
Tåsinge
Om Tåsinge Plejecenter
Tåsinge Plejecenter er beliggende i Vindeby på Tåsinge. Plejecentret er bygget i 1970 og er siden løbende renoveret.
Plejecentret består af et aktivitetscenter og 39 kommunale plejeboliger.
Centret er opdelt i fire afdelinger:
Afdeling A – Anemonen
Afdeling B – Bellis
Afdeling C/E – Crocus /Erantis
Afdeling D - Drivhuset
Plejecentret er indrettet, så arealerne såvel inde som ude indbyder til rehabilitering og vi vægter at personalet bruger størstedelen af deres tid på rehabilitering.
Personalet planlægger individuel rehabilitering for borgerne i samarbejde med beboere og pårørende.
Aktivitetscenter og Café
Det er et dejligt samlingssted, hvor der er forskellige aktiviteter og tilbud, alt efter ønsker, behov, årstid m.m.
Vi tilbyder i øjeblikket:
- Kortspil, banko, bowling
- Stående og siddende gymnastik
- Gudstjenester og udflugter
- Musikalsk underholdning og fællessang
- Fællesspisninger og fester
- Vi gør meget ud af årets traditioner. Både med hensyn til mad og aktivitet
Vi har en dejlig terrasse, som vi benytter når vejret er godt, og vi går ture i det smukke område.
Aktivitetscenteret har ikke kun fastlagte aktiviteter. Det er også et samlingssted hvor man kan møde gamle bekendte og få nye venner. Så et slag kort, en snak og hygge er også en rigtig god aktivitet.
Om boligerne
På plejecentret er lejlighederne fordelt således
Afdeling A - Anemonen, 8 lejligheder
Afdeling B – Bellis, 8 lejligheder
Afdeling C /E - Crocus /Erantis, 14 lejligheder
Afdeling D – Drivhuset, 9 lejligheder
Vores lejligheder fremstår lyse og venlige og de har en lille terrasse lige ud til et grønt område.
Opholdet i fællesrum er præget af hygge og varme, og indbyder til fællesskab.
Plejeboligerne på Anemonen, Bellis, Crocus og Drivhuset er et-rumsboliger med en stor sove- og opholdsrum hvor to mobile skabe kan opdele rummet efter ønske. Herudover er der et lille tekøkken i lejlighederne og stort handicapvenligt badeværelse. Fra alle lejligheder er der udgang til egen terrasse.
Plejeboligerne på Erantis er to-rumsboliger med et soveværelse og et opholdsrum med skabe. Herudover er der et lille tekøkken i lejlighederne og stort handicapvenligt badeværelse. Fra alle lejligheder er der udgang til egen terrasse.
På Anemonen, Bellis og Drivhuset er der fælles til borgerne: køkken og fællesstue/ opholdsstue.
På Crocus og Erantis er der et fælles køkken, fællesstue/ opholdsstue til borgerne.
I kælderen findes et kuffertrum til hver bolig.
Plejeboliger
Boligstørrelse: 64 - 70 m2
Husleje: kr. 6.243,50 - kr. 7.284,0
Indskud: kr. 13.500 - kr. 14.650
Indflytning
Når man flytter ind på Tåsinge Plejecenter er det rigtig godt, hvis lejligheden er indrettet med de møbler og de ting, som er betydende for borgeren – så vil borgeren hurtigere falde til i boligen.
Vi er meget interesseret i et godt samarbejde med borgeren og pårørende, så vi alle kan gøre det bedst muligt sammen.
Borgeren tilbydes en servicepakke. Servicepakken betaler den kolde forplejning, rengøringsmidler, vask af tøj, udvendig vinduespudsning m.v.
Den varme mad leveres fra Det Gode Madhus, hvor borgerne bestemmer hvad de ønsker at spise. Personalet er behjælpelig med bestilling af dette.
Borgeren underskriver en fuldmagt, så beløbet til servicepakken, forplejning til aktiviteter/fester i aktivitetscentret og den varme mad fra Det Gode Madhus betales via træk i social pension.
Hverdagslivet
På Tåsinge Plejecenter prioriterer vi borgerens hverdagsliv, således at borgeren udnytter de ressourcer de har og borgeren kan leve et hverdagsliv med de ønsker de har til livet, både inde på plejecentret og ude.
