Punkt 5 Modtagelsesklasser for flersprogede elever i skoleåret 2019/20
Beslutningstema
Orientering om forventede antal modtagelsesklasser i skoleåret 2019/20.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalget for Børn og Unge besluttede den 7. december 2016 den fremtidige organisering af modtagelsesklasser, herunder principper for oprettelse- og nedlæggelse af modtagelsesklasser inden for den besluttede ramme.
De bærende principper er:
- Pædagogisk bæredygtighed
- Økonomisk bæredygtighed
- Integrationsperspektivet
En modtagelsesklasse kan ved skoleårets begyndelse indeholde op til 12 elever. Dog kan der være op til 15 elever ved skoleårets begyndelse, hvis det vurderes at være pædagogisk forsvarligt i forhold til undervisningens kvalitet eller op til 18 elever, hvis eleverne tillige overvejende har samme sproglige baggrund og øvrige forudsætninger.
Det forventede antal elever i modtagelsesklasserne for skoleåret 2019/20 bygger på aktuelle elevtal, forventet udslusning til almenområdet, samt udmeldte prognoser fra Team Integration og Interkulturelt team.
Aktuelt er der således ikke meddelt ankomst af flygtninge til Svendborg i 2019, mens antallet og omfanget af familiesammenføringer er et skøn forbundet med usikkerhed. Der vurderes pt mulighed for familiesammenføringer berørende 10 børn i den skolepligtige alder.
Skolerne har forsøgt at fremskrive elevtallene til august 2019, ud fra viden om de nuværende elever.
Der skal derfor tages forbehold for elever, som indskrives i perioden frem mod kommende skoleår i form af familiesammenføringer, nyankomne flygtninge eller flersprogede tilflyttere.
Forventede elevtal per august 2019
Ørkildskolen: 9 elever fordelt på 2. til 6. klassetrin. Resursetildeling til 1 klasse.
Nymarkskolen: 5 elever fra 7. til 10. klassetrin: Resursetildeling til 1 klasse.
Ørkildskolen tildeles en resurse svarende til én klasse på mellemtrinnet, der dog vil strække sig over 5 klassetrin.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Tildelingen til to modtagelsesklasser i skoleåret 2019/2020 medfører en udgift på 1,9 mio. kr. inkl. drift.
I skoleåret 2018/2019 udgør tildelingen til fire modtagelsesklasser 4,1 mio. kr. Den lavere tildeling i skoleåret 2019/2020 på 2,2 mio. kr. indgår i skolernes samlede ressourcetildeling til modtagelses- og specialområdet. Effekten i 2019 udgør 5/12 = 0,9 mio. kr.
Der er et samlet sparekrav på modtagelses- og specialområdet i 2019 på 2,5 mio. kr.
Lovgrundlag
Lov om Folkeskolen
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 16-01-2019
Taget til efterretning og udvalget ønsker at drøfte organiseringen af modtageklasser i efteråret 2019.