger. Vurderingen vil bero på en konkret, individuel og faglig vurdering af dit funktionsniveau, mulighed for at håndtere støvsugeren samt hjemmets beskaffenhed.

Hvis det vurderes, at en robotstøvsuger kan dække dit behov, vil du modtage en bevilling på et økonomisk tilskud til anskaffelse af en robotstøvsuger samt en vejledning i forbindelse med indkøb.

Er du usikker på anskaffelse og opsætning, er det muligt at rådføre dig med eller personalet, der kommer i dit hjem.
Se kontaktoplysninger til visitationen nederst på denne side.

Kontakt visitationen i Ældreområdets Myndighedsafdeling