Indflytning og hverdagsliv
Læs om hverdagen, mad og forplejning på Stenstrup Plejecenter
Indflytning
Vi tilstræber, at hverdagen på plejecentret afspejler den hverdag, du kender. Det kan være døgnrytme, hobby, sociale behov og respekt for privatliv. Derfor vil vi gerne inddrage dig og din familie i de daglige gøremål.
Vi ønsker at skabe en hverdag, hvor dine pårørende er velkomne og naturligt fortsætter med at tage del i dit liv.
Forplejning
Din varme mad
Den varme mad leveres af Det Gode Madhus. Her er du med til at vælge retterne, som personalet hjælper med at bestille. Dine pårørende vil også kunne bestille mad og spise sammen med dig.
Betaling af maden sker via din pension.
Din kolde mad og servicepakke
Hvis du bor i pleje- eller demensbolig, tilbyder vi dig en servicepakke, som dækker en række daglige fornødenheder, som for eksempel den kolde mad, drikkelse og artikler til rengøring og personlig pleje. Plejecenterrådet tager stilling til om servicepakken skal dække andre ting.
Betaling for servicepakken trækkes i din pension.
Hverdagslivet
Alle plejecentre i Svendborg Kommune er idrætscertificerede. Det betyder at vi har særligt fokus på idrætsaktiviteter og bevægelse i dagligdagen.
På Stenstrup Plejecenter prioriterer vi borgerens hverdagsliv. Vi prioriterer, at borgeren dagligt har mulighed for gåture på arealet ved plejecentret eller gåture til f.eks. indkøb. Vi har desuden duo-cykler og rickshaw-cykler, som benyttes af borgeren med hjælp af en medarbejder.
Vi har en bus, så vi tilbyder hver uge eller mere, en tur ud i det blå. Der er motionsrum på plejecentret, hvor personalet tilrettelægger fælles aktiviteter tre gange ugentligt.
Vi lægger stor vægt på at holde traditionerne i hævd. Vi gør meget ud af at fejre årets højtider med bl.a. påske- og julefrokoster. Juleaften er der juletræ og sang, og der serveres andesteg, rødkål og risalamande.
Til disse arrangementer inviterer vi de pårørende med, som har lyst til at deltage.
I forbindelse med arrangementerne har vi altid musikalsk underholdning. Plejecentret arvede nogle år siden arvede en hel del penge, hvilket er øremærket til underholdning til glæde for borgerne.
Borgerne er med til at vælge mad, der tilberedes i afdelingen og nogle er med til at fremstille dette f.eks. frokost / salat / bagværk. Pårørende er også velkomne til at deltage i dette.
Aktivitetscenter
Hvis du bor i ældreboligerne på Stenstrup plejecenter, er du automatisk visiteret (godkendt) til at være med i aktivitetscentret (læs mere om aktivitetscentret på nedenstående link).
Plejecenterlæge
På Stenstrup samarbejder vi med Cees fra Stenstrup Lægehus – et privatpraktiserende lægehus, der er fast tilknyttet centret.
Samarbejdet mellem læge og personalet styrker kontinuiteten og sikrer et mere sammenhængende behandlingsforløb.
Du vælger naturligvis selv, om du ønsker at benytte vores plejecenterlæge eller foretrækker din egen.
