Punkt 7 Opfølgning på punkt fra Venstre vedr. bekymring for ungemiljøet og folkeskolen i Svendborg
Beslutningstema
På baggrund af punkt rejst af Venstre i Børne-, Unge og Uddannelsesudvalget d. 7. februar 2024 om bekymring for ungemiljøet og folkeskolen i Svendborg er der lavet en afdækning af status og indsatser på området. Udvalget orienteres i denne sag om igangværende indsatser og tiltag.
Indstilling
Direktionen indstiller
- At udvalget drøfter og tager orienteringen om igangværende indsatser til efterretning.
Sagsfremstilling
BUU drøftede d. 7. februar 2024 sagen og ønskede på den baggrund en orientering om igangværende indsatser og på baggrund heraf forholde sig til evt. ændringer.
1) Utilpassede og utryghedsskabende unge i byen og lokalområderne, herunder salg og brug af puff-bars
I Svendborg Kommune samarbejdes der bredt for at understøtte gode ungemiljøer med positive fællesskaber. Den fremtidige retning inden for dette område sættes via den nye sammenhængende Børne- og Ungepolitik, samarbejdet om ’Ind i fællesskaber’ mellem Familie, Børn og Unge og Skoler og Uddannelse samt den kommende strategiplan for Familie, Børn og Unge.
På området er der et tæt og lokalt samarbejde med Fyns Politi, som bygger på en løbende og gensidig dialog, der gør det muligt at monitorere udviklingen i f.eks. ungemiljøet i Svendborg Kommune. Udvalget blev på seneste udvalgsmøde orienteret om, at det fra politiet for nuværende er vurderingen, at der ikke ses et mønster i ungemiljøet som er usædvanligt for en by/kommune af Svendborgs størrelse. Det er yderligere vurderingen, at oplevelsen af en øget utryghed i ungemiljøet drives frem, som følge af episoder og hændelser foretaget af en mindre gruppe af unge, som Svendborg Kommune allerede arbejder socialfagligt med. Fyns Politi udtrykker i det løbende samarbejde stor tillid til kvaliteten i det socialfaglige arbejde fra Svendborg Kommune.
Svendborg Kommune arbejder med både forebyggende, intervenerende og indgribende indsatser for at understøtte individ- og gruppeniveauet til et ungeliv i trivsel og med opbyggelige relationer. Dette gør sig også gældende ift. indsatser rettet mod forebyggelsen og den konkrete håndtering af utilpassede og utryghedsskabende ungegrupper. Der er udarbejdet et oversigtsskema, over de særlige indsatser målrettet arbejdet med ungemiljøet i Svendborg Kommune. Dette er vedlagt sagen som bilag. Ligeledes er der vedlagt et notat over den nærmere tilgang til arbejdet med ungemiljøet i kommunen.
2) Tilbagemelding på den generelle elevtrivsel og elevadfærd, herunder grundlaget for gennemførelse af undervisning, på tværs af ungemiljøerne
På BUU d. 7. februar 2024 rejser Venstre spørgsmål vedr. uro og larm i klasseværelserne. For at afdække status og indsatser har forvaltningen i uge 12 foretaget en rundringning til skoleledelserne ved folkeskoler og specialskole/-tilbud med ungemiljøer samt Sundhedsplejen, Ungdomsskolen og PPR.
Samtalernes omdrejningspunkt var hhv.:
- skoleledernes vurdering af den generelle trivsel i ungemiljøerne
- den specifikke bekymring omhandlende en eventuel øget tendens til uro og larm, der kunne påvirke trivslen, arbejdsmiljøet samt skabe konfrontationer mellem personalet og eleverne i ungemiljøerne
- hvordan der i skolernes virke, i det daglige pædagogiske og didaktiske arbejde, tages hånd om trivselsindsatsen
- hvilke aktiviteter af universel eller forebyggende karakter skolerne udfører (på tværs af skolevæsenet)
Rundringningen har givet anledning til følgende opsummering:
Der ses fra skoleledelserne side ikke en isoleret og generel tendens til øget mistrivsel eller negativ adfærd, der skulle påvirke arbejdsmiljøet og mulighederne for gennemførelse af undervisning i ungemiljøerne på folkeskolerne i Svendborg Kommune.
