Meld dig ledig
Er du blevet ledig, og er du forsikret i en a-kasse, skal du sørge for at melde dig ledig på den første dag som jobsøgende på jobnet.dk
Når du bliver ledig
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Meld dig ledig
Du kan få dagpenge, hvis du står uden job, og har været medlem af en a-kasse i mindst et år og står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det er din a-kasse, der udbetaler dagpengene og vurderer, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet. I praksis vil det sige, om du søger job ofte og bredt nok.
På din første dag uden arbejde, skal du gå ind på jobnet.dk og melde dig ledig. Det gør du ved at logge ind med MitID under 'Ny bruger' i højre side. Herefter kan du trykke på 'Meld dig ledig'.
Først herefter kan du få dagpenge. Det er en forudsætning for at modtage dagpenge, at du er aktivt jobsøgende, ligesom du er forpligtet til at tage imod et job, du bliver tilbudt.
Første kontakt er med a-kasse
De første tre måneder af din ledighed skal du primært have kontakt med din a-kasse. Det betyder, at det er din a-kasse, der er ansvarlig for at afholde de første samtaler med dig.Der vil som tommelfingerregel være tre samtaler i den periode. Herefter overgår dit forløb til Jobcenter Svendborg.
Læg dit CV ind
Senest tre uger efter du er meldt ledig, skal du have lagt et fyldestgørende CV ind på Jobnet. Du skal løbende opdatere dit CV.
Jobcentret bruger dit CV, når virksomheder efterspørger arbejdskraft, men du skal også selv holde øje med, om der kommet henvendelse fra interesserede arbejdsgivere.
Lav en joblog
Når du har søgt en stilling, skal du lave en tilhørende joblog på jobnet.dk bagefter. Jobloggen er et register og overblik over din jobsøgning. Både selve jobloggen skal udfyldes og dit CV og ansøgning skal vedhæftes i hver joblog hver gang.
Du skal søge mindst to job hver uge eller otte job hver måned, hvis ikke andet er oplyst eller aftalt med Jobcentret eller din a-kasse.
Samtale med a-kasse
Senest en måned efter du er meldt ledig, skal du deltage i en samtale med din a-kasse om din jobsøgning.
Du kan spørge din a-kasse om rådighedsregler, retten til dagpenge m.v.
Møde med jobcenter
Hvis du stadig er ledig efter tre måneder overgår dit forløb til Jobcenter Svendborg. Mindst hver tredje måned skal du have kontakt med Jobcenter Svendborg.
Her skal vi sammen afklare kvalifikationer, muligheder og jobønsker, ligesom vi udarbejder en skriftlig jobplan. Du kan også få rådgivning om jobsøgning.
Hvis du er interesseret i en ansættelse med løntilskud, virksomhedspraktik, kurser mv. er det også noget, vi kan hjælpe dig med.