Punkt 9 Godkendelse af Svendborg Kommunes Vandforsyningsplan 2023-2035
Beslutningstema
Ifølge Vandforsyningslovens §14,?skal kommunerne udarbejde en vandforsyningsplan. Planen viser den nuværende og fremtidige forsyningsstruktur i kommunen, og udgør rammen for kommunens administration af vandforsyningsområdet. En vandforsyningsplan gælder som udgangspunkt i 12 år. Er der behov for mindre ændringer, kan der udarbejdes tillæg eller delplaner i tilknytning til hovedplanen.
Vandforsyningsplan for 2023-2035 jævnfør bilag 1 (Bilag 1. Vandforsyningsplan 2023-35) har været udsendt i høring og fremlægges nu til godkendelse.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:?
????
- At Vandforsyningsplan 2023-2035 godkendes med de foreslåede ændringer.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte den 31. oktober 2023, at udkastet til Vandforsyningsplanen 2023-35 blev sendt i 8 ugers høring.
Planen har været i høring fra den 7. november 2023 til den 5. januar 2024. Der er kommet fire kommentarer til udkastet fra tre parter. En fra Gudbjerg Vandværk, en fra Region Syddanmark, og to fra Vindeby Vandforsyning jævnfør bilag 2 (Bilag 2. Hvidbog over høringssvar til Svendborg Kommunes forslag til Vandforsyningsplan 2023-2035).
Gudbjerg Vandværk
Vandværket ønsker, at vandforsyningsplanen ikke skal opfordre til, at vandværkerne arbejder henimod ensartede takster i by- og landzonen.
Administrationen vurderer, at ledningsnettet er så udbygget, og der er så mange tilsluttet, at vandværket har ret i, at retningslinjen ikke er aktuel længere. Vandforsyningslovens opfordring om prissætning med tilskyndelsesvirkning bør stadig vægtes. På baggrund af dette har administrationen vurderet at opfordringen til ensartede takster fjernes i vandforsyningsplanen.
Region Syddanmark
Regionen efterspørger et tydeligt mål om, at vandindvindingen til drikkevandsformål under Svendborg by skal afvikles.
Administrationen er ikke enig. Mange af boringerne i byen leverer grundvand af god kvalitet. Der skal foreligge en konkret trussel mod bykildepladserne, før disse nedlægges. Vandkvaliteten overvåges meget nøje. Skulle vandkvaliteten under byen udvikle sig negativt, så er der mulighed for at fortynde med rent vand fra Hvidkilde Kildeplads indtil, at der er fundet nye kildepladser, eller der er fundet en anden løsning.
Administrationen har bestilt en teknisk vurdering ved et eksternt rådgivende ingeniørfirma for at få administrationens konklusion belyst jævnfør bilag 3 (Bilag. 3 Udtalelse fra Rådgiverfirmaet WSP vedrørende administrationens vurdering af, at der ikke for nuværende skal være retningslinjer om at vandindvindingen i Svendborg by skal udfases). Den tekniske vurdering understøtter administrationens egen konklusion. Med baggrund i ovenstående har administrationen vurderet at den indkommende bemærkning ikke giver anledning til ændring i vandforsyningsplanen.
Vindeby Vandforsyning
Vandværket gør opmærksom på, at der står i planbestemmelserne, at de skal sikre at Bjerreby Vandværk kan nødforsynes i tilstrækkeligt omfang. Det er vandværket allerede i stand til og har gjort i en længere periode.
Det er taget til efterretning, og afsnittet er taget ud af Vindeby Vandforsynings planbestemmelse.
Vindeby Vandforsyning, Bukkehavevej
Vandværket foreslår, at de sidste ejendomme udlægges til egen forsyning. Det kan ikke garanteres, at kravværdierne til vandkvaliteten vil kunne overholdes med så lang en ledning til få ejendomme.
Administrationen anerkender, at det kan være en udfordring med overholdelse af grænseværdierne for især kimtallet på ejendomme, der ligger i yderpunkter af lange vandledninger. Der vil dog næsten altid være tale om en langt bedre vandkvalitet, end der ellers var mulighed for at få fra en privat vandindvinding. Vindeby Vandforsyning opfordres derfor til at finde en løsning, så også disse ejendomme for mulighed for at blive forsynet.
Ændring i forsyningsområder
Der er ændret i forsyningsområdet for Gudbjerg Vandværk, så en enkelt ejendom vil kunne overgå til at blive forsynet fra Gislev Vandværk. Det er efter aftale mellem Gudbjerg og Gislev vandværker samt efter ønske fra ejerne af den pågældende ejendom.
Små rettelser
Derudover er der foretaget enkelte sproglige ændringer, samt opdateret i vandværksbeskrivelsen for Vester Skerninge Vandværk og i forhold til retningslinjen for Svendborg Vands Sørupværk. Her var det skrevet i planbestemmelserne, at vandværket ved udfordringer med at overholde grænseværdierne skulle ændres, så vandet på de to kildepladser kunne blandes. Det er allerede muligt at blande vandet.
Vandforsyningsplan 2023-2035 er vedlagt som bilag 3 (Bilag 3. Vandforsyningsplan 2023-2035.)
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen økonomiske konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Med vedtagelsen af Vandforsyningsplan 2023-2035 forventes der en mindre stigning i energiforbruget til vandforsyningen på Tåsinge. Planen giver mulighed for nedlæggelse af fire vandværker, og vandet vil derfor skulle pumpes længere mv.
Generelt forventes anvendelsen af vedvarende energi og mere energivenlige anlægskomponenter (herunder pumper mv.) at tage fart indenfor vandforsyningsområdet. Det er allerede nu muligt for vandværkerne at investere i solcelleanlæg eller indgå i lokale partnerskabsaftaler om vedvarende energiproduktion.
Administrationen vil løbende opfordre vandværkerne til at se på mulighederne for at støtte den grønne omstilling.
Lovgrundlag
Vandforsyningsloven
Bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 08-02-2024
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Birger Jensen (liste V), stedfortræder: Mette Kristensen (liste V).
Jørgen Lundsgaard (liste B) var fraværende under behandlingen af punktet.
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-02-2024
Indstilles.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Hanne Ringgaard Møller (B) deltog som suppleant.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-02-2024
Godkendt.
Afbud fra Jesper Ullemose (V). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).