Botilbud Ryttervej

Ryttervej

Ryttervej er et botilbud for dig med psykisk og/eller fysisk handicap, hvor du kan få den støtte og hjælp, du har brug for i hverdagen.

Hvad er Ryttervej?

Ryttervej er et bo- og dagtilbud til dig, der har brug for støtte og hjælp døgnet rundt, tilpasset din ønsker, drømme og behov. Vi tager udgangspunkt i dig og dine mål og hjælper dig med at skabe struktur, overskud og tryghed i hverdagen. Hos os er der plads til forskellighed, og vi ser altid mennesket før handicappet.

Hvem bor her?

Beboerne på Botilbud Ryttervej er voksne over 18 år med psykisk og/eller fysisk handicap, mange er unge. Det kan for eksempel betyde, at man har brug for støtte til at lære nyt, skabe struktur i hverdagen, tage beslutninger eller være sammen med andre. Fælles for beboerne er, at de har brug for et sted, hvor der er mulighed for støtte og hjælp i dagligdagen.

Hvordan bor du?

Ryttervej består af 40 lejligheder med eget badeværelse og tekøkken med vask og køleskab. Lejlighederne er bygget, så du kan komme rundt, uanset handicap og hjælpemidler, og der kan opsættes alarmer og kaldeanlæg, hvis du har brug for det. Du indretter selv din lejlighed med dine egne møbler og ting, så den passer til dig, og giver dig en følelse af hjemlighed.

Lejlighederne ligger langs fire “gader”, som er forbundet med forskellige fællesrum. Her kan du mødes og være sammen med andre beboere, og når du har brug for ro, kan du trække dig tilbage i din egen lejlighed. Ryttervej har eget køkken, som leverer alle måltider. Du kan vælge hel eller delvis kostordning, men de fleste har hel kostordning.

Hvordan kan din hverdag se ud?

Botilbud Ryttervej er dit hjem. Her har du din egen lejlighed og din hverdag med de pligter og praktiske gøremål, der følger med, og du bestemmer selv, hvordan du vil bruge din tid.

De fleste af vores beboere har et dagtilbud uden for Ryttervej, for eksempel på Grønnemoseværkstederne. Du kan også deltage i Ryttervejs eget dagtilbud, LAST (Læring – Aktivitet – Samvær – Trivsel), hvor der er mulighed for forskellige aktiviteter som gåture, boldspil, madlavning, biblioteksture og aktiviteter udendørs. Har du andre interesser eller fritidsaktiviteter, som er vigtige for dig, støtter vi dig også gerne i at dyrke dem – for eksempel ridning, bowling eller håndbold.

Vi har også vores fællesrum, du kan bruge, når du har lyst. Her kan du mødes med andre beboere og høre musik, spille spil, tegne eller være i rolige omgivelser i sanserum eller stille-stue. I løbet af året markerer vi højtider som fastelavn, påske og sankthans for dem, der har lyst til at være med. Det vigtigste er, at du selv bestemmer, hvordan du vil bruge dine dage og din tid, og hvad du gerne vil deltage i.

Hvordan bliver du en del af det?

Vil du høre mere, om Ryttervej kan være noget for dig, skal du kontakte en sagsbehandler i Socialafdelingen Myndighed. Her kan I tale om dine behov og ønsker, og sammen med din sagsbehandler finder vi ud af, om Ryttervej passer til dig.

Er du allerede en del af Ryttervej, men har forslag til noget, vi ellers skal hjælpe dig med, skal du eller dine pårørende drøfte det med din sagsbehandler, som herefter stiller os opgaven.

Kontakt Ryttervej