Lederne giver udtryk for, at der er god trivsel i ungemiljøerne, men at de nationale tendenser mht. mistrivsel og skolevægring også ses i Svendborg. Dette er problemstillinger, der kan påvirke lærings- og arbejdsmiljøer i de enkelte klassefællesskaber. Her vil der være større risiko for konfrontationer mellem elev/elev og personale/elev.
Ved behov tager skolen hånd om elevsager eller sager på gruppe- og klasseniveau i et tæt samarbejde med PPR, SSP og/eller Familieafdelingen, afhængigt af sagernes indhold og omfang.
Her er fx de formaliserede organisatoriske samarbejder mellem skolerne og PPR en fælles ramme for den koordinerede indsats. Det gælder bl.a.:
- IKM (Interne Koordinerende Møder)
- KPS (Konsultativ Pædagogisk Sparring)
I det daglige pædagogiske og didaktiske arbejde på skolerne gøres bl.a. brug af tværfaglig tilgang til almen- og specialundervisning (Mangfoldige Læringsmiljøer), fleksibel og fællesskabende undervisning, hvori trivselsarbejdet og fokus på deltagelse og fællesskab integreres i selve undervisningens mål og indhold.
På tværs af skolevæsenet og med deltagelse af bl.a. PPR, SSP og Ungdomsskolen gennemføres en række forebyggende aktiviteter, der taler ind i målgruppens behov.
Der henvises til sagens bilag for en yderligere beskrivelse af ovennævnte handlinger.
Ovenstående afdækning skal ses i sammenhæng med skolernes arbejde med Kommissorium for udvikling af fremtidens folkeskole i Svendborg Kommune, der blev godkendt af BUU d. 6. december 2023, hvor et af de virksomme og handlingsorienterede spor er Tværfagligt samarbejde om tidlige indsatser. Et andet spor omhandler Fællesskabende undervisning og fælles børnesyn på tværs af områder.
3) Nøgledata om fravær, karaktergennemsnit og elevtrivsel
Forvaltningen udarbejdede til udvalgsmødet d. 10. januar 2024 et skoledatamateriale. Punkt 3: Data for folkeskolerne og tematikker for skoleudviklingssamtaler i Svendborg Kommune 2024.
Punktet fra udvalgsmødet i januar og tilhørende databilag er vedlagt som bilag. I materialet ses data for
- Elevfravær delt ind forskellige kategorier, fx ses fraværsdata for udskolingselever i sammenligning med yngre elever og andre kommuner.
- Elevtrivsel, hvor data fra Den nationale trivselsmåling fremgår ift. spørgsmålene Er du glad for din skole? og Er timerne kedelige? samt den generelle trivsel.
- Karaktergennemsnit fra 9. kl. prøvekarakterer for skoleåret 2022-2023.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
I indsatsoverblikket er der gengivet relevant lovgivning til de enkelte indsatser.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 10-04-2024
Udvalget ønsker, at administrationen går i yderligere dialog med skolerne med henblik på at
- understøtte lærere og pædagoger i håndtering af udfordringerne
- tydeliggøre mulighederne i ordensbekendtgørelsen i dialog med forældrene
- der sættes fokus på oplysning om de negative konsekvenser af nikotinprodukter og mulighederne for afvænning
Udvalget anmoder administrationen om at forberede et oplæg om styrket afvænning fra nikotinprodukter i samarbejde med social- og sundhedsområdet.
Henrik Nielsen (C) var fraværende, hvorfor Johan Emil Sevelsted (C) deltog som suppleant.