
Når dit barn skal starte i 0. klasse
Skolestart er en stor milepæl – både for dit barn og for dig som forælder. På denne side finder du samlet information, der gør det nemmere at forberede dig og dit barn på den første tid i skolen.
Første skoledag
Første skoledag i Svendborg Kommunes folkeskoler er mandag den 11. august 2025.
Skolen sender besked i god tid om, hvad tid I skal møde, og hvordan dagen foregår.
På mange skoler er der en særlig velkomst for børn og forældre – ofte med taler, fælles samling og mulighed for at se klassen og møde lærere og pædagoger.
Det sker i 0. klasse
I 0. klasse arbejder børnene med at lære at gå i skole. Der er fokus på at styrke fællesskabet, lege og være nysgerrig, og på at lære gennem erfaringer og aktiviteter.
Dit barn vil møde både lærere og pædagoger i løbet af skoledagen. Dagen kan fx indeholde:
-
Morgensamling og klasseaktiviteter
-
Undervisning i små forløb med legende tilgang
-
Udendørs leg og bevægelse
-
Tæt samarbejde med SFO’en
Sådan sikrer du en god skolestart
For at få en god skolestart er der nogle praktiske ting, du som forælder skal være opmærksom på:
-
Sørg for, at dit barn har tøj og sko, der passer til vejret og som er lette at tage af og på.
-
Pak madpakke og drikkedunk – og øv evt. at åbne madkassen selv.
-
Gå eller cykl skolevejen med dit barn – det gør den mere tryg og velkendt.
-
Hold øje med beskeder fra skolen på Aula – her får du alt det praktiske at vide.
Den første skoledag
Det er forskelligt fra skole til skole, hvordan man modtager de nye elever i 0. klasse og hvornår skoledagen starter. Læs mere på Aula eller kontakt skolen.