Punkt 8 Drøftelse af indkomne høringssvar modtaget i forbindelse med høring af masterplan for det sociale område
Beslutningstema
Drøftelse af fem indkomne høringssvar modtaget i forbindelse med høring af masterplan for det sociale område.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget drøfter de fem indkomne høringssvar og beslutter, hvilke bemærkninger der skal indarbejdes i masterplanen.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkendte en høringsversion af masterplanen på udvalgsmødet den 9. januar 2024, som efterfølgende blev sendt i offentlig høring i perioden fra den 15. januar til den 22. februar 2024.
Generelt om høringen
- Høringsversionen af masterplanen er offentliggjort på Svendborg Kommunes hjemmeside.
- Afdelingslederne i Socialafdelingen har informeret borgerne/brugerne i deres respektive tilbud om, at en høringsversion af masterplanen er i offentlig høring samt tilbudt hjælp til at skrive et høringssvar til de borgere, som ikke selv kunne skrive det.
- Relevante råd er orienteret om høringen pr. mail.
- De seks arbejdsgrupper, som har været bredt sammensat, og som var med til at skrive de seks temaer i masterplanen, er orienteret om høringen pr. mail.
- Medarbejderne i Socialafdelingen er orienteret om høringen pr. mail og de øvrige medarbejdere i kommunen via kommunens intranet.
Høringssvar
Der er modtaget i alt fem høringssvar:
- Rådet for Socialt Udsatte
- Handicaprådet
- LokalMED på Botilbud Ryttervej
- Støtteforeningen Ryttervejs venner (har sendt et tilhørende bilag om idrætscertificering)
- Borgere fra Impuls kursuscenter og mødested
De fem høringssvar er vedlagt som bilag.
Administrationens forslag til ændringer på baggrund af høringssvarene
- Indledning (side 4): Denne sætning tilføjes: ”Der vil fortsat være borgerinvolvering, så borgerne også bliver aktivt deltagende i det fremtidige arbejde, når de forskellige initiativer i masterplanen skal implementeres”.
- Sundhed (side 10): Teksten ændres, så der står: ”Mistrivsel og sygdom rammer især denne gruppe borgere langt tidligere. Der kan være forskellige årsager hertil - blandt andet psykiske og fysiske belastninger, manglende overskud til egen sundhed og trivsel samt medicinforbrug”.
- Fællesskaber for mental trivsel (side 11): Denne sætning slettes: ”Sundhed handler ikke kun om grøntsager og gåture, men i lige så høj grad om gode relationer og trivsel”.
- Brobygning til det frivillige område (side 12): Teksten præciseres, så der står: ”De frivillige kan være et supplement til at skabe aktiviteter i de sociale tilbud samt understøtte borgeren i at være aktivt deltagende.
- Borgersamarbejde og samskabelse samt helhedsorienteret indsats: Det indskrives, at der vil være fokus på at uddanne flere peer-medarbejdere. Dels for at peer-medarbejderen får tilknytning til arbejdsmarkedet, og dels fordi peer-medarbejderen kan støtte den enkelte borger for eksempel i forbindelse med overgangen fra regionale tilbud til kommunale tilbud.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Ingen
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Drøftet og godkendt.
Udvalget tilsluttede sig administrationens forslag til ændringer.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).