Din side - hjælp til børn og unge

Måske ringer du udenfor vores åbningstid, fordi du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til i morgen. Hvis det sker, skal du ringe til politiet på telefonnummer 114, som så vil finde ud af, hvordan de kan hjælpe dig.

Hvis du er i fare eller har tanker om at skade dig selv, skal du ringe til Alarmcentralen på 112 med det samme.

På mødet vil børne- og ungerådgiveren spørge til, hvordan du har det. Måske bliver du spurgt om, hvordan du har det derhjemme og i skolen. Rådgiveren spørger, fordi han/hun vil finde ud af, hvad der fungerer godt og skidt i dit liv – og hvordan du får den hjælp, der passer til dig.

Mødet foregår enten i et lokale hos kommunen eller et andet sted, du kender godt. Første gang, du møder rådgiveren, vil du måske have din mor og far med. Det kan også være, du har en anden voksen med til mødet, eller at du taler med rådgiveren alene.

Børne- og ungerådgiveren samler alle de informationer, der fortæller, hvordan du har det. Det gør hun ved at tale med dig og din familie. Måske holder rådgiveren også et netværksmøde. På sådan et møde samles nogle af de voksne, der kender til dig. Det kunne være din lærer eller træner.Nogle gange skal rådgiveren undersøge din situation endnu mere, hvor han/hun måske taler med en børnepsykolog.

Men i sidste ende er en af rådgiverens vigtigste opgaver at finde ud af, hvad DU synes, der skal ske. Din mening SKAL altså tælle med i beslutningen om den hjælp, du skal have.

Måske beslutter børne- og ungerådgiveren, at du ikke har brug for hjælp, eller at du og dine forældre selv kan klare det.

Det kan også være, at du får en kontaktperson, som kan hjælpe dig i hverdagen. Andre gange skal du eller din familie tale med en psykolog.

Hvis det er rigtig svært derhjemme, kan det være, du skal bo hos nogle andre i en periode. Det kan enten være dine bedsteforældre eller nogle andre, du kender godt. Det kan også være en plejefamilie. Sker det, kan du stadig se dine forældre, hvis du har lyst til det, og hvis det er godt for dig.

Kommunen

Danmark er delt op i 98 områder, man kalder kommuner. I hver kommune er der medarbejdere, der arbejder med, at tingene fungerer. Medarbejdere fra kommunen står blandt andet for skoler, veje og affald, men også for at hjælpe børn og unge, der ikke har det godt.
Ifølge loven skal de voksne, der arbejder i Familieafdelingen, undersøge det, hvis nogen er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. De skal finde ud af, om barnet eller den unge har brug for hjælp, og de skal hjælpe, hvis der er brug for det.

Børne- og ungerådgiver

De mennesker i kommunen, der arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt, hedder børne- og ungerådgivere. Nogle gange kaldes de også for socialrådgivere, rådgivere eller sagsbehandlere.

Bisidder

Når du er til møde med kommunen, har du altid ret til at have en ”bisidder” med.
En bisidder er en person, der kan hjælpe og støtte dig til møderne. En bisidder skal være over 15 år, og det er dig, der bestemmer, om du vil have en bisidder, og også hvem det skal være. Det kan være fx en lærer eller et familiemedlem. Du kan også få en professionel bisidder, fx gennem Børnetelefonen.

En sag

Man kan ”have en sag” i kommunen. Det er det, man kalder det, når børne- og ungerådgiveren fra kommunen følger med i, hvordan et barn eller en ung har det.

Det, som rådgiveren finder ud af, og som de skriver ned, kalder man også for ”en sag”. Det vil sige papirer eller filer på en computer med notater om, hvad forskellige personer har sagt, referater fra møder eller beslutninger, der er blevet taget. Sådan en sag kan også kaldes en journal.

Rettighed

Som barn og ung har du rettigheder, hvis du har en sag i kommunen. Du har fx ret til at blive spurgt, hvad du selv synes. Det er også en rettighed at have en bisidder med til møderne. Du har også ret til at se din egen sag. Det kalder man retten til aktindsigt. Du kan se mere om dine rettigheder på Børnetelefonens hjemmeside eller spørg din rådgiver.

