Punkt 9 Orientering om magtanvendelser for 2023 under Familie, Børn og Unge
Beslutningstema
Udvalget orienteres om magtanvendelser for 2023, som er indberettet fra kommunale døgntilbud og specialiserede plejefamilier ift. anbragte børn og unge, hvor kommunen er driftsherre.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget tager orientering om indberetninger af magtanvendelser for 2023, hvor Svendborg Kommune er driftsherre, til efterretning.
Sagsfremstilling
Administrationen i Familie, Børn og Unge modtager indberetninger om brug af magtanvendelse fra kommunale døgntilbud og specialiserede plejefamilier ift. anbragte børn og unge hvor kommunen er driftsherre. Ligeledes modtages der indberetninger fra Svendborg Heldagsskole. Der er ikke krav om indberetning og registrering af magtanvendelser for børn og unge på Svendborg Heldagsskole, men administrationen foretager alligevel registrering af eventuelle magtanvendelser.
Indberetningerne fra de kommunale døgntilbud og specialiserede plejefamilier sendes også til Socialtilsyn Syd fra det enkelte sted.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten må for anbragte børn og unge:
- kun ske undtagelsesvist
- ikke erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand
- stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået
- ikke foretages hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, i givet fald skal disse anvendes
- udøves så skånsomt og kortvarigt, som omstændighederne tillader
- ske med størst mulig hensyntagen til barnet eller den unges personlige integritet, og hensyntagen til om der er andre tilstedeværende
I de sociale tilbud under Familie, Børn og Unge tilstræbes det at begrænse magtanvendelser til situationer, hvor det forekommer absolut påkrævet.
Procedure for registrering og behandling:
Registreringer af magtanvendelser skal, for anbragte børn og unge, ske inden for 24 timer på særskilte indberetningsskemaer til den anbringende kommune. Anbringelsesstedet giver yderligere kopi til den stedlige kommune og til socialtilsynet. Orienteringer om magtanvendelser på Svendborg Kommunes tilbud har til formål, at kommunen, som driftsherre, løbende kan følge med i, om omfanget af magtanvendelser giver anledning til ændringer i driften af institutionen.
Ved indberetning af magtanvendelse behandles sagen ved, at forældre og sagsbehandler orienteres ved indberetning, og der følges op med samtaler med den unge, der også selv får mulighed for at kommentere forløbet. Det er således et krav, jf. voksenansvarsloven, at personalet på et anbringelsessted skal fortælle barnet eller den unge, hvad der er skrevet om hændelsen i indberetningsskemaet. Barnet eller den unge skal herefter have mulighed for at afgive en redegørelse for sin oplevelse af situationen og de handlinger, der er udført.
Der er registreret følgende magtanvendelser under Familie, Børn og Unge i 2023:
Døgntilbud | 2021 | 2022 | 2023: Samlede registreringer | 2023: registreringer på unikke personer |
Døgnforanstaltningen Skovsbovej 101
| 12 | 10 | 1 | 1 |
Bo- og aflastiningstilbuddet Tankefuld
| 8 | 6 | 24 | 1 |
Specialiserede plejefamilier | 0 | 0 | 0
| 0 |
Svendborg Heldagsskole | 3 | 9 | 37 | 8
|
I løbet af 2023 har der i Familie, Børn og Unge været fokus på indberetnings- og registreringspraksis for magtanvendelser. Konkret har Bo- og aflastningstilbuddet Tankefuld samt Svendborg Heldagsskole haft fokus på opkvalificering af medarbejderstaben ift. arbejdet med indberetning af magtanvendelser. Dette har haft betydning for det samlede antal registreringer, som i perioden er steget. Det samlede antal registreringer gengiver alle indmeldte registreringer, også selvom det er på samme borger. Registreringer på unikke personer gengiver hvor mange unikke personer, som der ud af de samlede registreringer, er blevet indmeldt magtanvendelser på.
Overstående beretning har været sendt til Handicaprådets høring på deres marts møde. Deres udtalelse er vedlagt.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Magtanvendelse på sociale døgntilbud er tilladt i begrænset omfang med hjemmel i Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge samt bekendtgørelse af lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Magtanvendelse på Svendborg Helddagsskole følger bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 10-04-2024
Taget til efterretning. Udvalget ønsker en orientering om magtanvendelser på skoleområdet på kommende møde.
Henrik Nielsen (C) var fraværende, hvorfor Johan Emil Sevelsted (C) deltog som suppleant.