
Strand og kyst
Må du gå langs kysten eller bade fra en privat strand? Du har som udgangspunkt ret til at færdes på privat strand - men der gælder en række regler
Sådan må du færdes på strand og kyst
Hvad må du på en privat strand?
Du må gerne gå tur, bruge kørestol, gå med barnevogn eller trække din cykel på en privat strand.
Du må gøre ophold – hvis du for eksempel vil ligge på stranden - men du må ikke slå lejr eller sætte telt op. Du må kun gøre ophold, hvis der er minimum 50 meter til ejerens beboelse.
Du må ikke færdes eller opholde dig på arealer, der inden 1. januar 1916 er blevet lovligt udlagt som have eller inddraget som en del af en virksomhed.
Hvornår må du være på stranden?
Du må som udgangspunkt besøge stranden på alle tider af døgnet.
Må du have din hund eller hest med på stranden?
Du må gerne have din hund med på stranden. Hunden skal være i snor, hvis du besøger stranden mellem 1. april og 30. september. Hunde skal også altid være i snor, hvis der er græssende husdyr.
Det er tilladt at ride på stranden fra 1. september til 31. maj - men det er et krav, at du lovligt kan komme ridende til den pågældende strand/kyststrækning, for eksempel af offentlig eller privat vej.
Må du trække din båd op på land?
Ja, du må have en båd uden motor liggende kortvarigt på strandbredden.
Hvordan kan du komme til og fra en privat strand?
Det er et krav for, at du kan færdes og opholde dig på stranden, at du kan komme til stranden på lovlig vis. Det kan for eksempel være ad en vej eller sti med offentlig adgang, hen over udyrkede arealer, ved at sejle der til eller andet.








