Punkt 2 Skovens Herskere
Beslutningstema
Ansøgning fra Skovens Herskere om godkendelse som frivillig folkeoplysende forening
Sagsfremstilling
Foreningen Skovens Herskere søger om at blive godkendt som frivillig folkeoplysende forening i Svendborg Kommune samt mulighed for at søge lokaler til foreningens aktiviteter.
Ifølge foreningens formålsparagraf er det blandt andet foreningens formål at udvikle børn og unge til at blive empatiske og kreative mennesker, der aktivt arbejder for at skabe fællesskaber, oplevelser og bruge det de lærer til at tage aktivt del i det danske og internationale samfund.
Foreningens aktiviteter omfatter rollespil. Ifølge foreningens årsplan er der 1- 2 arrangementer pr. måned. Deltagerantallet til disse arrangementer er ca. 50 børn og deres forældre, der mødes i Sofielundskoven og spiller liverollespil. Desuden afholdes ”sommerscenariet”, hvor hele familier mødes i sheltere og spiller rollespil i en hel weekend.
Foreningen beskriver rollespillet som udvikling af kreativ historiefortælling i samspil med fysisk aktivitet i naturskønne omgivelser. Træning i empati og øvelse i at spille skuespil. Der trænes fægtning, gruppekamp, løb og smidighed. Dertil kommer elementer af praktisk demonstration af politik, diplomati, forhandlinger og middelalderlig krigsførelse m.m.
Foreningen har p.t. 24 betalende medlemmer – heraf 15 under 25 år.
Der fremgår dog følgende af foreningens ansøgning om godkendelse som frivillig folkeoplysende forening:
”Vores rollespil er åbent for alle at deltage uden medlemskab.
Vi tager et deltagergebyr på 15 kr. pr. gang for at drive spillet. Alle kan frit blive medlem af vores facebookgruppe ”Juniorrollespil Sydfyn” og derved deltage i alle arrangementer samt blive indkaldt til foreningens årlige generalforsamling m.m.
Man kan blive medlem af foreningen ved at udfylde et skema og betale et årligt kontingent på 125 kr. Medlemskab giver gratis adgang til fantasy-scenarierne i skoven”
Der søges lokaler til forskellige aktiviteter bl.a. brætrollespil, indendørs postapokalyptisk rollespil og træningshal til game fencing om vinteren.
Administrationen bemærker, at foreningen kan godkendes såfremt det i vedtægten rettes, at man skal være kontingentbetalende medlem for at deltage i aktiviteter og generalforsamling.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Medlemskontingent til p.t. 15 medlemmer a kr. 131 = 1.965 kr. I det omfang at foreningens aktiviteter kan henlægges til et klasseværelse og en gymnastiksal på en skole, vil det ikke have økonomiske konsekvenser for folkeoplysningens budget.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Folkeoplysningsloven
Sagen afgøres i
Folkeoplysningsudvalget
Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 29-04-2024
Foreningen kan ikke godkendes med de fremlagte vedtægter.
Bl.a. forholdet, at ikke medlemmer af foreningen kan deltage i generalforsamlingen.
Karin Olsen var fraværende. Som suppleant deltog Hans Ole Olsen.