Punkt 11 Forudsætninger for planarbejdet for Kullinggade 29
Beslutningstema
I udarbejdelsen af forslaget til kommuneplantillægget og efterfølgende lokalplan for et blandet bolig- og erhvervsområde på Kullinggade 29, skal der træffes en politisk beslutning om fastholdelse af den tidligere politiske beslutning om, at bygherre skal udarbejde og afholde udgiften til en trafikanalyse af lokalområdet.
Der skal desuden træffes beslutning om, hvorvidt man ønsker at nedlægge parkeringspladser på Kullinggade i forbindelse med adgang til og ændret anvendelse af området på Kullinggade 29.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At beslutte, om det skal fastholdes eller fraviges, at bygherre skal udarbejde og afholde udgifter i forbindelse med en trafikanalyse af lokalområdet omkring Kullinggade 29.
- At beslutte, om der skal nedlægges op til seks offentlige parkeringspladser på Kullinggade, der er en forudsætning for godkendelse af adgang til det blandede bolig- og erhvervsområde på Kullinggade 29.
Sagsfremstilling
Den 27. juni 2023 godkendte Kommunalbestyrelsen at igangsætte udarbejdelsen af forslaget til kommuneplantillægget og efterfølgende lokalplan for et blandet bolig- og erhvervsområde på Kullinggade 29.
Trafikanalyse
Plangrundlaget skulle tage udgangspunkt i fire principper for områdets udvikling, herunder indretning af lokalplanområdets byrum med velfungerende infrastruktur og velfungerende friarealer. Det blev dermed besluttet, at planlægningen af det nye boligområde skal tage højde for byfortætningens konsekvenser mange år frem, herunder infrastrukturen i lokalområdet, hvor vejene er smalle og i forvejen er udfordrede af parkering mv.
Med henblik på en fremadrettet velfungerende infrastruktur, herunder sikring af de lette trafikanter, blev det besluttet, at der skal udarbejdes en trafikanalyse i forbindelse med lokalplanlægningen. Analysen skal være med til at sikre, at vejene omkring Kullinggade kan bære den afledte trafik fra lokalområdet. Det indbefatter blandt andet en analyse af, hvorvidt vejene bliver udfordret på kapaciteten og trafiksikkerheden, hvilket kan aflede trængsel, trafikfarlige situationer og evt. uheld med mere eller mindre omfattende person- og materialeskader. Hvis analysen viser, at vejene ikke kan bære trafikmængden, skal der laves tiltag på de offentlige veje, og ellers er det nødvendigt at tilpasse benyttelsen af bolig- og erhvervsområdet på Kullinggade 29 ved for eksempel at nedskalere bebyggelsesprocenten/boligantallet og -størrelsen.
Af beslutningspunktet den 27. juni 2023 fremgik det desuden, at eventuelle afledte udgifter til ændringer på de offentlige veje på baggrund af den kommende trafikanalyse, skal belyses og bearbejdes inden den videre planproces, herunder de økonomiske konsekvenser. Det fremgik ligeledes af punktet, at udgifter til udarbejdelse af en trafikanalyse påhviler bygherre. Beslutningen blev senest præciseret på Kommunalbestyrelsens møde den 19. december 2023, hvor man fastholdt, at bygherre skulle tilvejebringe trafikanalysen.
Bygherre har senest den 6. februar 2024 tilkendegivet, at bygherre vurderer, at arbejdet med en trafikanalyse for bygherres vedkommende er færdigbehandlet.
I forbindelse med trafikanalysen er det administrationens vurdering, at der forsat er en række elementer, der ikke er redegjort for. Der mangler fortsat en vurdering af kapacitet, trafiksikkerhed, ændring i trafikmønster for omkringliggende veje.
På det nuværende grundlag kan det ikke vurderes, hvorvidt der vil være risiko for at vejene omkring Kullinggade vil blive udfordret i forbindelse med den forventede øgede belastning af vejnettet. Afledte konsekvenser af manglende kapacitet på for eksempel Valdemarsgade, kan være nedlæggelse af kantstensparkeringer i gaden og ændring af kørselsmønstre på tilstødende veje, herunder øget smutvejskørsel på boligveje. Her foruden er der usikkerhed omkring vurderingen af de trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser for de lette trafikanter.
Hvis der ikke udarbejdes en fyldestgørende trafikanalyse, må det forventes, at lokalplanen vil være underbelyst vedrørende forhold, der vil kunne få betydelige implikationer for den omkringliggende infrastruktur i forhold til fremkommelighed og trafiksikkerhed.