Inddragelse

At blive inddraget betyder, at man skal spørges – og at ens mening skal tælle med.
Hvis en børne- og ungerådgiver skal finde ud af, hvordan et barn eller en ung har det, skal han eller hun altså tale med barnet eller den unge, og lytte til det, der bliver fortalt.
Det kaldes også, at barnet eller den unge har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at man som barn eller ung altid selv kan bestemme, men at der altid skal lyttes til én.

Underretning

En underretning er, når nogen har skrevet eller ringet til kommunen for at fortælle, at de er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. Det kan fx være en lærer, der har lavet underretningen, men det kan også være et familiemedlem eller en nabo.
I Danmark har alle voksne pligt til at give besked til kommunen, hvis de er bekymrede for, at et barn eller en ung ikke har det godt.

Parter

De mennesker, en sag handler om, kaldes for parter. Parterne i en sag er næsten altid barnet eller den unge og de voksne derhjemme. Børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, hvem der er parter i en sag.

Screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse

Hvis en rådgiver skal undersøge, hvordan et barn eller en ung har det, foregår det i flere trin. Det starter med en screening, hvor børne- og ungerådgiveren ser på de informationer, som findes i sagen, og måske taler med barnet eller den unge og hans eller hendes forældre. Her prøver rådgiveren at finde ud af, om der er noget, der skal undersøges nærmere. Hvis der er det, laver rådgiveren en afdækning. Så holder rådgiveren måske et netværksmøde med nogle af de voksne, der kender barnet eller den unge og forældrene. Rådgiveren taler også mere med barnet eller den unge. Hvis der er brug for at undersøge mere om, hvordan barnet har det, kaldes det en børnefaglig undersøgelse. Så bruger rådgiveren mere tid på at tale med de voksne, der kender til barnet eller den unge.

Netværksmøde

På et netværksmøde mødes børne- og ungerådgiveren med nogle af de voksne, der kender barnet eller den unge. Det er fx familiemedlemmer, lærere fra skolen eller studiet og pædagoger fra fritids- eller ungdomsklubben. Nogle gange vil barnet eller den unge også være med til mødet sammen med sin bisidder.

Indsats

Indsatser er et fælles ord for den hjælp, en kommune kan beslutte at give til et barn, en ung eller en familie. En indsats kan fx være timer med en psykolog eller en kontaktperson. Det kommer an på, hvad børne- og ungerådgiveren vurderer er den bedste hjælp.

Afgørelse

Nogle af de beslutninger, som rådgiveren tager om, hvordan et barn eller en ung skal hjælpes, kaldes for “afgørelser”. Det er fx en “afgørelse”, hvis et barn eller en ung skal have en kontaktperson. Afgørelser kan man klage over. Børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, om noget er en afgørelse.

Barnets plan/ugeplan

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp barnet eller den unge skal have, lægger rådgiveren en plan med tydelige mål for, hvad der skal blive bedre
– og hvordan det skal ske. Du har ret til at fortælle, hvad du synes, du har brug for.
Og planen bliver ofte lagt sammen med dig og de voksne, du bor sammen med.

Opfølgning på indsats

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp du skal have, skal rådgiveren flere gange tjekke, hvordan det går med dig og den plan, I sammen har lagt. Måske betyder det, at I ændrer planen, for at den virker bedre. Her skal rådgiveren lytte til dine ønsker og behov.

Kommunerne er de 98 områder, Danmark er delt op i. I hver kommune er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også med at hjælpe børn og unge, der har det svært.
I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis den kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i din kommune.

Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du har brug for. Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp. Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier.

Måske drikker de voksne hjemme hos dig meget alkohol. Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig. Måske føler du dig meget alene med alting? Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.

Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym. Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.

Når du kontakter os, vil det for det meste være en børne- og ungerådgiver, du taler med – en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine. De arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for
sagsbehandlere eller socialrådgivere.

Hvis du har talt eller skrevet med en børne- og ungerådgiver hos os, vil han eller hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen. Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, han/hun ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske. Det kan også være, rådgiveren foreslår, at du skal tale med en god ven, dine forældre, BørneTelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer.

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder "Barnets lov". I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det. Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.