Fleksjob
Du har mulighed for at få et fleksjob, hvis du ikke kan arbejde på normale vilkår på grund af sygdom eller et handicap
Hvad er et fleksjob?
Et fleksjob er et almindeligt arbejde i en privat eller offentlig virksomhed på nedsat tid. Arbejdsopgaverne i fleksjobbet skal passe til dine helbredsbetinget skånebehov.
Når du bliver ansat i et fleksjob, får du løn af din arbejdsgiver for de timer, din arbejdsevne i det konkrete job svarer til. Herudover får du et tilskud fra kommunen, der dækker de resterende timer.
Du kan ansættes i fleksjob i alle brancher, så længe dine skånebehov bliver tilgodeset i jobbet og du udnytter din arbejdsevne i jobbet.
Om muligt kan et fleksjob godt være et arbejde inden for et fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere. Hvis det ikke er muligt, kan du skifte fag og bruge dine erfaringer på nye måder.
Kan jeg få et fleksjob?
Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, før du har mulighed for at få tilkendt et fleksjob. De grundlæggende kriterier er, at:
- Du har en væsentlig og varig nedsat arbejdsevne i forhold til det brede arbejdsmarked
- Du ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, og dette er dokumenteret
- Du skal være under folkepensionsalderen
- Du ikke modtager førtidspension, seniorpension eller tidlig pension
Rehabiliteringsteamet i Svendborg Kommune afgiver indstillinger til fleksjob. Jobcentret tilkender efterfølgende fleksjob på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling.