Grønt lys til nye trafiksikkerhedsprojekter

Med statslig medfinansiering til tre projekter kan længe ønskede forbedringer for bløde trafikanter i Svendborg nu blive til virkelighed.

Cyklister og fodgængere kan nu se frem til bedre sikkerhed, når de færdes en række kritiske steder i Svendborg.

Statslig medfinansiering har nemlig gjort det muligt at realisere en række større trafiksikkerhedsprojekter. Og det er tiltrængt, fortæller udvalgsformand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel:   

“Det er meget glædeligt, at vi med statslig medfinansiering nu kan komme videre med nogle af de trafiksikkerhedsprojekter, som står højest på ønskelisten. De har længe været ønsket – og med god grund. Det er steder, hvor der er mange cyklister og stor utryghed,” udtaler han. 

Lysregulering i stedet for indsnævring ved Femte Maj Plads

Ved krydset Femte Maj Plads, Gyldenbjergsvej og Mølmarksvej i Svendborg skal den eksisterende chikane nedlægges og erstattes med lysregulering. Indsnævringen skaber i dag trafikale udfordringer og utrygge forhold for brugerne af fodgængerfeltet, herunder skoleelever fra Vestre Skole.

Projektet forventes at koste 1,55 millioner kroner. 0,46 millioner kroner finansieres af staten og resten af kommunen.

Separat cykelsti i rundkørsel på vej til Thurø

I rundkørslen lige inden dæmningen til Thurø, hvor Christiansmindevej, Hestehavevej og Skårupøre Strandvej mødes, er det i dag nemt at overse cyklisterne. Det skal der ændres på ved at føre cyklisterne på en separat cykelsti rundt med rundkørslen.

Projektet forventes at koste 1,33 millioner kroner, hvoraf staten bidrager med 0,38 millioner kroner.

Fællessti ved stikvej fra Sundbrovej til Sankt Jørgens Vej 

På den lille stikvej fra Sundbrovej til Sankt Jørgens Vej skal der anlægges en fællessti med plads til både cyklister og fodgængere på de 100 meter fra dér, hvor Sundbrovejs cykelsti ophører ved Skovvej, og frem til fællesstierne på Sankt Jørgens Vej.

Fællesstien skal styrke forholdene for cyklister, der kommer fra Tåsinge i retning mod Svendborgs bymidte.

Prisen forventes at være 0,812 millioner kroner. 0,324 finansieres af staten, mens kommunen dækker det resterende beløb på 0,487 millioner kroner.

Fakta

  • Alle projekterne forventes planlagt og udført i 2024 og 2025.
  • De statslige midler kommer fra Vejdirektoratets Trafiksikkerhedspulje 2023 og Cykelpulje 2023, som Svendborg Kommune søgte i begyndelsen af sidste år. Der blev givet tilsagn om medfinansiering til alle de tre søgte projekter.