Vi prioriterer at arbejde med hverdagsrehabilitering. Tilstræber at borgerne bibeholder deres færdigheder og måske tilegner sig nogle nye.
Hverdagsrehabiliteringen har til formål, at støtte borgerne aktivt med en tro på at være længst og bedst muligt i eget liv. Ved hverdagsrehabilitering, genopbygger og bevarer borgerne deres hverdagsliv længst muligt før der ydes passiv hjælp. I pleje, aktiviteter og træning, er der fokus på borgernes daglige tilværelse i deres omgivelser. Der er fokus på borgerens egne mål og forløbene planlægges i samarbejde med borgerne via motiverende samtaler. Vi har på plejecentret tilknyttet en rehabiliteringsterapeut og der er mulighed for henvisning til Svendborg kommunes trænede terapeuter.
Vi prioriterer også det at kunne komme udenfor. Derfor tilbydes der gåture eller cykeltur, hvis vejret tillader det.
Plejecentret har en duocykel og en Rickshaw, hvor vi cykler med borgerne i nærområdet.
Vi værner om traditioner, såsom påske- og julefrokoster, fællesspisning, "pynte til jul"-hygge med pårørende på afdelingerne.
Vort ønske er, at beboere og pårørende får en rar og positiv tilværelse og gang på Tåsinge Plejecenter.
Plejecenterråd
Vedtægter for plejecenterråd på plejecentre i Svendborg Kommune
1. Navn og hjemsted
Rådets navn er "Plejecenterråd på plejecentre i Svendborg Kommune."
Plejecenterråd, er et partipolitisk neutralt samarbejdsorgan, har hjemsted i Svendborg Kommune, og tilknyttet et specifikt plejecenter.
2. Lovgrundlag
I henhold til lov om social service Kap. 5, § 16:
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.
3. Formål
Plejecenterråd er en måde at styrke samskabelse af kvalitet og trivsel på plejecentret. En forudsætning for et godt og værdigt ældre liv er, at man som beboer og pårørende på plejecenter har mulighed for at udøve
indflydelse på sin hverdag og på de værdier, normer og prioriteringer, der praktiseres på plejecentret.
Plejecenterrådet skal bidrage til at fremme det lokale demokrati på plejecentret og sikre, at såvel beboere og pårørende som lokalsamfund involveres i beslutninger, der påvirker deres liv og hverdag.
Plejecenterrådet kan fremme sammenhængskraften og være en konstruktiv inspiration, som kan bidrage med perspektiver og drivkraft og således være med til at sikre åbenhed og lokal involvering på landets
plejecentre.
Konkret kan plejecenterrådet gennem dialog med og anbefalinger til den lokale ledelse medvirke til:
- At understøtte et værdigt liv som beboer på plejecentret
- At skabe et godt hverdagsliv på plejecentret til gavn for beboere, pårørende og medarbejdere
- At øge sammenhængskraften i lokalområdet gennem systematisk dialog mellem plejecenter og repræsentanter fra lokalsamfundet.
Social- og Sundhedsudvalget ønsker at skabe et beslutningsforum for dialog mellem brugere, pårørende, det lokale erhvervs- og kulturliv og Svendborg Kommune.
Ved at inddrage det lokale erhvervs- og kulturliv får det enkelte plejecenter muligheder for at styrke samskabelse i lokalområdet. Ved at etablere plejecenterråd kan vi være med til at skabe et stærkt fundament for det lokale liv. Et plejecenterråd vil skabe samarbejde, samhørighed og mulighed for udvikling i nærmiljøet og understøtte masterplanens mål om, at Fremtidens ældre liv skaber vi sammen.
Det er grundlæggende i det brede samarbejde, at vi finder de bedste løsninger for beboere på plejecentre. For at sikre veldrevne og attraktive plejecentre, er ældreområdet forpligtet til og afhængige af at inddrage beboere, pårørende, frivillige og lokalsamfund i beslutninger for retningen på plejecentret. Et plejecenterråd kan være en mulighed for at systematisere og sikre samarbejdet med en bred gruppe af interessenter. Plejecenterrådene skal have en betydende stemme, når dagligdagen og mulighederne på det enkelte plejecenter skal besluttes.
