Børn og unge med handicap
Er du forælder til et barn med en funktionsnedsættelse, kan du have behov for at søge ekstra støtte.
Støtte til børn med funktionsnedsættelser – er dit barn i målgruppen?
Hvis dit barn har en funktionsnedsættelse eller en kronisk sygdom, kan der være mulighed for at få støtte gennem Barnets lov.
Målgruppen er børn og unge under 18 år, som har:
- En betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
- En indgribende kronisk eller langvarig sygdom
Det gælder både fysiske og psykiske vanskeligheder – og det kan f.eks. være, hvis dit barn har en diagnose, der påvirker hverdagen i hjemmet, daginstitution eller skole.
Når du henvender dig, vil en børne- og ungerådgiver i Familieafdelingen foretage en individuel vurdering af jeres situation og af, hvilken støtte der er relevant for jer.
Vi kan f.eks. hjælpe med:
- Rådgivning til forældre med børn med handicap eller kronisk sygdom
- Hjælp til at finde egnede dagtilbud (Barnets lov § 82)
- Vurdering og godkendelse af hjemmetræning (Barnets lov § 82 og § 85)
- Dækning af merudgifter som følge af barnets funktionsnedsættelse (Barnets lov § 86)
- Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis du må være hjemme for at passe dit barn (Barnets lov § 87)
- Mulighed for aflastning, så familien kan få pauser i hverdagen (Barnets lov § 86, § 90, § 32 og Serviceloven § 84)
- Ledsagerordning til unge mellem 16 og 18 år, der ikke kan færdes selvstændigt uden for hjemmet, f.eks. ved brug af kørestol (Barnets lov § 89)
Er du i tvivl, om dit barn er omfattet af reglerne?
Så kontakt os – vi tager udgangspunkt i jeres situation og hjælper jer videre til den rette støtte.