Nedlæggelse af parkeringspladser i forbindelse med adgang til området
Af trafiksikkerhedsmæssige grunde forventes det, at det er nødvendigt at nedlægge op til seks offentlige parkeringspladser på Kullinggade, så der sikres de nødvendige oversigtsforhold og færdselsloven overholdes i forbindelse med godkendelse af adgang til det blandede bolig- og erhvervsområde på Kullinggade 29.
For at etablere en ny adgang fra Kullinggade til parkeringskælderen på ejendommen, vurderes det, at der skal nedlægges to offentlige parkeringspladser på Kullinggade. Viser oversigtsforholdene sig at give udfordringer i forhold til trafikken på Kullinggade, kan det blive nødvendigt at nedlægge yderligere op til to offentlige parkeringspladser.
Ved den nordlige adgang vil det være nødvendigt at nedlægge en til to parkeringspladser.
Kort over de forventede nedlagte parkeringspladser er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Nedlæggelse af parkeringspladser på Kullinggade). De røde kryds markerer de parkeringspladser, der skal nedlægges i forbindelse med adgangen til Kullinggade. De orange kryds markerer de parkeringspladser, som på sigt kan være nødvendige i forhold til oversigtsforholdene.
Der indstilles på baggrund af ovenstående til, at man politisk træffer beslutning om, hvorvidt man ønsker at nedlægge de op til seks offentlige parkeringspladser for at kunne give bygherre en adgangstilladelse til bolig- og erhvervsområde på Kullinggade 29. Nedlæggelsen af de op til seks parkeringspladser er på baggrund af den nuværende forventede placering af en eventuel adgang. Adgangstilladelsen er en forudsætning for at lokalplanen kan realiseres.
Kommunen har ikke lovhjemmel til at pålægge bygherre at finde og etablere erstatningsparkeringsplader for de nedlagte offentlige parkeringspladser. Det er alene muligt at pålægge bygherre de faktiske omkostninger i forbindelse med nedlæggelse af de offentlige parkeringspladser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Trafikanalyse
Administrationen vurderer, at det vil koste Svendborg Kommune i størrelsesordenen 0,1 mio. kr. at få belyst de mangler, der er i trafikanalysen fra bygherre.
Svendborg Kommune har ikke prioriteret midler til at udarbejde en trafikanalyse for vejene omkring Kullinggade. Hvis udgiften skal findes indenfor det eksisterende driftsbudget under Teknik- og Miljøudvalget, vil det betyde en omprioritering af allerede disponerede midler.
Nedlæggelse af parkeringspladser
Der vil være udgifter i forbindelse med fjernelse af offentlige parkeringspladser på Kullinggade samt ændring af skiltning.
Det er muligt at pålægge bygherre de faktiske omkostninger i forbindelse med nedlæggelse af de offentlige parkeringspladser.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes på nuværende tidspunkt ikke at have konsekvenser for CO2-udledningen
Lovgrundlag
Lov om Planlægning
Vejloven
Færdselsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 02-04-2024
Man stemte om at fravige krav om trafikanalyse:
For stemte: Arne Ebsen (F), Per Nykjær Jensen (I), Pia Dam (A), Torben Frost (A) og Mette Kristensen (V).
Imod stemte: Flemming Madsen (A) og Ib Knudsen (Ø).
Man besluttede hermed at anbefale at fravige krav om trafikanalyse.
Flemming Madsen (A) og Ib Knudsen(Ø) kunne ikke tilslutte sig beslutningen, da man fastholder, at der skal udarbejdes en fyldestgørende trafikanalyse som forudsætning for lokalplan.
Man stemte om at nedlægge parkeringspladserne:
For stemte Arne Ebsen (F), Per Nykjær Jensen (I), Pia Dam (A), Torben Frost (A) Mette Kristensen (V) og Flemming Madsen (A).
Ib Knudsen (Ø) undlod at stemme.
Man besluttede hermed at nedlægge op til 6 parkeringspladser.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-04-2024
Udvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen at fravige kravet om en trafikanalyse af lokalområdet omkring Kullinggade 29. Det anbefales endvidere at nedlægge op til 6 offentlige parkeringspladser på Kullinggade.
Jesper Kiel (liste Ø) kan ikke anbefale ovenstående, idet det ønskes, at bygherren skal lave en trafikanalyse som grundlag for lokalplanen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 23-04-2024
Indstilles.
liste Ø og Flemming Madsen kan ikke anbefale ovenstående, idet det ønskes, at bygherren skal lave en trafikanalyse som grundlag for lokalplanen
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltager Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-04-2024
Godkendt.
Liste Ø, Flemming Madsen og Rasmus Fjeldingbjerg Drabe kan ikke godkende ovenstående, idet det ønskes, at bygherren skal lave en trafikanalyse som grundlag for lokalplanen
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Allan Østergaard (B).