Punkt 13 Høringssvar og dialogmøde vedr. organisering af Svendborg Heldagsskole
Beslutningstema
Høringssvar og dialogmøde vedr. organisering af Svendborg Heldagsskole.
Indstilling
Direktion indstiller til Børne-, Unge og Uddannelsesudvalget, at det overfor Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At Svendborg Heldagsskole organiseres som en afdeling ved Vestermarkskolen fra 1. august 2024.
Sagsfremstilling
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget besluttede den 4. oktober 2023 at indstille til Kommunalbestyrelsens godkendelse, at forslaget vedr. organisering af Svendborg Heldagsskole som en afdeling ved Vestermarkskolen blev sendt i høring ved de berørte parter. Kommunalbestyrelsen godkendte indstillingen 31. oktober 2023.
Den 6. december 2023 blev sagen på ny behandlet i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget sammen med de indkomne høringssvar. På mødet besluttede udvalget at udsætte sagen, og at afholde et dialogmøde med de to skolebestyrelser og de to MED-udvalg.
Dialogmødet blev holdt den 24. januar 2024. Sagen behandles i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget igen inden den oversendes til endelig beslutning i Kommunalbestyrelsen.
De tidligere dagsordenspunkter, høringssvar og materiale fra dialogmøde er vedlagt som bilag.
Den indstillede ændring vil bringe Heldagsskolen tættere på almenområdet. I et børneperspektiv vil mulighederne for at koble eleverne til almenområdets rammer og indhold udvides. Heldagsskolen bliver knyttet tættere til det generelle arbejde med at styrke den faglige kvalitet.
Ændringen vil understøtte sammenhængen mellem Heldagsskolen og Svendborg Kommunes specialundervisningstilbud, da Heldagskolen omplaceres fra Familie, Børn og Unge til Skole og Uddannelse, hvor kommunens øvrige specialundervisningstilbud er organiseret.
Endelig vil en overflytning af Heldagsskolen til Vestermarkskolen sikre en økonomisk og personalemæssig volumen, der gør tilbuddet mindre sårbart overfor udsving i elevantallet. Det vil også give personalet mulighed for at være en del af et større fagligt fællesskab.
Vestermarkskolens skoleleder vil fremadrettet varetage den overordnede ledelse af Heldagsskolen. Da Heldagsskolen indgår som en afdeling ved Vestermarkskolen, vil der være én samlet skolebestyrelse for Vestermarkskolen, hvor Heldagsskolen vil være repræsenteret.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Hvis det godkendes, at Svendborg Heldagsskole organiseres som en afdeling ved Vestermarkskolen fra 1. august 2024, omplaceres Svendborg Heldagsskoles budget fra Familie, Børn og Unge til Skole og Uddannelse.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Folkeskoleloven
Serviceloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 07-02-2024
Afstemning om følgende forslag: Anbefales med den bemærkning, at skolens ledelse udarbejder en udviklingsplan for de pædagogiske, didaktiske og fysiske læringsmiljøer.
For forslaget stemte: Henrik Nielsen (C), Karl Magnus Bidstrup (A), Maria Haladyn (A), Hanne Ringgaard (B)
Imod forslaget stemte: Mette Kristensen (V), Mustafa Diken (V), Ib Knudsen (Ø)
Et flertal anbefaler med den bemærkning, at skolens ledelse udarbejder en udviklingsplan for de pædagogiske, didaktiske og fysiske læringsmiljøer.
Mindretalsudtalelse fra Venstre (V) og Enhedsliste (Ø):
Venstre kan ikke se at det er en fornuftig Løsning at sammenlægge heldagsskolen og Vestermarksskolen, og kan ikke støtte forslaget om den organisatoriske sammenlægning af de to skoler. Den nuværende organisering og det juridiske er ikke en begrænsning for at opfylde ønsket om en tættere dialog og samarbejde som der henvises til.
Fra de indkomne høringssvar, og fra dialogmødet 24. januar, er det blevet betydeligt tydeligere, at bekymringerne ved sammenlægningen er større end fordelene. Derudover anerkender vi Vestermarkskolens forældrebestyrelse og medarbejderes udtalelser i forhold til manglende tydelig ledelse på begge matrikler.
Vi skal huske på, at det er de mest udsatte og sårbare børn og familier som er tilknyttet heldagsskolen.
De har brug for ro til at få den støtte og vejledning af de har behov for og krav på.
Rasmus Feldingbjerg Drabe (løsgænger) var fraværende, hvorfor Hanne Ringgaard Møller (B) deltog som suppleant.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-02-2024
Man stemte om fagudvalgets indstilling.
For stemte: 19 (A, C, B, O, F og I)
Imod stemte: 10 (V, Ø og Rasmus Fjeldingbjerg Drabe)
Liste V var imod med henvisning til mindretalsudtalelsen fra fagudvalget.
Liste Ø kan ikke støtte at Heldagsskolen lægges sammen med Vestermarkskolen .
Der bliver en mindre synlig ledelse på begge skoler, og vi kan ikke få øje på de pædagogiske og skolefaglige fordele. Vi lytter ligeledes til den store bekymring som bliver udtrykt, især fra Vestermarkskolens forældrebestyrelse og medudvalg.
Afbud fra Jesper Ullemose (V). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).