
Mountainbikespor
Oplev spændende og varierede MTB-spor i Svendborg – fra tekniske skovstier til lange flowruter. Her er udfordringer og oplevelser for både begyndere og øvede ryttere.
I Svendborg Kommune er der forskellige muligheder for MTB:
-
Stævneskoven, Hallindskoven og Gl. Hestehauge: To separate sløjfer på hver ca. 4 km, med varierende sværhedsgrad og tydelig skiltning. Begge tager udgangspunkt i p-pladsen ved Hallindskovvej. Sporene er ensrettede og tydeligt markeret med pile, der viser sporenes forløb. MTB-sporene ligger i egne trace, adskilt fra det øvrige stinet i skovene, men krydser flere steder veje, gang- og cykelstier. Det røde spor har en middel sværhedsgrad, mens det blå er let til middel. Alle er velkomne, og det er gratis.
-
Skovhuggeren: 17 km MTB-spor med varierende sværhedsgrad. Et af Danmarks bedste MTB-spor for hele familien, beliggende i den smukkeste natur på Sydfyn tæt ved Svendborg, i privatskov ved Hvidkilde Gods. Skovhuggeren er et betalingsspor, der drives af en non-profit forening.
Det skal du huske, når du kører mountainbike
-
Som mountainbike-rytter bør du vise hensyn til andre skovgæster. Hold dig til det afmærkede spor. Afstem farten, vær høflig og se dig for, når du krydser skovens øvrige veje.
-
Sporet er designet specielt til mountainbikekørsel. Af sikkerhedsmæssige årsager bør andre skovgæster færdes på øvrige veje og stier.
-
Ridning på mountainbike-sporet er forbudt da underlaget er sårbart.
-
Brug af sporet sker på eget ansvar. Svendborg Mountainbikeklub, Svendborg Kommune eller Naturturisme I/S kan ikke stilles til ansvar for person- eller materielskade.
-
Sporet kan lukkes eller omlægges i særlige tilfælde. Respekter venligst dette.
-
Kør ansvarligt, hjelm er påkrævet, og husk sygesikringskort og telefon (gerne med 112 app). Kør helst flere sammen.
-
Natkørsel, med brug af lys og lygter, på sporet forbudt, både af hensyn til sikkerheden og af hensyn til dyrene, der bor i skoven.
-
Smid ikke affald.