Indflytning og hverdagsliv

Læs om hverdagen, mad og forplejning på Thurøhus Plejecenter

Indflytning

Vi tilstræber, at hverdagen på plejecentret afspejler den hverdag, du kender. Det kan være døgnrytme, hobby, sociale behov og respekt for privatliv. Derfor vil vi gerne inddrage dig og din familie i de daglige gøremål.

Vi ønsker at skabe en hverdag, hvor dine pårørende er velkomne og naturligt fortsætter med at tage del i dit liv.

Forplejning

Din varme mad

Den varme mad leveres af Det Gode Madhus. Her er du med til at vælge retterne, som personalet hjælper med at bestille. Dine pårørende vil også kunne bestille mad og spise sammen med dig.
Betaling af maden sker via din pension.

Din kolde mad og servicepakke

Hvis du bor i pleje- eller demensbolig, tilbyder vi dig en servicepakke, som dækker en række daglige fornødenheder, som for eksempel den kolde mad, drikkelse og artikler til rengøring og personlig pleje. Plejecenterrådet tager stilling til om servicepakken skal dække andre ting.

Betaling for servicepakken trækkes i din pension.

Hverdagslivet

Plejecentret fejrer højtider og mærkedage. Samtidigt har du og dine pårørende også mulighed for selv at arrangere fødselsdage og markere højtider. 

Alle plejecentre i Svendborg Kommune er idrætscertificerede. Det betyder at vi har særligt fokus på idrætsaktiviteter og bevægelse i dagligdagen.

Thurøhus er et plejecenter fuld af liv, fællesskab og varme. Her leves hverdagen med nærvær, smil og hyggelige stunder. I hver afdeling summer fællesarealerne af aktivitet – der dufter af nybagte kager, og de lune retter bliver til i fællesskab omkring køkkenbordet. Her er du velkommen til at tage del i hverdagslivet på den måde, der føles rigtig for dig.

På Thurøhus tager vi altid udgangspunkt i det enkelte menneske. Vi lytter til dine ønsker og behov og inddrager rehabilitering, hvor det giver mening – så du får mulighed for at bruge dine ressourcer og leve det hverdagsliv, du ønsker.

Vi tror på, at et godt samarbejde bygger på dialog, tillid og anerkendelse. Her bliver du hørt, set og mødt med respekt – for det er netop dér, de stærkeste relationer mellem dig, dine pårørende og vores medarbejdere opstår.

Vi er stolte af vores mange frivillige – blandt andet foreningen Thurøhus’ Venner, som støtter op om arrangementer og driver vores hyggelige genbrugsbutik.

Gennem Trygfonden har vi desuden en besøgshund, som trofast kommer 1 gange om ugen og spreder glæde blandt beboere, der holder af dyr.

Aktivitetscentret – et sted med liv og muligheder

Vores aktivitetscenter åbent alle hverdage fra klokken 9.30 til 15.00. Her er der plads til ro, fordybelse, latter og fællesskab. Du kan lære noget nyt, dele dine egne talenter eller blot nyde samværet med andre.

I caféen kan du købe en kop kaffe eller et glas saft, mens du får en snak med andre besøgende. Du kan også bruge vores træningsmaskiner, læse dagens avis eller deltage i en af de mange aktiviteter.

Hos os er det i høj grad dig, der er med til at forme dagen. Har du en interesse eller et talent, du har lyst til at dele, vil vi meget gerne høre fra dig – her er der altid plads til gode idéer.

I vores husavis "Spejlet" finder du en oversigt over alle ugentlige aktiviteter og interessegrupper – for eksempel gåture, håndarbejde, “gæt en sang”, dart, gudstjenester, sløjdværksted, madklub og gymnastik.

Der er altid noget at glæde sig til på Thurøhus!

Plejecenterlæge

På Thurøhus samarbejder vi med læge Kirstine Rasmussen fra SvendborgSund Lægerne –et privatpraktiserende lægehus, der er fast tilknyttet centret.
Samarbejdet mellem læge og personalet styrker kontinuiteten og sikrer et mere sammenhængende behandlingsforløb.
Du vælger naturligvis selv, om du ønsker at benytte vores plejecenterlæge eller foretrækker din egen.

 

Kontakt sektionsleder

Kontakt Thurøhus Plejecenter