Punkt 10 Fejring af det frivillige sociale område 2024
Beslutningstema
Godkendelse af ramme for planlægning af fejringen med overrækkelse af priser i 2024 samt udpegelse af to udvalgsmedlemmer til prisudvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender ramme for fejringen af det frivillige sociale område.
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget udpeger to udvalgsmedlemmer til prisudvalget.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har tradition for en årlig fejring af det frivillige sociale område. I 2020 blev arrangementet omlagt fra alene at være for formændene, til at omfatte alle frivillige i de frivillige sociale foreninger i Svendborg Kommune. Til arrangementet uddeles to priser til området. FrivilligSocialPrisen, der hylder en forening eller gruppes særlige arbejde og RespektPrisen, der hylder én frivilligs særlige indsats.
Udvalget besluttede 8. marts 2022, at fejringen afholdes i forbindelse med ”Frivillig Fredag” ugen (den nationale fejring af frivillighed i uge 39). Fejringen i 2023 blev afholdt lørdag 30. september i Midtbyhallen for godt 250 deltagere. Der var fokus på taler, musikalsk underholdning, fællessange, prisoverrækkelser samt tid til, at deltagerne kunne netværke under frokosten. Modtager af FrivilligSocialPrisen var Ådalens Venner og John Olsen fra Demensbyens Støtteforening og Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg modtog RespektPrisen.
Der var mange positive tilkendegivelser fra deltagerne om indholdet ved sidste års fejring. Administrationen foreslår derfor, at fejringen i 2024 planlægges med samme fokus på indhold. Det foreslås desuden, at fejringen igen afholdes i Midtbyhallen om lørdagen i uge 39 (den 28. september) midt på dagen.
I forbindelse med overrækkelsen af priserne er der nedsat et prisudvalg bestående af repræsentanter fra Frivilligrådet, Frivilligcentret, administrationen og to repræsentanter fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget. Prisudvalget gennemgår de indstillede kandidater til priserne og udpeger prismodtagerne. Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget skal udpege to repræsentanter til deltagelse i prisudvalget.
Handicaprådet vil, i lighed med tidligere, blive tilbudt, at de kan uddele Handicapprisen i forbindelse med afholdelse af fejringen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er afsat 100.000 kr. årligt til fejring og prisoverrækkelse på udvalgsmøde den 7. oktober 2020.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Servicelovens § 18.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Godkendt.
Johan Emil Sevelsted (C) og Anne Katrine Olsen (A) udpeget til prisudvalget.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).