Villaen på Tjørnevej efter renovering af den gamle veranda.

Nyt liv i den gamle stationsbygning

Familie i Hesselager har modtaget støtte fra bygningsfornyelsespuljen til blandt andet at renovere en gammel original veranda. Læs mere om renoveringen her, og hvordan du selv kan søge puljen.

Tjørnevej 9 i Hesselager er i dag et elsket familiehus ejet af Maj-Britt og Palle, deres to sønner og deres lille hund, men da huset blev bygget tilbage i 1900, var det helt oprindeligt Hesselagers lokale togbanestation.

Siden da er lokalbanen blevet nedlagt, og huset har skiftet status til almindelig bolig. Huset har også undergået en renovering over flere omgange igennem årene.

Helt oprindeligt var Tjørnevej 9 en bygning med synlige mursten på facaden og med småsprossede vinduer. Tilbage i 2024 hvor Palle og Maj-Britt skulle renovere deres hus, var det ændret til, at huset nu havde fået oppudset facaden, og at vinduerne var skiftet til mere moderne dannebrogsvinduer. En vigtig ting på huset var dog helt som originalt, nemlig verandaen på sydsiden, som tilbage i 1900-tallet fungerede som overdækket venteplads for togets passagerer.

"Vi havde allerede renoveret en del af huset, og nu stod vi over for den sidste del, hvilket blandt andet betød, at verandaen med den fine træudsmykning skulle restaureres," fortæller Maj-Britt og Palle. "Udover verandaen ønskede vi også at renovere husets kvist og tagrender, og så ønskede vi at tilbageføre husets vinduer til den gamle stil med småsprossede vinduer."

Vi vidste, at vi boede i et hus med en høj historisk værdi, og vi har så vidt muligt forsøgt at vedligeholde og renovere ud fra husets oprindelige form.

- Mai-Britt og Palle, ejerne af Tjørnevej 9

"Især verandaen var unik med de fineste deltaljer i træværket, og det betød derfor utrolig meget for os, at vi ramte det helt præcise udtryk for at bevare stilen," fortæller Maj-Britt.

Tjørnevej 9

  • Bygningen: Huset blev bygget i 1900 og var oprindeligt Hesselagers stationsbygning for togruten mellem Svendborg og Nyborg. I dag ejes huset af Palle og Maj-Britt og deres to sønner, som har boet i huset i over 20 år.
  • Renoveringsprojektet: Projektet bestod af udskiftning af de gamle tagrender og renovering af husets kviste og den originale veranda. Derudover blev husets vinduer udskiftet, hvilket ejerne selv sørgede for.
  • Samlet puljebeløb fra bygningspuljen: 109.000,00 kr.

Maj-Britt og Palle hørte om puljen, tilbage da de modtog en besked via digital post, hvor der stod beskrevet, at deres hus var berettiget til at modtage økonomisk støtte fra bygningsfornyelsespuljen i forbindelse med områdefornyelsen i Hesselager.

De valgte at ansøge og lagde derefter en del kræfter i at beskrive huset og indhente tegninger og tilbud fra håndværkere, som alt sammen skulle bruges til ansøgningen.

"Vi søgte i første omgang til alle renoveringsprojekterne på huset," fortæller Maj-Britt. "Men det viste sig undervejs, at puljens krav til vinduer og døre ville fordyre projektet så meget, at vi valgte selv at stå for finansieringen af den del. Men resten af ansøgningen blev godkendt, og så kunne renoveringen starte."

Maj-Britt og Palle benyttede udelukkende lokale håndværkere, hvor specielt tømmerdelen havde sin charme, da træet blev fældet ved Glorup Gods, skåret op på savværk i Vormark for derefter at blive monteret på stationsverandaen. 

Det har betydet rigtig meget for os, at vi havde muligheden for at søge penge, da det gav os det sidste skub til at blive helt færdige med renoveringen.

- Mai-Britt og Palle, Ejerne af Tjørnevej 9

Det var en ret tidskrævende proces for os at søge puljen, men i sidste ende var det alle kræfterne værd. Vi vil helt klart anbefale andre at søge puljen også, da vi hele vejen igennem har fået en god og professionel vejledning og hjælp af kommunen.  

"At bo i en historisk bygning forpligter, men det kræver også en vilje og ikke mindst økonomi til at renovere, for at bevare gamle bygninger, som i sidste ende er mere bæredygtigt frem for at bygge nyt," afrunder Maj-Britt og Palle. 

Før og efter

  • Historisk billede af Tjørnevej 9 - dengang bygningen fungerede som station. Bemærk de ventede togpassagerer under verandens tag.Historisk billede af Tjørnevej 9 - dengang bygningen fungerede som station. Bemærk de ventede togpassagerer under verandens tag.
  • Villaen på Tjørnevej efter renovering af den gamle veranda.Villaen på Tjørnevej efter renovering af den gamle veranda.
  • Verandaen efter renoveringen.Verandaen efter renoveringen.
  • Verandaen efter renoveringen.Verandaen efter renoveringen.
  • Verandaen, som den så ud før renoveringen.Verandaen, som den så ud før renoveringen.
1 / 5

Da huset blev bygget tilbage i 1900, var det stationsbygning til Hesselagers lokale togbanestation. Dengang havde huset synlige mursten på facaden og småsprossede vinduer.  Her ses også den originale veranda, som tilbage i 1900-tallet fungerede som overdækket venteplads for togets passagerer.

Fotografi © Holger Sørensen

Huset, som det ser ud i 2025 efter Palle og Mai-Britts renovering. 

Her ses den originale veranda, som har fået en kærlig hånd, så den igen fremstår flot. 

Bemærk de fine detaljer i træværket på verandaen. 

Verandaen, som den så ud før renoveringen. 

Om bygningsfornyelsespuljen

Bygningsfornyelsespuljen er en pulje, der yder støttemidler til renovering af boliger og forsamlingshuse i Svendborg Kommune.

Puljen kan bruges til at dække nogle af udgifterne til udvendig renovering på din bolig, og puljen tager afsæt i at bevare og forskønne kulturhistoriske huse i Svendborg Kommune.

Puljen er skattefri og dækker op til 50% af de støtteberettigede udgifter inkl. moms., dog maks. 200.000,00 kr.

Du kan søge støtte til renovering, hvis:

  • Du ejer en privat bolig, andelsbolig eller privat udlejningsbolig.
  • Bygningen er registreret som bolig.
  • Bygningen er et forsamlingshus eller på anden hvis tjener til alemnyttige formål.
  • Bygningen er opført før år 1960
  • Bygningen, eller dele af den, er væsentligt nedslidt.
  • Renoveringsarbejdet endnu ikke er påbegyndt.

Næste deadline for ansøgning til puljen er d. 1. september 2025

Du kan læse mere om puljen her.