Støttecenter Kærvej
Støttecenter Kærvej er for dig over 18 år med fysisk og psykisk handicap, hvor du bor i din egen lejlighed og får støtte i hverdagen.
Hvad er Støttecenter Kærvej?
Støttecenter Kærvej er et tilbud, hvor du bor i egen lejlighed og får pædagogisk støtte i dag- og aftentimerne. Støtten tilpasses dine behov, ønsker og drømme, så du oplever din hverdag som tryg og meningsfuld. Vi taler sammen om, hvad der er vigtigt for dig, og hjælper med at finde løsninger, der giver struktur og overskud i hverdagen. På den måde kan du fokusere på det, der giver dig glæde, samtidig med at du får hjælp til det, der kan være svært.
Hvem bor her?
På støttecenter Kærvej bor voksne over 18 år med forskellige former for varige fysiske og psykiske handicap, for eksempel udviklingshæmning, autisme eller hjerneskade. Nogle har brug for støtte til at få overblik over hverdagen, holde styr på økonomi og post eller komme afsted til aktiviteter, arbejde eller sociale arrangementer.
Alle beboere deler ønsket om at bo selvstændigt, men samtidig have støtte til det, der kan være udfordrende. Der er ikke personale til stede hele tiden, så tilbuddet passer til dig, der føler dig tryg ved at være alene om aftenen og natten. Har du brug for hjælp til personlig pleje, hjælper hjemmeplejen dig med det.
Hvordan bor du?
Støttecenter Kærvej består af 10 lejligheder og ligger i et roligt villakvarter i Vester Skerninge med kort afstand til indkøb og busforbindelser, blandt andet til Svendborg, der gør det let at komme rundt og deltage i byens tilbud og aktiviteter. .
Du bor i din egen lejlighed på cirka 65 m² med lille forhave og terrasse, hvor du kan nye den friske luft. Lejligheden indretter du selv med dine egne møbler og personlige ting, så den føles som dit hjem og passer til din hverdag. Til lejligheden hører fælles vaskeri, cykelskur og et mindre opbevaringsrum.
Lejlighederne ligger samlet omkring et fælleshus med køkken og opholdsrum, hvor der er mulighed for at mødes med de andre beboere. Udenfor er der en stor grund med bålplads, petanquebane og gode rammer for fælles aktiviteter og hyggelige stunder under åben himmel.
Hvordan kan din hverdag se ud?
Støttecenter Kærvej er dit hjem. Her har du din egen lejlighed og ansvar for de opgaver og praktiske gøremål, der følger med at bo selv. Samtidig bestemmer du selv, hvordan du vil bruge din tid, og vi støtter dig i det, der er aftalt, så du oplever din hverdag fungerer.
Fælleshuset er samlingspunkt for det sociale liv på Kærvej. Her kan du mødes med de andre beboere, når du har lyst, måske over en kop kaffe, et spil eller en hyggelig snak. Tre aftener om ugen laver vi mad og spiser sammen, og om søndagen samles vi til fælles brunch. Der er egenbetaling per måltid, og du har mulighed for at invitere gæster med mod betaling.
Én gang om måneden holder vi husmøde, hvor du kan være med til at påvirke hverdagen på støttecentret og komme med forslag til aktiviteter. Ugen kan desuden byde på fælles aktiviteter som ture i skoven eller til stranden, eller hyggestunder ved bålet.
Vi fejrer også højtider sammen og deltager som frivillige ved lokale arrangementer og festivaler. Du bestemmer selv, hvad du vil deltage i, og kan altid trække dig tilbage til din egen lejlighed, når du har brug for ro.
Hvordan bliver du en del af det?
Hvis du vil vide mere om Støttecenter Kærvej, skal du kontakte en sagsbehandler i Socialafdelingen Myndighed. Sammen med sagsbehandleren ser vi på, om vores tilbud passer til dig og dine behov og ønsker.
Der er personale til stede på hverdage mellem kl. 07.00 - 20.00 og i weekender og helligdage mellem kl. 10.00 - 20.00.
