Svendborg by

Find din lokalplan

En lokalplan fastlægger, hvordan udviklingen skal være i et bestemt område. Den kan f.eks. beskrive, hvor og hvordan der må bygges nyt. Her kan du finde den lokalplan, der gælder for dit område.

En lokalplan er en detaljeret plan med bindende bestemmelser for et bestemt område i kommunen.

Lokalplanen kan blandt andet bestemme:

  • Hvordan lokalplanområdet må anvendes
  • Hvordan bebyggelse, veje og friarealer skal placeres
  • Om der skal anvendes særlige materialer til bebyggelse
  • Bevaring af bygninger og landskabstræk
  • Sikring af friarealer og fællesanlæg

Lokalplanen regulerer udelukkende fremtidige forhold. Eksisterende lovlige forhold kan således fortsætte som hidtil.

En byplanvedtægt gælder på samme måde som en lokalplan, men er udarbejdet før 1977.

Byplanvedtægter indeholder normalt bestemmelser om anvendelses- og bebyggelsesforhold og er oftest mindre detaljerede end lokalplaner.

Dispensationer

Kommunalbestyrelsen har visse muligheder for at give dispensation til mindre afvigelser fra bestemmelserne i en lokalplan, men kun hvis der er tale om mindre betydende fravigelser, som ikke er i strid med principperne i planen.

Det er altid den aktuelle kommunes vurdering af de konkrete forhold, der er afgørende. Det må aldrig stride mod hensigten med lokalplanen, og du kan ikke få tilladelse til at opføre byggeri, der strider mod lokalplanens bestemmelser.

En dispensation fra lokalplanen i forbindelse med en byggesag kan betyde, at naboerne bliver orienteret og skal høres. Det er kommunen, der kan vurdere, om en dispensationen kun har underordnet betydning, eller hvilke personer og foreninger der skal orienteres og høres.

Der kan være krav om naboorientering/nabohøring, hvis byggeriet kræver dispensation fra byggelovgivningen eller planlovgivningen.