Ved at etablere en fast struktur som et plejecenterråd er, sikrer vi kontinuerligt fokus på, at vi skal samarbejde. Et plejecenterråd er et forpligtende samarbejde, hvor nye ideer og tanker kan opstå.
Formålet med et bredere funderet plejecenterråd er kvalitetsudvikling og innovation på de enkelte plejecentre. Hvor fx det lokale foreningsliv kan tænke alternative løsninger med bygninger, events, opvisninger osv. til gavn for både borgere i nærmiljøet og beboere på plejecentret.
4. Arbejdsområder
Plejecenterrådet beskæftiger sig med emner, der er relevante for kvalitet og trivsel. Plejecenterrådet er ikke ansvarlig for kontrol, tilsyn og regelgennemgang.
Plejecenterrådet beskæftiger sig blandt andet med følgende emner:
- Kvalitet og udvikling
- Beboernes mulighed for selvbestemmelse og indflydelse
- Samarbejde med pårørende
- Plejecentrets værdier og kultur
- Hverdagsaktiviteter og måltider
Herudover kan rådet identificere andre relevante emner.
Plejecenterrådet kan ikke få indflydelse på emner forbeholdt lederen, fx konkrete personaleforhold. Det ligger også uden for plejecenterrådet domæne at indstille til ansættelse og afskedigelse af både leder og medarbejdere.
Kompetencer, der efterspørges i et plejecenterråd, er først og fremmest lysten til at skabe og udvikle kvalitetsplejecentre med gode tilbud, nærvær og omsorg. Et plejecenterråd skal støtte plejecentrets ledelse i at drive et fagligt og professionelt plejecenter.
Derudover lysten til at tænke nyt og kreativt i plejecentrets nærmiljø. Ældreområdet vil gerne, og har brug for, kreative og nytænkende muligheder og ideer.
Det er ikke et krav at medlemmer af rådet besidder sundhedsfaglige kompetencer. Det er netop forskelligheden, andre kompetencer og ”andre øjne” på et plejecenter, der skal højne kvaliteten.
Plejecenterrådet spiller en vigtig rolle, når der skal ansættes ny leder på plejecentret, hvor rådet er repræsenteret med en deltager.
Plejecenterrådet har ellers ikke indflydelse på personaleforhold, ansættelser og afskedigelser af medarbejdere.
5. Sammensætning
Der etableres ét plejecenterråd på hvert plejecenter. Plejecenterrådet sammensættes fx således:
- 1-2 beboere til rådet
- 1-2 pårørende til beboere på plejecentret
- 1 medarbejderrepræsentant
- 1 repræsentant udpeget af kommunens seniorråd
- 1-2 repræsentanter fra civilsamfund eller foreningsliv i lokalsamfundet
- 1-2 repræsentanter fra det lokale kulturliv eller erhvervsliv
- Sektionsleder for plejecentret
6. Virke
Der afholdes minimum 4 årlige møder i plejecenterrådet samt et årligt fællesmøde, hvor beboere og pårørende inviteres til dialog om hverdagen på plejecentret. Herudover kan plejecenterrådet selv foranstalte yderligere møder eller aktiviteter, fx arrangementer for beboerne og lokalsamfundet.
Plejecenterrådet er beslutningsdygtigt, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Medlemmerne kan kun deltage i plejecenterrådets beslutninger, når de personligt er til stede.
Der føres beslutningsreferat over plejecenterrådets beslutninger. I beslutningsreferatet anføres for hvert møde, hvilke personer der har været til stede. Den lokale ledelse kan stå for udarbejdelse af dagsorden og referat, hvis opgaven ikke kan varetages af andre i plejecenterrådet.
7. Valg, valgbarhed og udpegning
Plejecenterrådets medlemmer vælges eller udpeges for en 2-årig periode:
Pårørende og beboere vælges så vidt muligt af beboerne. Valgbare er alle beboere på plejecentret og alle pårørende til beboere på plejecentret. Lederen af plejecentret indkalder til valgmøde, hvor valget foregår. Beboere har hver to stemmer (en eventuel værge kan stemme på beboerens vegne). Hver beboer kan stemme på henholdsvis en beboerrepræsentant og en pårørenderepræsentant. Så vidt muligt skal der på valgmødet vælges suppleanter for beboere og pårørenderepræsentanter. En pårørende, hvis beboer fraflytter plejecentret eller afgår ved døden i perioden, kan blive siddende i rådet perioden ud, men kan ikke genopstille efter perioden.
