""
Foto © Freepik.com

Social Vejledning

Social Vejledning er et tilbud til dig over 18 år med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, eller som lever i udsathed, og har brug for støtte.

Hvad er Social Vejledning?

Social vejledning er personlig støtte til dig, der har brug for vejledning i din hverdag – enten i dit eget hjem eller et andet sted, for eksempel ude i byen, over telefon eller på et værested. Støtten tager altid udgangspunkt i dine ønsker, håb, drømme og behov og kan hjælpe dig med at skabe mere tryghed, struktur og overskud i hverdagen. Støtten kan også foregå samme med andre i gruppeforløb.

Hvem kan søge om det?

Social vejledning er for dig over 18 år, som har fysiske og/eller psykiske udfordringer eller lever i udsathed og har brug for støtte til at klare hverdagen. Det kan være, at du har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, møde op til dine aftaler, holde styr på din økonomi eller indgå i sociale relationer og fællesskaber. 

Hvad kan det indeholde?

Vi planlægger støtten sammen med dig og tilpasser den til dine ønsker og mål. Hvor meget støtte du får, afhænger af dine udfordringer. Social vejledning kan blandt andet omfatte:

  • understøttelse til at opbygge og fastholde sociale relationer samt fritidsaktiviteter
  • hjælp til at skabe struktur og overblik i hverdagen
  • støtte og vejledning til praktiske opgaver som økonomi, indkøb eller rengøring
  • støtte til kontakt til kommunen, jobcenter, læge eller sygehus.

Støtten varetages af uddannede medarbejdere for eksempel pædagoger, ergoterapeuter eller andre med særlige kompetencer inden for området, og handler om at vejlede dig, så du kan få det bedre, klare din hverdag og skabe mere tryghed og overskud i dit liv. Vi tager altid udgangspunkt i det, der er vigtigt for dig, og de mål, du gerne vil nå.

Hvordan får du det?

Hvis du ønsker social vejledning, kan du selv – eller sammen med dine pårørende – kontakte en sagsbehandler i Socialafdelingen, Myndighed. Her vurderes dine behov, og det afgøres, om du er i målgruppen for at modtage tilbuddet, og hvordan støtten bedst kan hjælpe dig i din hverdag.

Kontakt Socialafdelingen