Medarbejderrepræsentanten vælges af medarbejderne. Alle fastansatte medarbejdere er valgbare. Alternativt kan det besluttes, at medarbejderrepræsentationen udgøres af tillidsrepræsentanten eller
arbejdsmiljørepræsentanten.
Seniorrådet udpeger selv en repræsentant til plejecenterrådet.
Repræsentanter fra civilsamfundet/foreningslivet, erhvervsliv og kulturliv udpeges af plejecenterledelsen. Administrationen i kommunen bør være behjælpelig med at identificere relevante repræsentanter og rette
henvendelse til disse samt eventuelt annoncere efter kandidater i lokale medier.
Udtræder et medlem af rådet i utide udpeges eller vælges et nyt medlem, jf. ovenstående procedure.
Hvis det ikke kan lade sig gøre at rekruttere repræsentanter inden for hver kategori, jf. punkt 5, kan plejecenterrådet etableres med færre medlemmer.
Medlemskab af plejecenterrådet er frivilligt og ulønnet. Der udbetales ikke diæter, vederlag eller kørselsgodtgørelse til rådsmedlemmer for deltagelse i rådets aktiviteter.
8. Konstituering
Plejecenterrådet konstituerer sig på det første møde og vælger formand og sekretær.
Plejecenterrådet udarbejder sin egen forretningsorden, der bør beskrive:
- Mødernes varighed
- Mødested
- Procedure for ekstraordinære møder
- Retningslinjer for udarbejdelse af dagsorden
- Retningslinjer for udarbejdelse af referat og udsendelse
- Hvordan der foretages ny konstituering, hvis formanden udtræder i en valgperiode
9. Økonomi
Plejecenterrådet har ikke selvstændig økonomi. Udgifter til mødeafholdelse og eventuelle arrangementer afholdes inden for plejecentrets økonomiske ramme.
10. Ikrafttræden
Nærværende vedtægter er lavet pga. af Social-og Sundhedsudvalget beslutning om implementering af plejecenterråd pr. 1. januar 2024.
arts måned.
Tilsyn og smileys
Plejecenteret er underlagt tilsyn af forskellige myndigheder.
Hvert år kommer der uanmeldt tilsyn ved embedslæge, som vurderer om plejecenteret lever op til gældende krav fra Sundhedsstyrelsen. Embedslægen har ift. Tåsinge Plejecenter besluttet, at overgå til gradueret tilsyn fordi plejecenteret fint har levet op til Sundhedsstyrelsens krav og derfor ikke skal have tilsyn hvert år men hvert 2. år
Hvert år kommer der uanmeldt tilsyn ved Svendborg Kommunes myndighedsafdeling, som vurderer plejecentret ud fra Sundhedsstyrelsens krav.
Hvert år inviteres borgere og pårørende til et dialogbaseret møde, hvor man kan drøfte forskellige emner der knytter sig til hvordan borgere og pårørende oplever Tåsinge Plejecenter
Vi er underlagt krav om hygiejne og forsvarlig omgang med fødevarer, således at det lever op til Fødevarestyrelsens krav og kan således få uanmeldt besøg når som helst at fødevarestyrelsen ønsker at kontrollere det. Der udfærdiges en rapport efterfølgende med en smiley. Cafeen og alle afdelinger på Tåsinge Plejecenter har Elite smiley.
Kontakt
Syrenvej 24
5700 Svendborg
Sektionsleder
Jane Schleimann
Telefon: 62 23 41 38
Træffetid: Hverdag mellem kl. 8-9
Sygeplejersker
Telefon 62 23 41 97
Telefon 62 23 41 98
Afdelingerne
Anemonen: telefon 62 23 41 40
Bellis: telefon 62 23 41 41
Crocus/Erantis: telefon 62 23 41 43
Drivhuset: telefon 62 23 41 44
Aktivitetscenter
Telefon 62 23 41 50
Træffetid hverdage mellem 8-14.30
Café
Telefon 62 23 41 52
Træffetid hverdage mellem 8-14.30